« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Hver Ting med sit rette Navn;
„Tal, ikke om det, saa har det ingen Magt”, sagde man i gamle Dage om Spøgeri og Troldtøj, og saa listede man tavs uden om, nedtrykket af den Uhygge, som raader, hvor noget skal skjules og forties. Selv saa haandgribelige Fjender som Rotter og Mus undgik man at kalde ved deres rette Navn, for at de ikke skulde tage for stor Overhaand.
En skarp Modsætning til denne Fortielsens og Omgaaelsens Grundsætning danner flere af vore gamle Æventyr, hvor netop det at nævne Trolden ophæver hans skadelige Indflydelse, ja faar ham til at springe i Flint.
At den sidste Fremgangsmaade er den sundeste og virksomste, er der i alt Fald paa et Omraade gjort Erfaringer om. .
En tysk Dame kom en Gang til Skolen og Hjemmet for Vanføre København. Hun faldt i Forundring over, at man der turde bruge Ordet „vanfør” om Børnene i deres Nærværelse, ja endogsaa male med store Bogstaver „Samfundet for Vanføre” udenpaa Huset. Der, hvor hun kom fra, var man mere nænsom og undgik omhyggeligt at hentyde til Børnenes Legemsfejl for ikke at saare deres Følelser. Dog maatte hun samtidigt indrømme, at de danske Børn gjorde et nok saa friskt og naturligt Indtryk paa hende, som de vanføre, hun ellers havde set. Mon ikke denne Omstændighed taler for, at man her i Danmark har gjort vel i ikke at gaa udenom Navnet. Det forholder sig vistnok saaledes, at jo tiere Ordet „vanfør”eller „Krøbling” nævnes uden Tilsætning af Foragt eller Medlidenhed i Tonen, desmindre Skurren bliver der i Klangen deraf for de Vanføres Øren, indtil det bliver dem saa dagligdags, at de rent uvilkaarligt bruger det om sig selv. Og - kan Navnet nævnes - svinder Trolddommen - ikke Lidelsen og Savnet - men den Tilgift af Undseelse og Skyhed, som Haardhjertethed og Uforstand har givet de Vanføre at bære fremfor f. Eks. Døvstumme eller Blinde.
En Dreng, som er skæv og forvokset og kun har en eneste lille tynd Armstump, stillede sig en Dag op i en saa drabelig Stilling som muligt og spurgte: „Hvem kan gætte, hvad jeg nu forestiller?” Ingen kan gætte det. „Bech-Olsen, naturligvis,” lo han nok saa fornøjet uden at ane det paa en Gang sørgelige og latterlige i Sammenligningen.
En anden lille Dreng, som er nok saa afstikkende i sit Ydre, var meget rørt over at blive genkendt af en Dame, som havde set ham en Gang for længere Tid siden. Det var ikke nærværende i hans Forestilling, at han ikke var let at glemme, for hvem, der havde set ham blot en Gang, skønt han ellers er en tænksom og fornuftig Dreng.
Børnene i „Hjemmet for Vanføre” morer sig ofte med under Blindebukkelegen at paatage sig en Halten eller Krumryggethed, som de ikke selv lider af, for ikke at blive genkendte af Blindebukken, under de efterlignede Tilskueres hjertelige Latter
Viser ikke disse Eksempler, at Vanførheden hos disse Børn har mistet sin værste Brod, og gives ikke derved de gamle Æventyr Ret?
De har sikkert haft noget at udrette mod den Skyhed og Blødagtighed i Folkenaturen, som gav sig Udslag i Mundheldet: „Tal ikke om det, saa har det ingen Magt.”
Muligvis er der flere Omraader end det ovenfor nævnte, hvor det kunde være gavnligt overfor Børn at nævne Tingene ved deres rette Navn („Storken!”) og at vænne dem til at se et Onde lige i Ansigtet; thi i Virkeligheden er der vist intet, der virker mere nedtrykkende eller pirrende paa Børn end Følelsen af, at der er noget, der skal skjules eller forties
