« Tilbage til søgeresultaterne
Den litterære Strid
Med et Foredrag om „Dr. Georg Brandes’ Stilling og Ansvar med Hensyn til den litterære Demoralisation” sluttede Pastor Schack i Tirsdags sin Foredragsrække om den litterære Strid.
„Georg Brandes har indtaget en lignende Stilling til den moderne Litteratur som Steffens indtog i Aarhundredets Begyndelse.
Brandes har inspireret flere og indtaget en ledende Stilling. Vi kan da ikke godt undgaa at komme ind paa Spørgsmaalet: har Br. ikke en væsentlig Del i denne Litteraturs Brøst?
Her tænkes ikke paa Br. egen litterære Virksomhed, hans Studium paa sit Omraade kan med Glæde anerkendes, men hvorledes er Br. Stilling til de store Sædelighedsproblemer?
Her kan rettes den Hovedanke imod ham, at hans Stilling ikke har været præget af Redelighed.
Da hans „Hovedstrømninger” udkom blev han angrebet og kaldt Forkæmper for den fri Kærlighed: Parring i Flæng. Hertil svarede han, at overfor en saa lav Anklage maatte han forstumme. Hermed udtaler han sig jo bestemt imod den fri Kærlighed. 3 Aar efter i 1875 synes han imidlertid at være. bleven Tilhænger, og 10 Aar senere da Garborg, Strindberg o fl. opponerer mod det „overdrevne Kyskhedskrav” siger Br., at denne Kamp maa føres af Digterne, da Forkæmperne her vil blive beskyldt for Frivolitet.
Br. forplumrer Stillingen ved Gang efter Gang at udtrykke sig uklart.
Hvad der kan bebrejdes ham er hans Mangel paa Standpunkt. I 1872 maatte han forstumme over et saa lavt Angreb som at kalde ham Forkæmper for den fri Kærlighed. Er han nu forandret til Tilhænger, hvorfor da ikke optage en aaben og ærlig Kamp?
Det er ikke nogen videre mandig Position at indtage, at Kampen skal føres af Digterne fordi en anden udsætter sig for at blive beskyldt for Frivolitet.
Frygten for Konsekvenserne maa da veje mere end Kærlighed til Sandheden.
Kærnen i denne Sag er imidlertid, at Br. ved den Maade, hvorpaa han har ført Kampen, har gjort sit yderste for at forhindre en alvorlig og redelig Kamp.
Han vil have Digterne til det. Digterne forherliger den fri Kærlighed.
Br. forherliger Digterne uden dog at ville tage fast Standpunkt til selve Sagen.
Digtekunsten og Moralen har intet med hinanden at gøre - hedder det.
Ja man kan endog se et Indlæg for den „fri, kyske og ærbare” unge Kvinde, der havde 4 Børn med 3 Mænd.
At Br. ikke har vedkendt sig en saadan Anskuelse tyder paa Snildhed, men ikke paa Lyst til den alvorlige, redelige Forhandling.
Da Br. jo før har „maattet forstumme” overfor den lave Beskyldning, at være Forkæmper for den fri Kærlighed - kan det vel antages, at han nu ser med Bedrøvelse paa den Litteratur, der fra sin rige Begyndelse i 70erne er sunket saa dybt.
Hvad siger da Br.?
Han siger ingenting.
Hvordan kan det forklares og forsvares? Er det lykkedes Br. sejrigt at godtgøre, at Digtekunsten og Moralen intet har med hinanden at skaffe?
Br. har aldrig gjort sig den Ulejlighed, at gøre udførlig Rede for dette Spørgsmaal. Vi træffer her den samme Mangel paa Redelighed som før. Han gaar uden om Hovedspørgsmaalet.
Kampen mellem den Kærlighed, der forædler og den Kærlighed som nedværdiger er en Kulturkamp. Kunsten virker Kultur. Men den Kunst, der forherliger den sidste Art Kærlighed er kulturfjendsk.
Naar Br. derimod fører en Masse store Navne i Marken for sin Opfattelse, saa er dette ikke Argumenter for tænkende Læsere, men Skræmmebilleder for utænkende. Br. fordømmer selv Autoritetstro. Han har da her givet et slaaende Argument for en saadan fordummende Autoritetstro.
At der gives usædelige Forfattere vil Br. indrømme, men han forplumrer atter Spørgsmaalet ved at tilføje: ligesom usædelige Læger, - som om det var Lægernes og Forfatternes Privatliv, der kom os ved. - Nej det er deres Forfatterskab, der er Tale om.
Sidste Sommer mente „Politiken” ikke, at Politiet skulde være Dommer over Litteraturen, men at den offentlige Mening skulde være det. Politiet vil ogsaa være magtesløst, om det ikke har den offentlige Mening bag sig. Denne skulde da gærne være forstandig. Men hvem er det, der paavirker og vejleder den offentlige Mening, om det ikke er Æstetikerne.
Naar store Dele af det danske Folk med Uvilje og dyb Mistillid ser paa Br. saa er Grunden den, at den Maade, hvorpaa de store Problemer sættes under Debat, savner Alvor og Redelighed.
Denne Mangel paa Redelighed har nu som Nemesis ramt Br. selv.
En af hans egne: V. Vedel siger, at af hele den Idealisme, der bar den ny Bevægelse frem er nu i Hovedkvarteret kun Grin med Religionen og kønslig Uartighed tilbage.
Men hvad er da Grunden til, at Idealerne fra 70 har haft saa ringe Levedygtighed. - Ja man mener, at Aarsagen er udelukkende - Estrups. - Partiet kom nemlig ikke til Magten, da Tid var.
Men hvad har da nu Br. gjort for at standse Tilbagegangen. Har han traadt op imod Retningens Grin og Gøgl? Nej. - Han har tiet. - Og hvad skulde han vel egenlig ogsaa sige.
Skulde han tage Parti for E. Brandes og „Politiken”? eller løfte sin Haand imod dem? Men han har jo selv udnævnt E. Br. til Gennembrudsmand, og da maatte han jo vise den principielle Forskel mellem E. Br. før og nu.
G. Brandes er en betydelig Bærer af Idealerne fra 70erne. Naar disse nu er ved at drukne i Grin og Gøgl kan Aarsagen søges i Mangel paa Redelighed og Kærlighed til Sandheden.”
Efter Pastor Schacks Foredrag, der, som alle de foregaaende, blev modtaget med stærke
Bifaldsytringer, bragte en af de mange taknemlige Tilhørere Pastor Schack en varm Tak for hans energiske Kamp mod den moderne Litteratur og udtalte Haabet om, at denne Kamp maatte blive fortsat saavel af Pastor Schack som af enhver, der anser denne Litteratur for nedbrydende og fordærvelig for det danske Folk.
Den store Forsamling gav sin Tilslutning til dette Ønske tilkende ved fornyet Bifald.
Pastor Schacks Foredrag vil senere udkomme i Bogform, hvortil vi henviser alle, der af vore korte Referater har faaet Lyst til at kende dem i deres Helhed.
