« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)
Ved A. J.
(Sluttet.)
- Om Du nu var fri Lisi og ikke havde Mand og Børn vilde jeg føre Dig med mig og vise Dig den store Verden.
- Jeg vilde ikke komme.
- Hvor Du er taabelig? Hvorfor ikke?
- Jeg kunde ikke begaa mig der. Jeg vilde faa en forfærdelig Hjemve.
- Hjemve? - Hun sad allerede paa Dækket og jeg stod foran hende.
Hjemve? Og hun lo. Hvad kalder I da, den Længsel, som plager eder herhjemme, thi den Sygdom lider I nok af allesammen, om jeg ellers har forstaaet eder.
- Den Sygdom faar vi nok Bugt med, svarede jeg, og skyndte mig at sige Farvel, thi jeg frygtede for, at hun skulde fortsætte med sin Spot og Haan saa de omstaaende hørte det.
Hvor kunde der dog bagved al denne smægtende Ømhed rummes saa megen Gift?
Strandbredden var fuld af Folk og Agnes var Genstand for alles Opmærksomhed. Alles Blik udtrykte den mest uforstilte Beundring, men hendes Øjne gled ligegyldigt ud over Mængden. Alle beundrede hende, og hun foragtede alle.
Skibet lagde ud fra Stranden.
Hun stod der smuk, stolt, selvbevidst som en Fyrstinde, nikkede smilende til mig og viftede med sin Parasol.
Jeg tog ikke mine Øjne bort, saa længe jeg kunde øjne hende, thi jeg vidste, at jeg aldrig mere i Livet skulde se hende. Hun vilde aldrig mere tænke hverken paa mig, Antti eller vor lille Verden her, tænkte jeg, og følte i det samme, at jeg aldrig vilde glemme hende.
Og alligevel var mine Følelser mod hende meget blandede. Jeg var glad og taknemlig fordi hun rejste, men savnede hende dog og længtes efter hende. Undertiden afskyede jeg hende og i næste Øjeblik var jeg atter fuld af Ømhed. Hendes Intelligens, hendes straalende Skønhed, hendes stilfulde Holdning, hendes elegante Toiletter, hendes plastiske Bevægelser, alt dette bedaarede og forvirrede mig - selv om der i mit Hjertes Dyb fandtes en ubetvingelig Antipati, som gjorde, at jeg anklagede, dømte hende og til Tider næsten væmmedes ved hende.
Saadanne indre Konflikter havde jeg endnu aldrig været udsat for.
Mit Liv havde overhovedet ikke indeholdt noget saa sammensat og mine Følelser var derfor enkle, hele og klare. Nu derimod kom jeg i det ene Øjeblik til Slutninger som jeg i det næste forkastede, blot for at tilkæmpe mig ny, der var lige saa uholdbare.
Mine sædvanlige rolige Sindsstemninger var i disse Dage underkastet de voldsomste Svingninger, der gik fra den ene Yderlighed til den anden.
Men saa var ogsaa Agnes kommet med saa meget overraskende nyt, at jeg aldrig i mit Liv havde erfaret noget lignende.
Skulde jeg endnu i mine Drømme kunde forestille mig, at min Mand kunde blive forelsket i nogen anden Kvinde?
Det svimlede for mine Øjne, naar jeg tænkte paa alt dette. Og med et lettende Suk gik jeg bort fra Stranden.
Nogle Dage var vi - baade Antti og Jeg - noget mismodige.
Vi havde ingen Ting at sige hverandre, følte os forlegne, naar vi var sammen, men længtes, naar vi var borte fra hinanden.
Men saa hændte det en Dag, at jeg gik hastigt igennem en Dør og stødte lige paa Antti, der gik ud af den.
- Aa, - om Forladelse! - udbrød jeg.
Han slog begge sine Arme om min Hals, kyssede mig Gang efter Gang og saa mig dybt ind i Øjnene.
Jeg besvarede hans Blik, smilede og saa vist lidt forlegen ud. Da kyssede han mig og omfavnede mig endnu inderligere, og jeg tror næsten, der var Taarer i hans Øjne.
