« Tilbage til søgeresultaterne
En Hospitalsindlæggelse
Jeg havde gaaet og skrantet den sidste Del af Sommeren, men tilskrev det vaade, kolde Vejrlig alt mit Ildebefindende. Appetiten var tagen af, saa den blev utrolig lille; bestandig havde jeg en Følelse, som jeg var dødtræt, og naar jeg vaagnede om Morgenen, var jeg langt mere træt end om Aftenen. Uafbrudte Smerter, kun varierede i Styrke - gennemjagede mit Legeme.
Alligevel troede jeg ikke, at jeg var syg: Jeg havde Haft en stor Sorg og overanstrengende Arbejde; dertil kom det daarlige Vejr; alt dette blev for mig naturlige Grunde til Ildebefindende. Saa kom der et Par Dage, hvor jeg kun under store Smerter kunde røgte min Dont, og hvor jeg i Løbet af hele Døgnet kun nød lidt Franskbrød og nogle Kopper Te - og en skøn Morgenstund kunde jeg ikke staa op af Sengen: Fødderne var ømme, som om de var knuste, og aldeles lamme. Jeg blev liggende med en underlig uklar Forestilling om, at mine overordnede og mine Kolleger vilde undre sig over min Fraværelse. Der kom en Slags Halvdøs over mig, og da jeg vaagnede hen ad Aften, var Ømheden og Lamheden stegen op til Knæet.
Kort at fortælle: Jeg er ene, og jeg laa i 36 Timer, før en tilfældig besøgende fik Nys om min Tilstand.
Der kaldtes Læge.
Det var Gigtfeber.
Jeg skulde hurtigst muligt paa Hospitalet. Men de forskellige Formaliteter, blandt andet de Penge, man skal have med straks, gjorde, at det varede 20 Timer, fra Lægen skrev Indlæggelsesordren og til Portøren afhentede mig.
Tyve frygtelige Timer!
Feberen kom først om Natten, hvor jeg laa ene. Jeg vidste, at jeg havde Feber, og kæmpede af yderste Evne for at holde min Fornuft sammen. Alligevel forvandlede Tapetpapirets Arabesker sig for mine Øjne til glubende Dyr, der vilde overfalde mig hjælpeløse Stakkel, der nu var aldeles lam i mit hele Legeme, kun med lidt Bevægelsesevne i Hænderne. Og den uskyldige Sovekammerampel blev en glødende Sol, der brændte mig, saa jeg laa badet i Sved.
Det var, som om Natten ingen Ende vilde faa. Jeg havde forlængst drukket de Glas Vand, som man havde sat ved min Seng. Med den raske Haand følte jeg paa mit Legeme; det var stift og - jeg syntes det - koldt. Hørelsen var saa mærkelig forstærket, medens Synet var svagere.
Saa var der en Tanke, der slog mig: „Dette her er Døden. Denne Kulde, denne Lammelse, denne Sved, det er Døden; du ligger her og dør, ene, ganske ene. Og de vil slet ikke have dig paa Hospitalet, for du skal simpelt hen kun dø.”
Saa blev det Morgen; og den af mine Slægtninge, som skulde skaffe mig paa Hospitalet, kom for at se til mig. Hun forsikrede mig, at Hospitalsvognen kom Kl. 1.
Det gøs i mig, naar jeg tænkte paa, at jeg skulde bæres ned ad den smalle stejle Trappe og lægges i en Kurv. Mit Legeme var blevet saa ømt, at jeg end ikke kunde taale, at der laa et Duntæppe over mig. Jeg var saa bange for den Transport, at jeg i mit stille Sind ønskede, at jeg maatte faa Lov til at ligge og dø i Fred, hellere end at skulle tages paa af haarde Mandshænder og skumples af Sted i en Kurv. Og saa ligge der ude paa Hospitalet i samme Værelse som en halv Snes andre syge Kvinder - thi til Eneværelse strakte mine Midler ikke.
