« Tilbage til søgeresultaterne
Moralske Tyverier
At Livet ikke er saa enkel en Sag, som man faar Indtryk af, naar man læser en af de saakaldte „Dameromaner”, er vel nok de fleste paa det rene med. Mangen en ung Pige, der voksede op med Miss Wetherells: „The wide, wide World”, „Queechy” eller lignende Bøger i Haanden og med tilsvarende fremtidige Oplevelser i Fantasien er vistnok bleven haardt skuffet. Om jeg turde, vilde jeg sige: Mangen en ung. Pige, der voksede op med den kristne Morals Grundsætninger i sin Sjæl, stolende paa, at det Samfund, hun optoges i, var gennemtrængt af samme - har vistnok set sig grusomt skuffet. At Dyden bliver belønnet, at Uretten og Skinhelligheden bliver demaskeret, er en Illusion, der meget sjeldent virkeliggøres, og vi gør vel i at hensætte Opgøret til et hinsides. Vi maa altsaa gribe til denne Udvej; om vi vil holde fast paa vor Tro paa Retfærdighed.
Mange Mennesker bekymrer sig derimod ikke om Menneskehedens store Opgør; de spørger ikke om: hvordan det vil ende? om hver faar efter Fortjeneste? eller lignende. De holder sig derimod absolut til det lille Rum, de indtager, med samt hvad der falder inden for deres fysiske Øjes Horisont, og da de ikke beskæftiger sig med noget som helst uden for denne Grænselinie og ikke med nogen som helst Samvittighedsundersøgelse, da de ikke har Syn paa Fordringen til deres eget Jeg - saa kan de saa meget ihærdigere beskæftige sig med at herske i det lille Rum, de har for Øje. Der er mærkværdig vage Begreber om det aandeliges „dit og mit”. De førnævnte Karakterer vil sige til sig selv: „Alt, hvad jeg kan tage, er mit, alt, hvad jeg kan naa, er mit!”
Naar nu en af Miss Wetherells Bøger paavirket ung Pige - lad os kalde hende Anna - falder ned i en Familie, i hvilken Egennytte - Praktiken (personificeret i Grethe) er i fuldt Flor, vil hun sikkert være daarligt rustet hertil. Anna er bleven forlovet med Grethes Broder; Carl. Anna ser alt i rosenrødt, ved, at hun maa følge hvert Raad, Carls Moder og Søster giver , hende. Carl siger ivrigt ved Middagsbordet: „Nej, Moder, lad nu Anna i Fred, hun og jeg skal nok ordne den Ting!” eller: „Grethe, hørte du ikke, at Anna talte? - jeg synes, du heller burde lade være at afbryde hende!” Anna rødmer, ser ned i sin Tallerken og føler Lektionen til Grethe pinlig.
„Den ler bedst, som ler til sidst,” tænker Grethe,, og Anna maa snart bøde for Carls Ufornuft. Det er Magtspørgsmaalet, det gælder, det er Indflydelsen, det gælder.
Carl og Anna er gifte, har faaet deres eget Hjem. Det inspiceres jevnligt af Grethe. „Skulde dog ikke heller Sofaen i Dagligstuen staa ved den Væg?” spørger Grethe sin Broder. „Anna holder nu en Gang af at have den nær ved Vinduet,” svarer Carl venligt. „Aa,” siger Grethe spottende, „jeg troede dog ellers, du hørte til de Mænd, der var Herrer i deres eget Hus!”
Dette stiger Carl til Hovedet. - Noget efter siger han overlegent til Anna: „Lad os dog faa den Sofa flyttet hen ved Væggen dér!” Anna ser forundret paa ham, det er hendes Dagligstue, hendes Territorium. Men Miss Wetherell har lært hende taalmodig Eftergivenhed, har lært hende, at Viljen ligger i Mandens Haand, og vel at mærke har hun lovet Kvinden Sejr og Palmekranse, Knæfald, Anger og Forsoning fra Mandens Side, om dette overholdes. Med en saa skøn Apotheose for Øje gør Anna sig til sin Mands ydmyge Slave. Grethes Næseboers tynde Vægge vibrerer, hun har Færten af Forholdet, Færten af, hvorledes hun skal faa Magten, Indflydelsen i sin Haand alene.
„Naar man har en saa upraktisk Kone som du, maa man virkelig selv sætte sig ind i Sagerne!” siger hun nogle Aar efter til Broderen. Carl tror, han er en stor Begavelse og forstaar sig paa alt. Han har ikke det fjerneste Begreb om, at han er et viljeløst Siv, som Grethe svøber om sin Finger; og imedens dette er en Kendsgerning, godter han sig i hemmelig Stolthed over, at han til Gavns har taget Rollen som Herre i sit Hus. (Dette er desværre et sørgelig korrekt Billede af mange Mænd.)
Grethe bliver bredere og bredere, Anna blegere og blegere. Ud ad til siger Grethe: „Hvor er det Skade, at Carl har faaet en Kone, der er saa lidt for ham! Hun er upraktisk, nervøs, græder hvert Øjeblik og har slet ingen Evne til at tage Initiativet. Det er saamænd et ikke ringe Arbejde for mig altid at skulle staa Carl bi med mine Raad!”
