« Tilbage til søgeresultaterne
Den gode Kone i Vejby
I Vejby boede der en velhavende Gaardmandsenke, som havde 3 voksne Døtre. Hun hed Abelone Jeffsen - men kaldtes aldrig andet - end den gode Kone i Vejby, og dette Hædersnavn fortjente hun virkelig at bære. Da jeg lærte hende at kende, var hun en midaldrende ualmindelig smuk Kone og dertil udmærket godt begavet; hun havde en god Forstand, men hendes gode Hjerte var dog det mest fremtrædende hos hende. Alle holdt af hende og agtede hende højt, men man sagde, at hun kunde hverken læse eller skrive, hvilket forundrede mig en Del, da hun hverken var uvidende eller enfoldig, naar man talte med hende.
Hendes Hjem var lyst og tiltalende, alting var udmærket passet, og Moderen og de tre Døtre arbejdede i Fællesskab, og vare besjælede af en levende Gudsfrygt - ikke at de gik og snakkede derom, men at alt hos og om dem talte til enhver, der kom dem nær om, hvorfra de hentede den Glæde, som de saa godt forstod at udbrede til andre. Jeg holdt meget af at besøge Abelone, men min Tid tillod mig kun sjælden at se derhen, og „den gode Kone” døde pludselig et Aars Tid efter, at jeg var flyttet til Vejby, saa vort Bekendtskab var kun kort.
En Gang, jeg besøgte hende, kom hun til at tale om sin Barndom. Hun var født i Egnen omkring Ringkøbing af fattige Forældre, og maatte som Barn vogte Gæs, og kunde derfor ikke komme i Skole, skønt hun saa gerne vilde lære noget, og havde let ved at lære, men altid maatte hun forsømme Skolen, da Forældrene ikke kunde undvære hendes Arbejde hjemme. Hun havde meget gudfrygtige Forældre, og derfor lærte de hende Kristendom, saaledes at Livet blev hende en Lære, deres Eksempel hendes Rettesnor, men Læsebogen havde hun ikke meget at gøre med. Da hun blev konfirmeret kom hun ud at tjene, og hun kom da til at tjene paa den Gaard i Veiby, hvor hun nu boede. Gaarden havde i 200 Aar været i Familien - jeg ved ikke det var som Fæste eller som Ejendom, men Familien som var formuende havde da haft den i 200 Aar. Den unge Mand som havde Gaarden giftede sig med Abelone, og paa sin Bryllupsdag lovede hun Gud, der havde givet hende en god Mand og Velstand og Anseelse, at aldrig skulde nogen gaa uhjulpen fra hende.
Dette sit Løfte holdt hun, og glemte aldrig, at hun selv en Gang havde været en fattig Pige, som intet havde haft, uden dette ene, at tjene Gud, thi hun stod for alle som et lysende Eksempel.
Hendes pludselige Død vakte stor Sorg, ikke alene i Byen, men paa hele Egnen, fra Herregaarden Trøjborg og Hedegaard sendtes Krandse og Ejerne fulgte hendes Lig til Graven; det var et umaadelig stort Følge.
Abelones ældste Datter kom efter Moderens Død paa min Skole, hun var udmærket godt begavet og blev en dygtig Kvinde i Sønderjylland. Efter nogle Aars Virksomhed der tog hun til København for at læse til Almuelærerindeeksamen. Denne Eksamen tog hun med bedste Karakter og er saavid.t jeg ved nu Lærerinde i Thisted.
