« Tilbage til søgeresultaterne
”Vi og vore Børn”
I Tilslutning til denne Artikel i Nr. 8 turde jeg maaske føje nogle Bemærkninger.
Ingen har en saa levende Retfærdighedsfølelse som et Barn; ingen har en saa hurtig Sammenligningsevne; ingen er mere udsat for at lide Skibbrud paa den blinde Tillid! Derfor: For at opdrage vore Børn i aandelig Henseende - Sporten sørger jo nu til Dags Skolerne og Kammeratlivet tilstrækkeligt for - for at give vore Børn det rette aandelige Holdepunkt, maa vort eget Liv være saaledes, at det kan holde Stand for Barnets skarpe Kritik. Barnet maa føle, at Moderen har Pligtens Lovbud skrevet i sit Hjerte, at hun er sanddru, retfærdig, og at det ubetinget kan stole paa alt, hvad hun siger. Hun maa lære det Hensynet til andre. „Hvad vilde du selv føle, om nogen sagde saaledes til dig?” - „Sig aldrig til nogen anden, hvad du ikke selv vilde kunne taale at høre!”
Jeg tror, at Vanen at tænke sig ind i en andens Sted er af yderlig Vigtighed, og hvis dette foreholdes Barnet i de tidlige Aar, vil denne Tænkemaade rodfæste sig og omsættes i Hensynsfuldhed, en uvurderlig Egenskab i Samlivet med andre - for - de andre! Hvor mange aandelige Lidelser bringer ikke Savnet deraf i Familiens Kreds? særlig for den, der bærer Dagens Hede og Byrde. „Tænk dig i hans Sted, i hendes Sted!” bør lyde for Barnets Tanke.
Denne Evne bunder vel særlig i det medfødte, men Opdragelsen kan bidrage meget til dens Fremvækst. Idealet maa vel være det Samfund, der tager Hensyn til hver især, ikke det, der brutalt baner sig Vej med Albuerne, ligegyldigt for hvem der knuses, naar blot Vedkommende selv kommer frem.
Jeg tror, at netop Indskærpelsen af Hensynet til andre giver Barnet det anførte „ædle Sind og den aandelige Kraft”, da det lærer os at kue Selviskhedens Fordringer.
Jeg gad nu i det hele taget vide, om der ikke klæber nogen Illusion ved Tanken om, at vi skal opdrage vore Børn. Mon de kommer til Verden som nogle slemme smaa Skabninger, som vi med stor Møje og Besvær draabevis maa indgive det gode? Naar det saa ikke rigtig vil gaa ind i dem, saa ryster vi dem, banker dem lidt, og saa hjælper det! - Mon ikke dette er en Fejltagelse? -
Hvor sandt og lige kan ikke et Barn se, hvor slaaende kan ikke dets Bemærkninger være? Der er noget i et Barns Sjæl, vi ligesom maa bøje os for, som kom den oppe fra og nu skulde til at gennemgaa Prøvelsens ætsende Ild.
Mon vi ikke med lige saa stor Ret kunde sige, at vor Opgave er den: efter Evne at holde det onde i Verden borte fra vore Børn; at vise dem, hvor det er, og besværge dem at undgaa det?!
Men Herregud, vi kan jo ogsaa gerne lade, som om de er langt nede, og som om det er vor Opgave at drage dem opad til vort eget Niveau (!). Vi har jo i alt Fald spist af Kundskabens Træ!
Bemærkningen om, at Skolegangen og Hjemmelæsningen ikke maa begynde for tidligt, giver jeg min fulde Sympati. Dette Synspunkt har jeg dog ikke altid delt. Jeg kom nemlig for circa 13 Aar siden til den højtansete Skolebestyrerinde, Frøken Jessen, for at indmelde min Søn som Elev, Jeg forklarede, at han kunde læse og skrive og slet ikke behøvede at gennemgaa Forberedelsesklassen, men kunde komme lige ind i første Klasse.
„Hvor gammel er han da?”
„Seks Aar!”
„Saa maa han i Forberedelsesklassen!”
„Men jeg forsikrer Dem, han er fuldstændig moden til første Klasse; han er meget opvakt og begavet.”
„Maa jeg spørge Dem, min Frue, om De da vil straffe Deres Søn, fordi han er opvakt og begavet??”
„Hvorledes mener De?"
„Idet De berøver ham et af de Aar, i hvilke det er hans Ret fuldt ud at være Barn .”
Jeg var paastaaelig, og Følgen blev, at denne fra først af saa lærelystne Dreng - der følte et for stort Bjerg foran sig - blev doven og i en Aarrække skød al Læsning bort efter bedste Evne. Jeg gjorde den kloge og erfarne Skolebestyrerinde en ydmyg Afbigt baade i mit Hjerte og i mine Ord, men da var det for silde. Min Søn skændte jeg derimod paa - jeg kunde jo ikke for ham tilstaa: at det var mig, der havde gjort ham Uret! Dette være til Eftertanke for Mødrene.
