« Tilbage til søgeresultaterne
Historien og § 7 i Fabrikslovforslaget
Da Sjællands første protestantiske Biskop, Petrus Palladius, i 1540 visiterede i sit Stifts Sogne, sagde han bl. a.:
„Alle Mænd vide det vel, og alle Kvinder føler det vel, og alle naturlige Mestre og Læger siger det ogsaa, at ingen Kvinde kan rettelig vel komme til sin Førlighed igen efter sin Barnefødsel, før efter 6 eller 7 Ugers Tid; ja mange er endnu saa skrøbelige, og det gaar saa slemt til med dem i deres Barselseng, at de ligger endnu længere i deres Sygeseng ... og naar hun kommer oven Senge, og maa liste sig ud og ind i Huset og i Gaarden og gøre, hvad hun kan, da skal hun ikke nødes og bruges til Bagning eller Arbejde, til Høst, til Bryllup, til Barsel, til at forspringe eller fordanse sig, ødelægge eller overanstrenge sig, at hun aldrig føder Børn derefter, saa længe hun lever paa Jorden.”
I 1899-1900 fremkom et Lovforslag om Arbejde i Fabrikker, hvis § 7 som bekendt lyder: „Kvindelige Arbejdere maa før og efter deres Nedkomst ikke arbejde i ialt 5 Uger; af disse skulle mindst de 4 være efter Nedkomsten, hvad der ved Indtrædelse paany i Arbejde skal bevises ved Erklæring fra Fødselshjælperske eller Læge.”
Tanken er vel den samme, men for at den historiske Udvikling i de forløbne 360 Aar ikke skal afbrydes, maa der tilføjes en Bestemmelse om, at Barselkonen sikres tilstrækkelige Indtægter for sig selv og for alle dem, hun forsørger. Tilføjes dette - og udstrækkes Loven til at gælde for alle Barselkvinder - vil Bestemmelsen sikkert være en stor Velgerning; men uden denne Tilføjelse sker der som sagt et Brud paa Traditionen, som maaske ikke er ganske betydningsløst.
Man har i Aarhundreder her i Landet paa forskellige Maader søgt at formindske Antallet af Fødsler i Dølgsmaal og Barnemord. Den første Bestræbelse, man lagde Vægt paa, var at uddanne Jordemødre, og derved blev det i lange Tider. I den første Jordemodered, hvis Ordlyd kendes fra 1685, sværger Jordemoderen: „At jeg ingen uægte Fødsel eller Barnemord vil fortie, som mig kan forekomme ...”
I 1701 indgik Københavns Politimester med et Andragende til Kongen om at faa bedre Jordemødre, „idet at mellem gemeene Folk endel Quinder dertil lader sig bruge, som der af lidet eller intet forstaa, hvorover megen Ulempe forefalder og mange uægte Fødsler derved fordølges.” - Gentagne Gange tages Sagen op af Politimesteren og Stadsfysikus, indtil det lykkedes at gennemføre Forordningen af 1714 angaaende Jordemodervæsenet.
Denne Forordning hjalp dog ikke meget, men den 13de Marts 1750 udkom et Reskript, der, efter hvad Tode siger, skyldes Danmarks mest elskede Dronning, Louise, hvorved det frie Jordemoderhus oprettedes, „siden Vi til at forekomme Misgerninger, som drage Guds Vrede og Straf over Lande og Riger, intet hellere ønskede, end at den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaal og ofte derpaa forekommende Fostrenes Ombringelse kunde forebygges.”
Det fri Jordemoderhus optog ikke alene de fødende, men disse bleve, naar de trængte dertil, understøttede af Konventhuskassen og nøde til „Forflegning” af deres Person paa nogle
faa Uger, saa længe de ligger i Barselseng, ugentlig 2-3 Mark. Paa Barnemoderens Begæring skulde Barnet bringes til Konventhuset for at opfostres.
