« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
Ved .A. J.
- Her til os?
- Ja, og til Finland overhovedet. Jeg burde jo kendt det og vidst, hvordan det var.
- Du havde vel Lyst til endnu en Gang at besøge Dit Fædreland?
- For at overtyde mig om, at jeg ikke kan finde mig til Rette her. Naar man en Gang har forladt disse smaa, trange Forhold og set andre Mennesker, - saa -
- Men, Agnes, hvad fattes da Menneskene her? Du synes, vi er tunge, nuvel! Denne Fejl er maaske af ringere Betydning, om Du ikke har noget andet imod os ?
- Skal jeg sige det rent ud ? Bliver Du ikke fornærmet?
- Nej, vist ikke.
- I er allesammen - Bønder.
Jeg lo..
- Er det da saa farligt og forfærdeligt ?
- Forfærdeligt - Det vil jeg ikke paastaa. Men jeg har ingenting sammen med dem, hører Du. De hører til en anden Verden. Min Nysgerrighed kunde til en Begyndelse vaagne, men intet videre.
Det var mærkværdigt, hvor roligt jeg kunde høre paa alt dette. Jeg undrede mig selv over, at det ikke fremkaldte den mindste Harme i mig. Men jeg var dybt i mit Hjerte saa glad over, at hun rejste og ikke skulde forstyrre min ægteskabelige Lykke mere, end hun havde gjort.
Kan hænde, det snart kunde blive godt igen. I dette Haab tilgav jeg hende alt, ja, jeg følte endog en vis Taknemmelighed imod hende.
Og hendes Ytringer saarede mig derfor ikke mere. Hun var bleven en fremmed for os, hun kendte og forstod os ikke mere, hun levede i andre Forhold og blandt andre Mennesker, som betragtede Livet fra et andet Synspunkt end vi.
Hun havde valgt sin Del. Jeg var næsten sikker paa, at det sluttelig ikke vilde bringe hende Lykke. Men skulde jeg da dømme hende? Burde jeg ikke hellere have Medlidenhed med hende?
Hun var træt og var bleven mæt af Livet under sin Ungdoms første Blomstringstid. Den Løssluppethed og Glæde, som jeg havde troet var Livslyst, var ikke andet end Øjeblikkets Nydelse, et Menneskes haabløse fortvivlede Anstrengelser for at bortjage Tomheden og Savnet, som efter disse Udbrud af eksalteret Fryd ville komme dobbelt forfærdelige tilbage.
Min Medlidenhed med min Barndomsveninde voksede og jeg maatte kaste endnu et Blik paa hende mens jeg pakkede det sidste Stykke ind. Hun var aldeles ubevægelig, man kunde tro, at Livet var udslukt i hende som hun der laa. Lokkerne og de lange Øjenhaar syntes endnu mørkere og hendes hvide Hud endnu mere blændende. Endnu mere tiltalende end nogen Sinde før. Hendes Blik udtrykte en saadan Lidelse, at jeg uvilkaarlig fik Lyst til at gaa hen til hende, omfavne hende, tale ømme, trøstende Ord, bede hende lette sit Hjerte for mig og bede hende søge Klarhed over sig selv. Thi inderst inde i hendes Sjæl boede sikkert en fortærende Kval, som hun troede det forfængelige Liv i den store Verden kunde kvæle, men som i Stilhed voksede saa hun maatte grue derfor.
Jeg var dog for bly til at følge disse Indskydelser. Jeg var bange for, at hun skulde le ad mig, anse mig for dum. Enhver Hentydning i moralsk Retning opvakte kun hendes Haan og Foragt. Og næsten paa samme Maade opfattede hun alle varme, hjertelige Følelser. De var for hende kun Naivitet og Mangel paa Udvikling. Jeg holdt derfor mine følelser tilbage og sagde stille:
- Nu er din Kuffert fyldt Agnes, der er ikke plads til mere.
- Du rare Lisi. Det er godt, resten kan ligge i Rejseremmen. Aa – om man blot evnede at bryde op
her fra! Ved Du – Du bliver her og spiser! - Snak!
