« Tilbage til søgeresultaterne
Kniplingsudstilling og Kniplingsskole
Det ligger saa nær at forstaa, hvorledes Malerinden Frøken Sofie Bolten gennem sin Kunst har fattet en saa stor Interesse for Kniplinger, at hun fik Lyst til at foranstalte en Udstilling, ved hvilken alle Landes Frembringelser fra forskellige Tidsperioder kunde samles paa et Sted. Kniplingen er et saare malerisk Objekt, ja man kunde gerne sige - selv et Maleri. Der findes baade Lys og Skygge, for ikke at tale om Tegning til hvilken der ogsaa her kræves en Kunstnerhaand. Sammen med Stoffer og Smykker hører Kniplingen til Gengæld til de uundværlige ornamentale Hjælpemidler for Kunsten. Hvilken Virkning gør Kniplingen ikke paa Dragten i et Maleri eller paa et moderne
Skulpturarbejde? Man kan se Kniplinger huggede i Marmor saa skuffende, at det lette Spind synes at være ægte. Intet Under derfor, at Kunstnerinden realiserede sin Tanke og ikke skyed noget Offer for at gøre Udstillingen saa omfattende og tiltrækkende som muligt. Resultatet blev da ogsaa til stor Ære for Frøken Boltens energiske og dygtige Bestræbelser.
Man føres fra den ene Montre til den næste, mere og mere blændet, forbavset og forvirret!
Hvilken Taalmodighed, Udholdenhed, Flid og Kunst skal der ikke til for at skabe disse
Underværker hvad enten de kaldes Aleneon, Points de France, Burano, Vadstena eller Tønderkniplinger? Det gaar her, som naar man i Grünes Gewölbe i Dresden staar foran de store
Skatte af ædle Stene. Udraab efter Udraab af Beundring, men med en Understrøm af Tanker, der lyder omrent saaledes: „Hvilken overdaadig Luksus! hvilke døde Værdier! Hvortil? hvortil?”
Og idet disse Refleksioner gør sig til Herrer over mig, maa jeg med største Tak for Udstillingen forlade Malerinden Frøken Holten for at anstille nogle Betragtninger, der gælder refererede Meddelelser om, at der for Udstillingens eventuelle Overskud agtes oprettet en Knipleskole for at puste Liv i den hensygnende Tønderske Kniplingsindustri. For at dette skal kunne blive til Virkelighed, maa der Jo uddannes fagoplærte Kniplersker, thi her kan man ikke tælle med de Damers Arbejde, der for Tidsfordriv kaste sig over et moderne Haandarbejde eller nøjes med en lille Lommeskilling til Kager og Handsker. Nej her gælder det et alvorligt, udholdende dagligt Arbejde, der hidtil aldrig kunde brødføde Kniplersken, af hvilken Grund Industrien lidt efter lidt død af Tæring. Man spørger da uvilkaarlig: Vilde der være nogen Mening i dette? Og det paa en Tid hvor Spørgsmaal af den allerstørste Betydning i saa Henseende staar paa Dagsordenen for Kvinden og Samfundet. Ønsker vi ikke netop nu at gøre alt, hvad der kan gøres, for at Kvinden kan naa til bedre Lønvilkaar for sit Arbejde og er det ikke netop ”Kniplingens” store Tragedie, at man synes at se Kvindetaarer hænge i dem ligesom Dugdraaber i Edderkoppens Spind? Den største Luksus og den største Elendighed fordelt paa Menneskene efter Rigdom og Stand! Skal der sættes en Knipleskole i Gang, nuvel, saa maa der fastsættes en Tarif for Arbejdet, der sikrer Kniplersken en nogenlunde god Dagløn.
Da i sin Tid Kronprinsesse Stefanies, nuværende Grevinde Lonuayes Brudeslør var udstillet i Bryssel, blev der talt og skrevet meget om Kniplerskernes usle Kaar, Fortjenesten varierede mellem 60 Centimer og 3 frc. Det kunstneriske Tilsyn betaltes med 3 frc. daglig og Sløret kostede, saavidt jeg mindes, 35,000 frc. Nu efter Maskinernes Opfindelse, de overdaadige Hoffesters Ophør, Dragternes mere praktiske Formaal, er der næppe heller den Brug eller Sans for kniplinger som tidligere. Og særlig ikke for den tønderske Knipling, der, i Skønhed ikke kan maale sig med de fremmede Landes Frembringelser.
Eksporten ville sikkert blive forholdsvis ringe og vort eget Lands Kundekreds for faatallig til, at der med Held kan ventes Ubytte af denne Industri. I alle Tilfælde er det en Sag af social Betydning og der kan ikke tænkes for meget for og imod den, i Fald den virkelig sættes i Værk. Vil den Rige og Velhavende ikke betale denne Luksus med saa høje Priser, at Arbejdslønnen kan stige i en for Arbejdersken betryggende Grad, maa Tanken om en Knipleskole opgives. Det vil sikkert være mere praktisk end om f. Eks „Kvindernes Køkken” i Tidernes Løb maatte havne som gratis Bespisningsanstalt for sultne Kniplersker.