Fødselsstiftelsen flyttedes til Frederiks Hospital, og her lod Struensee indrette en Skuffe, som det allerede var foreslaaet i Begyndelsen af Aarhundredet, og som det den Dag i Dag findes i adskillige katolske Lande, hvori nyfødte Børn fra Gaden kunde henlægges, hvorpaa de opdroges paa det offentliges Bekostning. Dette blev dog snart igen forandret, men Fødselsstiftelsen og den dermed forenede Plejestiftelse vedblev at tage sig af Børnene, saaledes at betalende Mødre ved engang for alle at betale 20 Rdl. (senere 500 Kr.) og de ikke betalende ved at være Ammer i 4 -6 Uger (mod at faa Opholdet og 2 Mark om Ugen) fik deres Børn forsørgede. At der gjordes Regning paa, at de større Børn kunde yde noget Arbejde selv, fremgaar af, at medens Plejelønnen for Børnene i dette
Aarhundredes Begyndelse i første Leveaar var omtrent 22 Rdl. aarlig, var den i 11-14 Aars Alderen kun 2 Rdl. aarlig. For Tiden er ogsaa Plejelønnen for store Børn langt mindre end for smaa, hvilket ogsaa maa betænkes ved Gennemførelse af Lovens i saa mange Henseender gode Forslag om Børns Arbejde.
Dødeligheden mellem de smaa Børn var i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede meget stor, langt større end nu, og navnlig naturligvis mellem de fattige. 1809 siger den udmærkede Læge Callisen:
„Iblandt Fattige og Uformuende i København og andre Steder findes ikke sjælden Mødre, som næppe kan erhverve Livets første Nødvendigheder; de mangler vel ikke altid moderlig Kærlighed, heller ikke den bedste Vilje til at ernære deres Barn, men deres egen Føde er saa indskrænket, saa slet, saa usund; Barnets Omsorg betager dem Tid og Evne til at bidrage tilstrækkelig til at erhverve det nødtørftige Ophold; deres Legemer ere saa svækkede af det foregaaende Svangerskab, og den Mælk, de meddele Barnet, er saa lidet skikket til Børnenes kummerlige Ophold, at de fleste af disse ulykkelige dør i den spædeste Alder. Med Skræk og inderlig Deltagelse har jeg ikke sjælden set fattige Mødre med Kummerens og Mangelens Træk i deres Ansigt, give deres Børn Die, set disse trække i de tomme, slappe, urene Bryster uden at tilfredsstille deres Trang til Føde, set denne Trang af den ulykkelige Moder tilfredsstillet med den usundeste og farligste Føde. Slige ulykkelige kan med Rette kræve den offentlige Opmærksomhed og Understøttelse. Den, som gør vel mod den trængende og ulykkelige, handler menneskekærligt og ædelt, men den, som understøtter den trængende, frugtsommelige og diegivende Moder, handler dobbelt fortjenstligt, han gør ikke alene en Moder lykkelig, men redder ydermere en skyldfri Skabning fra den visse Død, som den uden velgørende Understøttelse vilde være udsat for.”
Mødrene kunde selv faa Understøttelse til deres Børn, dog ikke udover et Aar. I Begyndelsen af dette Aarhundrede var denne Understøttelse l Kr. (3 Mark) om Ugen, senere blev den til l Kr. 35 Øre om Ugen i et Aar for førstefødende, i et halvt Aar for anden Gang fødende, - men nu i Slutningen af Aarhundredet er man i Færd med at bryde Traditionen; thi fra 1894 er Plejehjælpen vel forhøjet til l Kr. 50 Øre om Ugen, - i Virkeligheden meget mindre end 3 Mark i Begyndelsen af Aarhundredet - men den tildeles kun førstefødende og kun i 13 Uger, og Stiftelsen overtager ikke mere mod Betaling Forsorgen for uægte Børn.
Hvis man sikrer de ubemidlede Barselkoner en Hjælp, gør man et stort Skridt frem i Overensstemmelse med den historiske Tradition, - hvis man ikke gør det, ja saa erindre man, hvad der var Anledningen til tidligere Tiders humane Bestræbelser!
