« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Beskyttelsens forjættede Lande

« Se emneord

Som dette Blads Læsere maa vide, er vi ikke lutter Begejstring for det ny System, der med det Bramsenske Lovforslags §§ 5 og 7 søger under Hu­manitetens Fane at holde sit Indtog i vort Land. Vi er endogsaa uærbø­dige nok til at synes, at disse 2 Punkter, for saa  vidt de vedrører Kvinden, er lovligt løst begrundede. Vi Kvinder har flittigt studeret dette Lov­forslag, vi har drøftet Sagen paa Mø­der, hvor forskellige Udvalgsmedlem­mer viste os den Ære og Interesse at komme til Stede, men paa vort Spørgsmaal: Hvorfor? fik vi kun, til Svar: „Saadan har man det i andre civiliserede Lande,” eller „dette Lovforslag vil bringe os paa Højde med Fabriklovgivningen i andre civiliserede Lande”.

Se, for os var dette ikke nok. Thi med den Smule sund Sands, hvormed en venlig Natur dog maaske, til Trods for hvad Mændene synes at tro, har begavet os, kunne vi jo nok forstaa, at der er Forskel paa Lande og Lande. Vel lever vi i Dampens Tidsalder, vel er allerede mange Forhold udjævnede, der før adskilte Folkene; dog tror vi ikke, at disse endnu er naaet til en saadan Ensartethed, at man saadan uden videre fra et fremmed Folk bør importere et helt nyt System. Nej, det tror vi ikke. Og hvad der især vakte uro iblandt os, det var, at de ærede Udvalgsmedlemmer ikke var i Stand til at oplyse os om, hvad der i vedkommende Lande gjordes for at sikre den fødende Kvinde, fra hvem Loven i Humanitetens Navn tager Brødet, mod Nød.

Se, det vidste man ikke!

Vi indsaa da, at vi Kvinder her maatte træde til og selv indsamle Oplysninger fra Mønsterlandene. For­mentlig vilde det have været nemt for Ministeriet at indhente alle den Slags Oplysninger, og vi mener ogsaa, at det vilde have været billigt og humant, at gøre det. Saaledes er det desværre ikke sket og derfor er Kvindernes Un­dersøgelse sat i Gang.

Heldigvis for os, har der allerede i nogen Tid eksisteret et internationalt Søsterskab, der er dannet netop for at fremme Kvindernes Sag ved For­bindelse imellem Folkene, Det er det internationale Kvinderaad, hvoraf det danske er et Led.

Ved vort danske Kvinderaad har vi altsaa  sat os i Forbindelse med Kvindeforeningerne i de forskellige Lande, hvorfra Mønstret til det ny Lovforslag er hentet; vi har forlangt at faa Rede paa vedkommende Landes Fabriklovgivning og har fremsat visse Spørgsmaal.

Fra England er der allerede kom­met en Del Skrifter og fra The Womens’ Institute Svar paa vore Spørgs­maal.

Efterhaanden som disse Oplysnin­ger indkommer vil de blive offentligliggjorte i vort Blad. Vi gør i Dag Begyndelsen med England og overlader til enhver uhildet Læser at afgøre, hvorvidt den Lovparagraf vi her brin­ger Oplysning om, virkelig kan komme ind under Begrebet human.

 

I


„Den Lov (af 1891), som forbyder Kvinder  at arbejde efter Barselseng lyder saaledes:   

„Ejere af Fabrikker eller Værksteder maa ikke med deres Vidende lade nogen Kvinde arbejde

de første 4 Uger efter, at hun har født et Barn.”

 

Spørgsmaal 1.   Hvorledes  sørger britiske Love for Barselkvinder?

Svar.                  De sørger slet ikke for dem (undtagen i Arbejdshusene, hvor til Fattiglovene                              henviser dem, der mangler Subsistensmidler).

 

Spørgsmaal 2.   Hvor snart tillades det Kvinder, at gaa paa Arbejde efter Barselseng ?

Svar.                  Efter  4 Uger. Dog er der Forslag fremme om at forlænge denne Tid.

 

Spørgsmaal 3.   Svaret paa Spørgsmaal l giver ogsaa Svar paa den første Del af Spørgsmaal  3.

                          Den anden Del af Spørgsmaalet lyder saaledes: Hvordan faar fattige Kvinder, især        de ugifte, Livsopholdet under deres Barselseng?

Svar.                 En af vore Meddelere i Lancashire, som har haft rig Lejlighed til at lære Forholdene at kende, siger herom:

„Største Delen af arbejdende Mødre ligger i Barselseng hjem­me, uden Lægetilsyn, sædvanlig med Hjælp af en Naboerske. Som Regel faar de ikke de 4 Ugers Hvile, som Loven paa­byder.

En anden Meddeler, som er nøje kendt med Fabrikarbejderskernes Forhold i Lanca­shire, *) siger, at en gift Kvinde maa spare og knibe sig igen­nem, som hun bedst kan, og at Naboerne er saa villige og hjælpsomme, som det paa no­gen Maade staar i deres Magt. Naar en ugift Moder ikke lever hos sine Forældre, men bor for sig  selv,  maa hun ofte ty til Arbejdshuset.

*) I Lancashire er Kvinderne bedst or­ganiserede og bedst stillede.

 

Spørgsmaal 4-7, som angaar Syge­kasserne, kan besvares under et.

Svar.           Kun ganske faa Fagforeninger og almindelige Sygekasser tager sig af Barselkvinden. To Fag­foreninger i „De nordlige Grev­skabers Kvindefagforeningers Forbund” betaler en Barselhjælp af 10 sh.**) Nogle faa og smaa Hjælpekasser, som er spredte over Landet betaler fra 15 sh. til l Lstr., naar Mand og Kone har gjort ugentlige Indskud paa 2 , til 3 Pence. En af dem betaler 30 sh. til Medlemmernes Hustruer.

**) l Lstr. = 18 Kr.; l sh. = 90 Øre; l penny knap 8 Øre.

Ogsaa maa det erindres, at Distriktsjordemødre mod ugent­lig Betaling hyppig skaffes af Velgørenhedsselskaber, som staar i Forbindelse med Kirkerne.

 

Spørgsmaal 8.  Sikrer britiske Love Kvinderne deres tidligere Ar­bejde efter Barselseng?

Svar.                 Nej, Loven indeholder intet om denne Sag.

 

Spørgsmaal 9.  Hvorledes stiller Prin­cipalerne sig i denne Henseende?

Svar.                Det forudsættes ikke, at Princi­palerne holder Kvindernes Plad­ser aabne; men somme Tider sørger de for at kunne det. De synes imidlertid at foretrække ikke at modtage disse Kvinder igen, skønt en dygtig Arbejderske jo nok kan komme ind paany, dersom der er Plads ledig. Hensigten er, at mod­arbejde Anvendelse af gifte Kvinder i Fabrikker.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder