« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Arbejdet
I Haab om, at den ærede Redaktion af „Kvinden og Samfundet” er saa frisindet ogsaa at ville høre Røster af modsat Mening end den, Bladet har gjort sig til Talsmand for med Hensyn til de Paragrafer i Fabriksloven, som handler om Kvindens Stilling til Arbejdet, tillader jeg mig at meddele en Tale af Frøken Ellen Key, vistnok en af Sverrigs nulevende ypperste mest ansete Kvinder. Efter et tidligere Foredrag om: „Barnets Aarhundrede” fortsætter hun dette ved en Fest i en af Videnskabsakademiets Sale i Stockholm, om Kvinden og det legemlige Arbejde. Hun siger:
„Barnearbejde og Kvindearbejde staar i nært Forhold til hinanden. Ikke blot ved indbyrdes Konkurrence, men derved, at Kvindearbejdet indvirker paa Kvindens Moderskab og senere ved Barnets Pleje og Opdragelse. Børne- og Kvindearbejde er omtrent begyndt samtidigt, begge fremgik af Storindustriens Krav paa billig Arbejdskraft.”
Derefter skildrede Frøken Key i Korthed Udviklingen af Kravet om Beskyttelse for Kvinders og Børns Arbejde i dette Aarhundrede lige fra den sønderslidende Elendighed i England, da i Begyndelsen af Aarene 1800 Børn i 4-5 Aars Alderen begyndte at arbejde 14-16 Timer i Døgnet. Efterhaanden har nu de socialt interesserede som Maal for sine Bestræbelser krævet alt Børnearbejde forbudt under 14 Aars Alderen, og Beskyttelse for Kvinder ved sundhedsfarligt Arbejde, Indførelse af 8 Timers Arbejdsdag og Beskyttelse for Kvinder før og efter deres Moderskab.
Men disse Beskyttelsesforslag har fremkaldt Protester hos en Gruppe Kvinder, som kan kaldes „Kvindesagskvinderne”. Nu tales der ikke mere om Kvindeemancipation, men om Kvindesag. Frigørelsesværket er blevet en Institution, et Embedsværk, en Slags Dogmatik. Det er ikke mere en Frigørelse, men en Indskrænkning.
Denne Bevægelse gaar ud paa Lovændringer, som skal udvide Kvindens Arbejdsomraade, men den er blind for Kvindesagens Sammenhæng med det store sociale Spørgsmaal. Dette blev tydeligt aabenbaret ved Kvindekongressen i London 1899. Der modsatte Kvindesagskvinderne sig al Tale om Beskyttelse for Kvinden i Arbejdet. Man skulde have lige Rettigheder med Mændene, Rettigheder til frit at vælge sit Arbejde. Man taler om Frihed, men glemmer den lovbundne Nødvendighed i Naturen. Kvindesagskvinderne vil nok have Beskyttelse for Kvinderne, men de vil have fælles Love for Mænd og for Kvinder, og tager intet Hensyn til Kvindens ejendommelige Stilling som Moder. Det gælder dog ikke alene Kvindens Ret. Kvindens Helbredstilstand og Arbejdstid indvirker baade paa Barnets fysiske og psykiske Udvikling.
Det bliver saaledes Barnets Ret, det gælder. En Frihed uden Indskrænkning kan jo være berettiget for de Kvinder, som frivillig afstaar fra Tanken om Moderskab, den Kategori, som en tysk Forfatter kalder „det tredje Køn”. Men i andre Tilfælde bliver Arbejdet for Ligestillelse for Mands- og Kvindearbejdet en Illustration til Ordsproget: Summum jus - summa injuria (største Ret - værste Uret.) Hvor berettiget Kravet er om en særskilt Beskyttelse for Kvindearbejdet, det viser bedst de sørgelige Forhold i Schlesiens Glasindustri, hvor 8-9 Aars Piger allerede begynder at arbejde i Glasværkerne, og paadrager sig, derved fysiske Skader, som indvirker paa et kommende Moderskab, og det er til den Grad almindeligt, saa at Tysklands Kvindelæger specielt rejser til Schlesien for at studere de farligste Tilfælde af Obstetrik (Fødselsvidenskab). Over for saadanne Fakta flyttes Diskussionen fra de abstrakte Frihedsideers Omraade til Virkeligheden. Kvindesagskvinderne siger til dem, som virker for Beskyttelse for den arbejdende Kvinde, at de anser Kvinden for et Folks dyrebareste Ejendom. Vi svarer: Nej, som dets dyrebareste Del.
