« Tilbage til søgeresultaterne
Guld- og Sølvpolerernes Fagforening
Guld- og Sølvpolerernes Fagforening.*)
*) Skrevet paa Opfordring af Dr. Aletta Jacobs i Amsterdam, der til Verdensudstillingen forbereder en international Samling af Literatur Kvindesagen vedrørende, og os velvilligst overladt til Offentliggørelse forinden.
Red.
Foreningen stiftedes i Foraaret 1886 under Navn af „Forening for kvindelige Sølvpolerere”. Der indmeldte sig straks ca. 25 Medlemmer; men Foreningen havde ingen Tilgang og efter 2-3 Aars Forløb maatte Foreningens Virksomhed ophøre, da den kun bestod af Bestyrelsen og et Par Medlemmer.
Grunden hertil maa vel nærmest søges i, at der den Gang blandt Kvinderne ikke var den Forstaaelse af Organisationens Betydning som nu, lige som Arbejdet ogsaa den Gang overalt udførtes i Hjemmet, hvorimod nu flere Fabrikanter har oprettet Polerstuer, hvor en Del af Arbejdet udføres. Derved Bliver der mere Sammenslutning, og det bliver lettere at faa Kvinderne i Tale og faa dem organiserede.
Efter Opfordring fra Guld-, Sølv- og Elektropletarbejdernes Forbund” - et Forbund, der bestod af mandlige Medlemmer, som var beskæftigede ved de tre ovennævnte Fag - samledes Sølvpolererne til et Møde, og Foreningen blev 10. November 1897 dannet paany, som et Led af ovennævnte Forbund under Navn af „Guld- og Sølvpolerernes Afdeling”. Der indmeldte sig straks en Del Medlemmer, og Foreningen havde stadig Fremgang. Den afholdt flere offentlige Møder, hvor der som oftest var kvindelige Foredragsholdere.
Arbejdslønnen var i de senere Aar stadig bleven sat ned, saa at Kvinderne arbejdede under daarlige Lønforhold, og de Kvinder, som arbejdede paa Fabrikerne, maatte endog svare fra 10 til 20 % til Fabrikanterne.
I Marts 1899 indledede Sølvpolererne sammen med Elektropletarbejderne en Forhandling med Fabrikanterne om Lønforhøjelse, og det udarbejdede Lønregulativ vedtoges med nogle Ændringer, saaledes, at Arbejdslønnen blev sat op med indtil 20 % paa det daarligst betalte Arbejde. Da Prisen paa det samme Arbejde havde været forskellig hos de forskellige Fabrikanter, lagde man særlig Vægt paa at faa ensartede Priser indførte, saa der var Fabrikanter, som endog maatte betale mere. Samtidig bortfaldt Procenterne, som Polererinderne havde betalt til Fabrikanterne.
Resultatet af Lønforhøjelsen er saaledes, at naar en dygtig Polerer, som havde været flere Aar ved Faget, før den Tid kunde tjene 11 à, 12 Kr. om Ugen paa en 8 Timers Arbejdsdag, kan hun nu paa samme Arbejdstid tjene 15 à 16 Kr. ugentlig.
Man maa altsaa sige, at trods Foreningens korte Virksomhed er der, uden at man har behøvet at gribe til Strejke, allerede udrettet en Del for Arbejderne.
