« Tilbage til søgeresultaterne
Visne Roser
Visne Roser! Væld af Minder!
Taarer ned ad Kinden rinder.
En Gang var I dog saa søde:
Blodigfarvet, gyldenrøde.
Visne Roser!
Blege Kinder! Sorg i Øjet!
Panden furet, Ryggen bøjet.
En Gang var I dog saa søde:
Purpurfarvet, elskovsrøde,
Blege Kinder!
Sænket Hoved! Bristet Hjerte!
Brudt af Livets Kamp og Smerte.
En Gang dog af Fryd det gløded;
Men nu er af Sorg det døded,
Bristet Hjerte!
Huset paa Øen.
Du lille Hus med det hvide Tag,
Som jeg har for Øje hver eneste Dag,
Du opfylder ganske min Tanke.
Hver Aften jeg staar her ved Søens Bred.
Og naar saa Stilheden sænker sig ned.
Og jeg hører mit Hjerte banke.
Da tænker jeg paa: hvem bor i det Hus,
Hvem drømmer derovre til Vindens Sus.
Og paa den hvidmalte Skude?
Thi Huset ligger paa Øen der
Og kun omgivet af Siv og Skær,
Ja, ganske alene derude.
Og saa naar Mørket er helt indtraadt,
Da tændes der Lys - kun ganske smaat –
Men stærkt det straaler fra Bredden.
Mon Lyset skinner for glade to,
Der her har slaaet sig ned i Ro,
Og maaske har skabt sig et Eden?
Men naar Erindringen fører mig hen
Til Landskabets skønne Idyl igen, -
Det sidder mig fast i Mindet –
Da husker jeg Huset paa Øen der,
Og Søen blev mig vist ikke saa kær,
Om ej det Lys havde skinnet!