En Gang kommer den Dag, da enhver trængende Moder skal faa Opfostringsbidrag af Staten.
Man taler om Ungdommens Forvildelser, ja ansætter Komiteer derimod. Men Aarsagen til Forvildelserne ligger maaske mest i Mangel paa Pleje og Opdragelse i Hjemmet, naar Mødrene maa arbejde ude omkring.
Man har jo Velgørenhed og Vuggestuer, ja, men det bliver kun Hjælp for Øjeblikket. Aarsagerne til Elendigheden maa bortfjernes. Et sundt Hjemliv maa skabes, hvor Børnene kan faa Pleje og Opdragelse. Velgørenheden er i dette Tilfælde som at tænde Røgelse for at gøre Luften, hvor en Kloak har sit Udløb, behageligere; man formindsker derved ikke Kloakens Infektionskraft.
Samfundsforholdene maa forandres. Alene en Slægt, som avler kraftige, sunde Individer, kan blive lykkelig.
Man har næret Frygt for, at Beskyttelseslove vilde gøre de arbejdende Kvinders Stilling værre. Ja, sandsynligvis, men kun indtil videre. I det store hele vil Kvinderne vinde derved. Endnu er Forhaabningerne om denne vigtige Opgaves Virkeliggørelse, nemlig Beskyttelse for de arbejdende Kvinders Helbred, en Utopi. Men de bliver til Virkelighed, naar man indser, at Samfundets Lykke hviler paa sunde, stærke, aandsudviklede Mødre og paa sunde, stærke og for Aandsudvikling begavede Børn, naar Industrien bliver til for Arbejdernes Skyld og ikke som nu Arbejderne for Industriens Skyld. For 1900 Aar siden kom østerlandske Konger og tilbad en Kvinde med et lidet Barn, og ofrede dem sine Skatte. Samfundet skal en Gang indse, at ingen Ofre er for store for at naa Maalet: Sundere, skønnere og ædlere Mennesker.
M. B.
Da det er Sandheden, vi først og fremmest søger, tager vi gerne imod Indlæg ogsaa fra Modstandere, og i Ellen Keys Tale findes der, ogsaa efter vor Mening, meget, der er godt og værdt at overveje. Vi forstaar blot ikke, hvorfor den ærede Indsenderinde stiller alt dette op som en Modsætning til, hvad „Kv. og S.” har villet forfægte.
Indtil den Dag i Dag har ikke een Stemme løftet sig i Bladet for Bibeholdelsen af Børnearbejdet. Tvertimod. Ogsaa vi kæmper efter fattig Evne for et Samfund af „sundere, skønnere og ædlere Mennesker”, og det er netop af den Grund, at vi fordrer af Lovgivningsmagten, at Beskyttelsen af den fødende Kvinde skal blive en virkelig Beskyttelse og ikke et Ran. Det er ogsaa af den Grund, at vi har saa svært ved at forstaa - hvad Ellen Key i Lighed med Kvindebeskyttelsens øvrige Talsmænd trindt om i Evropa - vil hævde: at det, der gaar ud over Individerne, kan komme Samfundet i det store hele til gode.
Dette er for os i Sandhed en dunkel Tale, men den hænger tydeligt nok sammen med det nye Dogme, der er paa Vej til at arbejde sig frem i en Tid, der ellers er saa fjendsk mod alt Dogmevæsen - Dogmet om Samfundet. -
Ellen Key mener, at det kun er indtil videre, at Kvinden vil lide under Beskyttelsen.
Desværre, hvor vi end ser hen i Verden, slaar den Kendsgerning os, at Menneskeheden og særlig Kvinderne endnu befinder sig paa det Stadium, hvor det gaar ud over Individerne. I England har Beskyttelsessystemet floreret i over en Menneskealder, og hvad er der naaet?
