« Tilbage til søgeresultaterne
De kristelige Socialister i Frankrig
(Efter „Dokumente der Frauen”).
Kvindebevægelsen har hidtil endnu ikke i noget Land kunnet glæde sig ved særlig Yndest hos Kirkens Reræsentanter. Det er let forstaaeligt. De færreste Gejstlige, til hvilken Trosbekendelse de end høre, ere i Stand til eller tilbøjelige til at stille sig venligt overfor Tanken om Kvindens Ligestillethed og Ligeberettigelse med Manden. Gammel kirkelig, skønt visselig ikke kristelig. Overlevering gør Modstand mod denne Udvikling.
Paa de Steder, hvor Kvindebevægelsen hidtil er tagen op fra kirkelig Side, er Ledelsen ikke lagt i Kvinders, men i Mænds og Gejstliges Hænder; Kirken, Manden har været den, der førte, Kvinden den, der fulgte.
Men i en Egn af Frankrig synes den kirkelige Kvindebevægelse at forme sig paa en anden Maade. og lad mig, for straks at klare Sagen, sige, at det drejer sig om Kvindesagens Fremme ved protestantiske Gejstlige.
I Nord-Frankrig har en Del af disse sluttet sig sammen til en fælles social Virksomhed. For kort Tid siden blev det mig forundt at gøre Bekendtskab med denne ejendommelige Verden; om mine Erfaringer fra disse rige Dage vil jeg her fortælle lidt, da det maaske ikke er uden Interesse, ogsaa for videre Kredse, at kende den franske Protestantismes og Kvindebevægelses meget lovende Udvikling.
Egnen er „Departement du Nord’” et af Frankrigs betydeligste Industridistrikter. Et sort, fladt Land, beliggende tæt ved den belgiske Grænse under en tung, sort Himmel, udsat for kolde Vinde, Snestorme og Regnbyger, og som allerede er overtrukket af et engelsk Røg- og Taageslør. Her ligger de to store Industricentrer Lille med 240.000 Indb. og. Roubaix med 125,000 Indb. Begge driver Jern- og Tekstilindustri. Den første beskæftiger næsten udelukkende Mænd den sidste fortrinsvis Kvinder. Det aldeles overvejende Flertal af Befolkningen er Katolikker. De dannede, de besiddende Klasser følge Rom, de rige og velhavende skænke Gaver til de gejstlige Ordener og til de katolske Velgørenhedsanstalter. Folket har et udannet Præg; det er Flamlændere, som til Dels næsten udelukkende fordre materielle Goder af Livet. En Tur gennem Lilles righoldige Musæum giver grundig Oplysning herom. Departementet Nord er jo en Del af det gamle Flandern og paa alle Vægge i de store Sale breder Hals’, Teniers og Breughels djærve realistiske Kunst sig; Fester, Kermesser og Drikkelag blandet med Huga’f’ers og Landsbytølperes galante Eventyr. - Saaledes var det flamske Folks Karakter og - er det endnu.
Den moderne Industri, som spærrer den fattige Del af Befolkningen inde i Maskinfabrikker, Jernstøberier, Smedeværksteder og Uldspinderier, og omgiver dem med ensformig Hæslighed og Slid; har ikke gjort noget for at opvække hos dem Ønsket efter aandelige Goder og aandelige Nydelser.
Folkeforlystelserne i „Departement du Nord” bestaar endnu som tidligere i Bordets Glæder og Drikkelag, i Larm, raa Sandselighed og Slagsmaal. Det er ikke tilfældigt, at Befolkningen i Lille jublede over Indførelsen af Tyrekampe.
Hanekampe, ja Sangkampe mellem Fugle med udstukne Øjne hører allerede med til det franske Flanderns festprogrammer!
Hvorledes Kvindens Stilling blandt de arbejdende Klasser kan blive under saadanne Betingelser overlades til Læsernes Fantasi. Jeg skal kun her gentage en Sagkyndigs Ord: „Ægteskabet er et Helvede for dem”. -
Iblandt den store katolske Masse af Befolkningen i Lille og Roubaix findes nu en lille protestantisk Kærne paa 2 á 3000 Sjæle.
