« Tilbage til søgeresultaterne
De kristelige Socialister i Frankrig
(Efter „Dokumente der Frauen”).
II
Og det var et saadant Foredrag om Kvinders Lønforhold og om Prostitutionen, som førte mig til det nordfranske Industridistrikt. Spørgsmaalet om Kvinders Løn er jo ogsaa et brændende Spørgsmaal i dette Distrikt. Og brændende sorte Øjne var fæstede paa mig, da jeg talte om det absolut uretfærdige i Kvindens Udbytning. En interessant Diskussion fulgte efter Foredraget.
I Fives-Lille traadte Borgmesterens socialistiske Adjungerede (Tilforordnede) frem og understøttede min Fordring om Kvinders Optagelse i Mændenes Fagforeninger for derigennem at opnaa højere Løn. En i denne Retning gaaende Resolution blev enstemmig vedtagen.
Da et stort Antal af franske Arbejderforeninger udelukke Kvinder fra alt fagmæssigt Arbejde i Almindelighed og fra deres eget i Særdeleshed, var den Adjungerede Guesquiéres Optræden en politisk Begivenhed, idet han talte i Arbejderpartiets Navn og fandt Ørelyd hos en, overvejende af Arbejdere bestaaende Forsamling.
I Roubaix den næste Dag kom den Anskuelse frem, at Kvinden skulde overhovedet ikke arbejde udenfor Hjemmet, thi hun fremkaldte overalt Lønnedsættelse.
Diskussionen var ualmindelig levende og vi naaede at opstille følgende Slutninger:
1. Ægteskabet maa ikke betragtes som en Tvangsforsørgelse eller som en Tvangsanstalt for Kvinden. Ingen har Ret til at forbyde Kvinder Erhverv udenfor Hjemmet.
2. Alligevel maatte man ønske, at den gifte Arbejderhustru kunde vie Hjemmet hele sin Virksomhed. Men saa maatte først følgende Sandheder uudslettelig præges ind i den offentlige Mening, nemlig: at den gifte Arbejderske forsørger sig selv ved sin huslige Virksomhed; at hun ogsaa i Ægteskabet er uafhængig, og at Manden ikke erhverver for to, men kun bliver betalt for to.
I Roubaix kom den Frygt til Orde, at en Forbedring af Kvindernes Lønforhold vilde lokke endnu flere Kvinder til Fabrikkerne. Mit Svar var: Kun naar Ægteskabet og Hjemmet ikke ere, som de skulle være. Da man har skildret dem for mig som værende et Helvede her, er maaske almindelig Rømning fra hjemmet det eneste Middel til at frembringe et ordentlig Levned! Angaaende Kvindens Konkurrence kunde man dernæst henvise til, at denne kun fremkommer, hvor Manden udelukker Kvinden fra sit Arbejde, sætter hende ned til en Arbejder af anden Klasse og derved tvinger hende til at nøjes med den slette Løn. En Resolution, angaaende blandede Fagforeninger, blev ogsaa enstemmigt vedtagen her.
Endelig fandt en lignende Diskussion Sted i selve Lille. Og dér blev det vist enhver klart, hvor absolut uundværlig, hvor tvingende nødvendig det var, at Arbejderskerne organiserede sig fagligt. -
For at bane Vej for denne Opfattelse, havde Franskmændene hidkaldt en tysk Dame, Mændene en Kvinde, Præsterne en - hvad de i al Fald fejlagtig troede - Gudsfornægter. Og denne tyske Kvinde tilhørende Bourgeoisiet, denne Universitetssocialist havde faaet Lov til at tale til kommunistiske, til Dels anarkistiske Arbejdermasser, under dyb opmærksom Tavshed.
I dette, forekommer det mig, ligger det haabefulde, i denne franske kristelig-sociale Bevægelse.
Til Trods for alle nationale, religiøse og politiske Forskelligheder var det lykkedes os alle at gribe det rent menneskelige i Opgaven. Vi vilde alle Forbedring, vilde alle Retfærdighed. Vi kunde forstaa hinanden og gøre os forstaaelige for hinanden; vi havde alle et fælles Maal: Arbejderskernes Organisation. Og det at de kristeligsociale i Roubaix og Lille søgte en kvindelig Forbundsfælle, at de med Glæde vil modtage enhver kvindelig Kraft, som vil hjælpe dem, som ligeberettiget Kampfælle, det udmærker dem ganske særligt fordelagtigt fremfor andre gejstlige Grupper, hvori Kvinden nok maa tjene, men kun i ringe Grad eller slet ikke lede og styre.
Kønsfordomme synes dog at være det seigeste af alt.