Vi kan heldigvis henvise til en fuldt ud kompetent Persons Udsagn.
Paa Sædelighedskongressen i Genf forrige Aar aflagde Sekretæren for de kvindelige Fagforeninger en Beretning, hvoraf det fremgaar, at Gennemsnitslønnen for den engelske Arbejderske endnu kun er 6-7 shillings om Ugen.
Konsekvenserne følger af sig selv, og vi behøver næsten ikke Sekretærens Tilføjelse for at forstaa, at „Arbejderskens hele Liv er en Kæde af navnløse Forsagelser.”
Og dette i Beskyttelsens eget forjættede Land, efter at Systemet saa længe har været i Virksomhed! I Sandhed et System, der vel længe tillader det at gaa ud over Individerne!
Med al Agtelse for Ellen Keys Logik synes vi dog ikke, at Eksemplet om 8-9 Aars Pigers Anvendelse i den schlesiske Glasindustri som Bevis for Nødvendigheden af særlige Beskyttelseslove for Kvinden, er synderlig godt valgt. I det mindste hos os regnes 8-9 Aars Piger ikke til de fuldvoksne Kvinder, og næppe vilde der være en eneste selvforsørgende Kvinde, der kunde ønske at stilles under samme Undtagelseslov som et 8-9 Aars Barn.
Vi synes ikke heller, at Kritiken af „Frigørelsesværket” er synderlig vel ført; dette er Ifølge Ellen Key bleven en „Institution, der ikke mere vil en Frigørelse, men en Indskrænkning,” og alligevel føjes der til, at denne Institution, der, som vi husker, kun er en Indskrænkning, „gaar ud paa Lovændringer, som skal udvide Kvinders Arbejdsomraade.”
Hvordan det paa en Gang kan være en Indskrænkning og en Udvidelse, bliver vi ikke oplyste om. -
„Kvindesagen” har sikkerlig begaaet mange Fejl; det menneskelig ufuldkomne klæber ved den som ved alt andet paa denne Jord; men at den har opammet „et tredje Køn”, det er dog vel næppe overensstemmende med de virkelige Forhold. Det synes snarere at være Naturen selv, der, idet den giver et stærkt Overskud af Kvinder, opfordrer Kvinderne til at se at finde sig til rette i Livet, selv om Moderskabets Lykke bliver dem forment.
Thi det har ingen Nød. Vi kan trøstigt sige, at der ikke en Gang er saa mange, som der er Overskud af Kvinder, der vilde vise Moderskabets Lykke fra sig, naar den blev dem budt under Forhold, der svarede til deres Følelser. Og hvilken tænkende Kvinde vil ikke give Ellen Key sin Tilslutning til, at Hjemmene og Ungdommen lider ved, at Moderen er beskæftiget uden for Huset? Vi takker endogsaa Ellen Key for, at hun, i Modsætning til de moderne Ivrere for kommunale Opdrætningsanstalter for Børn holder paa Hjemmene.
Men for at faa disse gode Hjem er Moderskabet som saadant ikke nok, om end Ellen Key hæver dette til en sand Kultus. Der maa ogsaa en aandelig Udvikling til, der ikke uden videre følger med Moderskabet, og her vil sikkert det nu saa stærkt forkætrede Frigørelsesværk være af stor Betydning.
Men herpaa kan vi nu ikke komme ind. Vi vil blot i denne Sammenhæng betone, at Moderen alene ikke er ansvarlig for Slægten (dette vilde ogsaa være at ophøje Moderskabet paa Faderskabets Bekostning) og at alt, hvad der kan gøres for at beskytte Moderen, ikke vil komme Slægten til gode, før Slægtens store Fjende - Kong Alkohol - er bleven stødt fra Tronen.
Se, vilde Mændene begynde fra den Kant, saa vilde vi kunne tro, at deres Omhu for Slægten var ærlig ment, men, desværre, lader vore Lovgivere ikke til at have den rette Forstaaelse af denne Sags Vægt.
M. A.