Tyske Præster vil maaske smile ad et saa ringe Antal Sognebørn, men i Frankrig, som alt i alt kun har 700,000 Protestanter er en protestantisk Menighed paa 2000 Sjæle allerede en stor Menighed.
I Lille og Roubaix er der af den franske Regering udnævnt en protestantisk Gejstlig i hver By; han bor i Præstegarden ved Siden af den protestantiske Kirke. Det er en simpel Teglstensbygning, ned ad hvilken Regnvandet har efterladt mange sorte striber; dog er den omgiven af en Have, hvorfra der næsten altid lyder glad Barnelatter.
Disse af Regeringen ansatte Præster er imidlertid ikke ene om Arbejdet. Ved Menighedens frivillige Gaver bliver der hvert Aar bragt Midler til Veje til at lønne en Sjælesørger til for hver af de to store Byer. Den ene bor i Fives-Lille, Provinshovedstadens Arbejderkvarter, den anden beboer et beskedent lille Hus i en af Roubaix Forstæder. De fleste kommer fra det til Dels endnu protestantiske Syd-Frankrig og har forladt den varme Sol og den straalende Natur dernede, fordi „Herrens Vinbjerge” for dem laa i Nord-Frankrig.
Intet Steds i Syd-Frankrig frembyder der sig nemlig en saa rig Arbejdsmark for den protestantiske Sjælesørger som i Lille og Roubaix. Intet Steds uden der findes en protestantisk Arbejdermenighed paa 2000 Sjæle, intet Steds i Syden er de socialistiske Masser saa tilgængelige, som de er det i „Departement du Nord”. Thi disse evangeliske Gejstlige er af Overbevisning Republikanere og Socialister; og det Socialister i den Forstand: Folkets Vel staar i første Linie for dem, Folkets Opdragelse er deres fornemste Maal.” Paa Grund af deres egen højere Uddannelse føler de sig ansvarlige lige overfor Folket.
Saa vidt jeg kunde forstaa, var dog næppe nogen af dem „Collectivist”, knap Tilhænger af den socialistiske Fremtidsstat i sin Helhed, selv om de mulig kunde se det gavnlige i, at Staten drog visse Virksomheder ind under sit Omraade.
De begyndte deres sociale Virksomhed med Kamp imod Alkoholen. De er alle Medlemmer af „det blaa Kors”, alle Totalafholdenhedsmænd. De drikker hverken Vin eller Øl, for ikke at tale om Brændevin.
Thi de ved, at i Krigen imod deres nordfranske Arbejderes og til Dels ogsaa Arbejderskers dyriske Drikkesyge hjælper kun den fuldstændige Afholdenhed fra alle, selv de uskyldigste spirisuøse Drikke. Og saa drikker de Vand! og kun Vand, som tilmed i Lille smager dovent og flovt.
De har stiftet Maadeholdsforeninger, der søger, at omvende gamle Drankere og at bevare Ungdommen. Og jeg føjer til: de staar alene i denne Kamp. Deres katolske Embedsbrødre har endnu ikke optaget den paa virksom Maade. Kun en Biskop har indtil nu udtalt sig til Gunst for Maadeholdsbevægelsen. Men man ved, at Monseigneur Turinay, Biskop i Nancy, er et „enfant terrible”, som Kirken sender ud som Forsøgsballon, for efter Resultatet enten at slippe løs eller drage ind. De protestantiske Præster foranstalte ogsaa Afholdelse af almennyttige Foredrag, især om Barnepleje, Renlighed, Sundhedspleje osv., og ved disse er Professorerne ved det naturvidenskabelige Fakultet ved Universitetet i Lille samt ved Byens „Institut Pasteur” deres virksomme Forbundsfæller.
I de sociale Foreninger i Lille og Roubaix holdes der altsaa Foredrag med efterfølgende Diskussion; alene religiøse og politiske Spørgsmaal er udelukkede.
(Fortsættes).