Vi sender Bud til Dit Hjem og saa følger Du mig til Skibet.
Hun ringede paa Tjeneren, bestilte Middag og begyndte at klæde sig paa.
- Det er saa let nu, alt er i Orden, og man ved, at man rejser. -
- Hvor rejser Du hen Agnes?
- Til Petersborg, kære, eller rettere sagt over Petersborg til Italien.
- Alene?
- Alene? Nej ikke alene! Hun stod foran Spejlet og krusede sit Haar. I Spejlet saa jeg, hvor ejendommeligt hun lo ved disse Ord.
- Hvorfor ler Du?
- Jeg ler ikke, - jo, - vel lo jeg - jeg tænkte paa, hvilket Indtryk det vilde gøre paa Dig, om jeg fortalte Dig noget.
- Hvad kunde Du fortælle? Vedrører det min Mand?
Jeg blev igen haard i Sindet, da jeg. gjorde dette Spørgsmaal. Hun mærkede det og vendte sig om, saa først forbauset paa mig og brast i Skoggerlatter.
- Nej, men Lisi. Du er jo rent af Lave. Aa - hvilke Tanker maa der ikke have rørt sig i Dit lille Hovede i disse Dage. Det var morsomt at kende dem. Aa lille Lisi fortæl mig. -
- Jeg beder Dig Agnes, lad være at spøge med disse Forhold. Det nedsætter Dig selv.
- Aha - har vi nu atter denne skinhellige, nordiske Kvinde for os. Formodenlig erkender Du ikke Sandheden uden for Dig selv. Jeg vil nu ikke være styg imod Dig, da Du nylig har gjort mig saa stor en Tjeneste. Vi kende da for Ret, at Du ikke er det mindste skinsyg, at Du stoler fuldkommen trygt paa Din Mand, og at det er absolut umuligt at en saadan Mand nogen Sinde i Verden kunde glemme sin Pligt. - Hvad nu?
- Farvel. Jeg gaar.
- Nej Lisi, Du gaar ikke. Du ser jo, at jeg tier. Jeg siger ingen Ting mer. Sæt Dig ned og vær ikke fornærmet. Det som jeg nys slog paa, vedrørte ikke Din Mand det mindste. Du kan være aldeles rolig. Du maa blive Lisi. Hvorfor skal vi skilles som Uvenner? Du bliver, ikke sandt? I saa Fald skal jeg love Dig noget.
- Hvad er det?
Min Vrede var atter forsvunden. Hun kunde være saa elskværdig og saa fortryllende.
- Jeg skal tale om den Sag for Dig.
Jeg er virkelig nysgærrig.
- Men først ved Bordet, naar vi faar et Glas, Vin.
Jeg sad tavs og ventede paa, hvad jeg skulde høre. Og hun holdt Ord. Først da vi havde tømt et Glas og hun havde skænket et nyt, tav hun med sine Fortællinger om Petersborger Forhold, lænede sig tilbage i sin Stol
Og sagde:
- Husk nu til en Begyndelse, kære Lisi, at alle Mennesker ikke er ens.
Jeg skal prøve, sagde jeg smilende, thi det var i mine Øjne en temmelig unødvendig Anmodning.
- Og saa, fortsatte hun, at de ikke alle kan have samme Tankesæt, samme Følelser, samme Opfattelse, samme Sæder.
- Ogsaa det.
- Hvoraf naturligvis følger, at man ikke kan fordre det samme af dem.
- Naturligvis. En Hottentot kan ikke i nogen Henseende staa paa Evropæerens Standpunkt. Men hvor vil Du hen med alt dette?
- Der hen, at ogsaa mellem os maa der komme en stor Forskel.
- Ja - men i al Fald en mindre end mellem Hottentotten og Evropæeren.
- Hvad mener Du?
- Naa - vi er jo da Kristne.
- Uh! - de unyttige Fraser !
- Vi har jo da samme Grundsætninger til Ledetraad for Livet, Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed.
- Jeg tror paa ingen Ting.
- Agnes?
- Paa ingen Ting. Jeg har for længe siden traadt mine Børnesko.
(Fortsættes).