Anna begynder nu stærkt at tvivle paa Emilie Wetherells lovede Apotheose. Hendes elskværdige Eftergivenhed, der skulde have mødt ivrige Protester og resulteret i en Tronsætning for Tid og Evighed fra Mandens Side, bliver derimod med Begærlighed grebet fra andre Steder og behændigt omsat i Umyndiggørelse. Anna, der føler alt glide fra sig, som ser Mandens misbilligende Øje - og den stakkels Mand ved ikke en Gang, at det ikke er hans eget, men Grethes Øje, det, han ser paa Anna med - Anna, der intet forstaar uden det ene, at hun langsomt glider ned ad en Skraaplan, som føler, at Emilie Wetherell narrede hende, Anna, den fromme og den blide, er nu bleven irritabel! „Du, min stakkels Broder, der har haft en saadan Scene!” siger Grethe trøstende. Carl ser ud som et Offerlam. „Naar alt kommer til alt.” fortsætter Grethe, „saa er hele Historien den, at naar Folk ikke er af rigtig god Familie, saa maa Simpelheden stikke frem tidligt eller sildigt. Jeg advarede dig den Gang, du endelig vilde forlove dig, det ved jeg, at jeg gjorde!” (Annas længst afdøde Fader havde været en slet lønnet Fuldmægtig paa et Kontor.)
Naar Carl var sammen med Anna, var han ordknap og indesluttet. Det kogte i ham, at han saaledes en Gang havde ladet sig fange, at han havde bundet sig til et Kvindemenneske, der blev mere og mere hysterisk, simpel og Gud ved hvad!
„Sig det nu ikke til Anna,” hvisker Grethe til ham, „du ved jo, hvor frygtelig skinsyg, hun er paa mig.” - - - A propos om Skinsyge, er der næppe noget Ord saa misbrugt som dette. Det kan kyse mangen en Hustru i et Musehul, og af Angst for at synes skinsyg, undlader hun tit og ofte at tage sig selv til rette, hvor hun straks burde gøre det. Hun prisgiver derved sin Ejendom for Tyve. Vi mangler endnu Øje for Tyve i moralsk Henseende. Disse har meget mere paa deres Samvittighed end de Stakler, der kører frem og tilbage til Raadhuset i den bekendte Vogn. De stjæler Hjerterne, Fortroligheden og Tilliden, Idet de udfører dette Tyveri - thi baade Hjertet, Fortroligheden og Tilliden tilhørte en anden, var paa Vej til at gives til en anden, der havde Ret til dem - idet de udfører dette Tyveri, gør de det med en saadan Behændighed, at Giverens Hjerte svulmer af Taknemlighed mod dem. Den retmæssige Modtager, der staar i Forventning om Gaven, bliver i Stedet hyllet i en isnende kold Atmosfære. Ikke nok hermed, bliver der stillet den Fordring til den bittert skuffede - for hvem maaske Skuffelsen ikke en Gang er helt klar endnu - at hun fuldstændig skal forstaa at vildlede Omverdenen med Hensyn til de sande Forhold. Grethe vil altid staa der med et medlidende Skuldertræk og insinuere til Carl, at dette nu atter er en af Følgerne af en „simpel Ekstraktion”, at man ikke en Gang formaar at holde Kontenancen, men at alle Folk skal faa Rede paa Forholdet. Den stakkels Anna skal nu ogsaa være Syndebuk, fordi Folk kan se, høre og lægge sammen. Den Slags Ting behøves ikke at gives Folk ind med Skeer; de har en hurtig Sporsans! -
Lad os nu endvidere tænke os, at Anna har voksne Børn. Til dem siger Tante Grethe: „Det er dog kedeligt, at eders stakkels, nervøse Moder ikke bedre kan beherske sig, og at hun ved sin Maade at være paa giver Folk Anledning til at sige, at eders Fader ikke behandler hende godt. Sig dog til hende, at hun ikke saaledes maa sætte Sladder i Gang om hendes Hjem!” Og atter - „Aa, eders Moder er skinsyg paa mig!” med et Suk, „Gud ske Lov, at jeg har kunnet være noget for eders Fader. Gud ved, det behøver han!”
Børnene betragter nu deres Moder med kritiske kolde Øjne. Det svimler for Anna, der er slet ingen
Plads mere for hendes Fod at staa paa!- - -
For nu atter at komme tilbage til Ordet Skinsyge: Hvis Nogen en skøn Morgen vaagner og opdager, at der under Nattens Løb har været Indbrudstyve, der har taget hans Ejendom, siger man saa, at han er skinsyg paa Tyvene? Lad os dog indskrænke Brugen af Ordet Skinsyge, og hellere aabne vort Øje for de moralske Tyverier, der begaas, uden at binde den Bestjaalnes Hænder ved at latterliggøre ham som „skinsyg” (Vi kunde maaske ogsaa vende det om og sige, at netop Skinsyge er det aandelige Politi, vi har i os, til at passe paa de langfingrede Tyve, og at det er en farlig Sag at sætte vort Politi paa Porten og lade den staa aaben).
Desværre er Grethe altid en feminin Person. Antagelig er denne fremkommet ved, at Manden
i Aarhundreder har haft Magten; ved at denne Magthaver meget ofte er blind og dog tror sig saa skarptseende, og ved at han saaledes er et uimodstaaeligt fristende, intet anende Medium, igennem hvem den snedige kan udøve sin Indflydelse. Saaledes bliver den snedige den virkelige Magt, Magthaveren den nominelle. Carl gaar i sin Grav i den fuldeste Overbevisning om, at Anna har været ham en daarlig Hustru, og han takker Vorherre for Grethe. Jeg tror endogsaa, at Grethe fortrøstningsfuldt folder sine Hænder og haaber paa at bestikke Vorherre med hvad hun har været for Carl og Carls Børn. Verden er opfyldt af Grether! Har De nogen Sinde truffet hende, mine Damer?
