« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt fra „Sachalin”
En tysk Skibspræst, der lige har været her, fortæller følgende fra den store russiske Ø Sachalin, som ligger Øst for Sibirien mellem det okotske og det japanske Hav, og af Russerne benyttes som Forvisningssted.
„Da vi havde kastet Anker, gik jeg i Land sammen med Skibets Læge, som gerne vilde se Hospitalet, der hørte til Fængselet.
Først maa jeg bemærke, at saa grusomme, som Ruslands Fængsler bliver beskrevne, er de nu slet ikke; Fangerne har det i alle Maader godt, men - den Vilkaarlighed, hvormed Fængsling og Forvisning foregaar, er skrækkelig. I en Celle saa vi en Afghaner, som havde siddet der i
længere Tid, og ingen vidste, hvorfor han sad der, eller om han havde gjort sig skyldig i noget. Han selv blev ved at spørge: „Hvad skal jeg her, jeg har intet gjort!” I Wladiwostock var han bleven paagreben, fordi han ikke kunde klare for sig, hvem han var; russisk kunde han ikke. Der blev skrevet til den Landsby i Afghanistan, hvor han opgav at høre hjemme; men Kirkebøger findes formodentlig ikke der, og saa blev han uden videre forvist til Sachalin - og der kan han sidde i det uendelige!
Vel, vi spurgte efter Fængslets Læge, og en civilklædt Herre fremstillede sig for os; Militærlægen var bortrejst, og han havde midlertidig overtaget Hvervet som Læge.
I Samtalens Løb faldt der en Ytring fra ham om, at han var paa Øen af Familiehensyn, og inden vi gik, havde han fortalt os sin Historie. - Hans Hustru var forvist hertil. - Han havde oprindelig været bosat som Læge i en eller anden russisk By med sin Hustru, der da var 21 Aar.
De var ikke Nihilister, men havde Sympati for dem, og hans Hustru havde, uden selv at være Medlem af Nihilisternes Forening, tilstedet dem at holde Sammenkomster i hendes og hendes Mands Hus. Disse Sammenkomster endte med en Forbrydelse, og alle blev fængslede.
Deltagerne blev henrettede, men hun blev benaadet med Fængsel paa Livstid, da hun ikke direkte havde deltaget i Forbrydelsen.
Og hun blev ført i Fængsel; men i hvilket vidste hendes Mand ikke, og i 14 Aar var hun i Fængsel, uden at Manden vidste, hvor hun levede, eller om hun i det hele taget var i Live. Han rejste rundt og søgte hende overalt. Saa kom han en Gang til Odessa. Rent tilfældigt faar han at vide, at et Skib skal afgaa til Sachalin med forviste. Og den Tanke slaar ned i ham: Skulde hun muligvis være blandt dem?
Uden egentlig at tro derpaa, gaar han om Bord og forhører sig -, hun er der virkelig, og efter 14 Aars Søgen og Skilsmisse finder han hende som en graahaaret Kvinde midt i Trediverne.
Han indgav saa Ansøgning om at maatte bosætte sig paa Sachalin, og den blev bevilget. De levede nu der, hun var fri og de boede sammen i et Hus for sig, men rejse derfra maatte hun ikke.”
(Af et Brev fra en af „Kv. og S.”s Læsere i Shanghai.)