Smerterne forøgedes, Feberen steg og jeg gruede for, hvad der skulde ske.
Der lød en forsigtig Ringning.
Portørerne traadte ind.
Ja, nu kommer først det, som jeg har paa Hjerte at sige mine Medsøstre, og det, for hvilket jeg har brugt denne lange, maaske altfor lange Indledning.
Nu skete det mærkværdige: De bar mig ned ad den vanskelige Rundtrappe (en smal gammeldags Trappe i et lille Havehus), de lagde mig ned i den uhyggelige Kurv, de kørte mig ud paa Hospitalet, bar Kurven op ad Trapperne og lagde mig i Hospitalets Seng uden i fjerneste Maade at volde mig Smerte. Og Sygeplejersken, en baade dygtig og elskværdig Pige, iførte mig Hospitalets Nattøj, redte mit Haar, ja udførte endog andre Toilettearbejder uden at det voldte mig nævneværdig Smerte. Og Lægerne foretog deres Undersøgelse saa omsorgsfuldt som muligt. Selvfølgelig var Sygdommen ikke paa sit Højdepunkt. Men jeg led intet i Forhold til, hvad jeg havde lidt hjemme. At komme under Lægens stadige Tilsyn og under en flink Sygeplejerskes Pleje er en Velsignelse.
Selv da jeg laa indbunden i Tjærejute fra Hoved til Fod og Feberen gik over 40, var det en sand Lise mod Sengelejet i Hjemmet. Naar Smerterne var altfor slemme, kunde det lindre, at Sygeplejersken flyttede de stakkels ubevægelige Lemmer. I den raske Haand havde jeg en Snor med Forbindelse med det elektriske Ringeapparat; et svagt Tryk, og den gode Sygeplejerske stod hos mig.
Jeg kom mig forholdsvis hurtigt; men havde jeg ligget hjemme med en eller anden tilfældig bekendt som Plejerske: ja, saa havde jeg sandsynligvis ligget der endnu.
Thi Sagen er, at man slet ikke kan blive plejet i sit Hjem, naar man ikke er saaledes stillet, at man har Raad til at tage en Sygeplejerske til Døgnpleje. Tilmed har Hospitalet saa mange Redskaber, der slet ikke kan skaffes, og som finder Anvendelse ved given Lejlighed. Saaledes var der i nogle Dage lagt en „Krone” over min Underkrop: jeg kunde jo ikke taale Vægten af Tæpperne, og denne Krone hævede Tæpperne op. Det var saaledes med mangfoldige Ting, som det vil være uden Interesse at opremse. Jeg havde det fortrinligt, blev plejet, saa jeg blev helbredet, var saa tilfreds med mit Hospitalsophold, at jeg aldrig mere vil ligge syg hjemme, selv ikke ved en lettere Sygdom.
Det er kun disse Ord, jeg vil bede om Plads til i „Kvinden og Samfundet”. Jeg ved af mangeaarig Erfaring, hvor bange vi Kvinder er for Hospitalet, hvor nødig vi skilles fra Hjemmet med dets tilvante smaa Bekvemmeligheder. Men nu, da jeg har prøvet det, vil jeg sige frit: Lad os aldrig betænke os paa at lægge os paa Hospitalet, naar vi virkelig trænger til Hospitalspleje. Der er en himmelvid Forskel paa den Hjælp, der ydes af en udlært Sygeplejerske og en anden Kvinde. Selv om førstnævnte ikke „føler” det ringeste for Patienten, og sidstnævnte er aldeles hjerteklemt af Medfølelse, saa maa man foretrække den faguddannede Plejerske. Kun hun forstaar at behandle Patienten.
Jeg takker, uden at nævne mit Navn, de dygtige Læger og de flinke Sygeplejersker, som passede mig under mit Ophold paa Frederiksberg Hospital. Og jeg har Grund til at tro, at der er lige saa godt at være paa de andre Hospitaler.
