« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde.
Minna Canths Noveller.)
Ved A. J.
- Det har jeg ikke tænkt nærmere over.
- Jeg kan forsikre Dig, at jeg i det mindste ikke har fortjent dem ved Arbejde, sagde hun let og sorgløst. Om Du nogen Sinde kommer til Petersborg skal Du se min Bolig,
I dette Øjeblik hadede jeg hende. Jeg stod op fra Bordet og gik langt bort fra hende.
- Naa Lisi ! Sig hvad Du tænker.
- Jeg skammer mig paa Dine Vegne.
Jeg hørte hende springe op fra Stolen.
- Du?
Hun brast i Latter.
- Ja saa. Skammer Du Dig paa mine Vegne! Vend Dig om?
Jeg gjorde som hun bad. Vi stod der lige overfor hinanden. Agnes rank, stolt og smuk. Hun maalte mig med Øjnene fra Hoved til Fod og fandt mig formodentlig højst ubetydelig.
- Hvad er det egentlig, Du skammer Dig for? spurgte hun med et lidt haanligt Smil paa Læberne.
- Det burde Du vide uden at spørge.
- At jeg tager imod Gaver af en Mand, som elsker mig? At jeg lader ham sørge for min Eksistens? Synes Du, at jeg gør ham Uret? Han, forlanger jo ikke andet. Deri bestaar hans Lykke.
- Agnes, har Du intet tilbage af Dine forrige Retsbegreber?
- Se saa, er vi nu der igen?
Atter lo hun, kastede Hovedet tilbage og gav mig et overmodigt, udfordrende Blik.
- Sig mig, min kære Moralprædikant, er jeg meget ulig de Kvinder, som i sædelig Henseende betragter sig som Helgener? Jeg tager imod, hvad der af fri Vilje gives mig. De andre ser blot paa deres Fordel og fordrer, at en Mand skal forpligte sig til at underholde dem hele deres Liv, selv om han ikke bryder sig en Smule om dem. Dét synes jeg virkelig er til at skamme sig over.
Hendes Ord oprørte mig, saa jeg ikke kunne svare.
Agnes saa paa sit Ur.
- Nu har vi ikke mere Tid til at disputere.
Hun ringede og bad Tjeneren bringe hendes Sager til Skibet.
- Hvad tænker Du paa Lisi?
- Jeg tænker paa, hvorledes og i hvilken Tilstand jeg skal se Dig næste Gang.
- Kanske som barmhjærtig Søster.
- Tror Du?
- Eller maaske ser Du mig aldrig mer. Du hører maaske blot et og andet som faar Dit lille fromme Hoved til at svimle.
- Agnes - har Du nogen eneste virkelig Ven?
- Hvad skulde jeg med en saadan? Ingen har jeg og ingen savner jeg. Lad os nu gaa. Du følger mig da?
- Som Du vil.
Hun havde gjort mig saa forvirret, at jeg ikke kunde faa Rede paa mine Tanker.
De Sandheder, der hidtil havde staaet saa fast, at det aldrig var faldet mig ind at tvivle paa dem, havde hun ugenert optrævlet og vendt op og ned paa. Og naar jeg vilde vise, at hun havde Uret, var jeg ikke straks saa slagfærdig, at jeg kunde kuldkaste hendes Argumenter. Det harmede mig. Jeg besluttede, at jeg endnu vilde holde en streng Bodsprædiken for hende.
Hun var gaaet ind i sit Kammer for at gøre sig færdig til Afrejsen, men da hun atter traadte ind, iført Reisedragten og med hvidt Slør for Ansigtet, gjorde hendes Skønhed et saa stærkt Indtryk paa mig, at baade Harmen og alle mine stridige Tanker i samme Øjeblik var som blæst bort.
Naar hun var borte vilde jeg koldblodigt kunne bedømme hendes Liv, men i hendes Nærværelse var det mig umuligt. Hun behøvede blot at rette sit talende magnetiske Blik paa en, og ens Hjerte blev ufrivilligt varmt derved.
Side om Side og smaasnakkende gik vi ned til Stranden, Nu mærkedes intet Spor af hendes Træthed fra før. Gangen var let og elastisk, Bevægelserne spændstige og tillige yndefulde. (Fortsættes)
