« Tilbage til søgeresultaterne
Husbonds Ret
To Aftener i Dialog
af
Karla Kristensen.
2den Aften,
Ved Kongehoffet.
Brudekammeret, rigt udstyret med prægtigt vævede Tapeter. Den store Himmelseng har røde Fløjels Omhæng og Guldkvaster. I Værelsets ene Hjørne, en Niche, dækket af et Forhæng. Ved den modsatte Væg en Løjbænk. Kammeret er svagt oplyst af to Kærter - Luften fuld af Vellugt.
Martha i Brudedragt med Slør og Krone træder ind, fulgt af flere Damer.
Kvindekor (udenfor) „Saa fører vi Dig i Din Husbonds Favn,
Hil være Dig!
Saa fører vi Dig i Elskovs Navn,
Hil være Dig!
Du vorde lyksalig, mangfoldig og rig,
Hil være Dig!
Alt ondt fra Bruden og Brudgommen
Hil være Jer!
Den gamle Hertuginde:
Naadige Dronning! Sæt Eder her paa Løjbænken, mens vi afføre Eder den tunge Pragt. Ja, saadan en Bryllupsdag er trættende.
Grevinden
(begynder at løsne Marthas Slør). Deri har Hertuginden Ret. Jeg mindes endnu min egen Bryllups - -
Den gamle Hertuginde:
Hvad er det, I gør, Grevinde? Dronningens Krone maa kun løsnes af en Fyrstinde af Blodet. Min Broderdatter, kom Du her. Os to tilkommer det at tage Slør og Krone af.
Den unge Hertuginde:
Men Faster, Grevinden har alt løsnet den.
Den gamle Hertuginde:
Saa maa hun fæste den igen.
Martha:
Kære Hertuginde, er det ikke ligegyldigt, hvem der hjælper?
Den gamle Hertuginde:
Ligegyldigt, Eders Naade! Ligegyldigt! Den hellige Krone! Der kommer Overhofmesterinden -. hvad synes I, min Frue, Grevinden har løsnet Dronningens Krone, og nu mener hendes Naade selv, at det er ligegyldigt - - -
Overhofmesterinden:
Gode Himmel! - Kære Grevinde, I maa straks sætte den paa igen.
Grevinden:
Sætte den paa igen? Aldrig er en saadan Fornærmelse bleven budt mig - jeg gør det ikke!
Martha:
Men hvortil alle de Omsvøb? Nu fæster jeg den selv igen. Se saa, Hertuginde, har I nu saa megen Lyst til at tage den af, saa kan I godt gøre det.
Overhofmesterinden: (rædselslagen) Dronningen har selv fæstet Kronen. Nu har jeg tjent tre Dronninger i mit Liv, men aldrig har jeg oplevet dette! Hvad skal vi gøre?
Martha: (fortrydelig)
Er det nu ogsaa galt? I gode Damer er ikke lette at stille tilfreds. Se her har I baade Slør og Krone, saa ved jeg da, der ikke kan blive Strid derom. (Vil række, dem det.)
Den gamle Hertuginde:
(viger tilbage) Eders Naade - Eders Naade - dette er uhørt!
Overhofmesterinden: Aldrig har jeg oplevet sligt!
Grevinden: (spydig)
Skal Dronningen blive ved at holde de hellige Ting i Haanden? Jeg er selvfølgelig for ringe til at skille hende af med dem.
Den gamle Hertuginde:
Bevares. - Eders Naade -
Overhofmesterinden;
(paa samme Tid) Tilgiv - Eders Naade – (De tage Kronen og Sløret).
Martha:
Og nu, ædle Damer, beder jeg Eder at skynde Jer. Jeg er saa mødig.
(Damerne omringe hende og hjælpe hende med Afklædningen.)
Den gamle Hertuginde:
Hvilket Haar - hvor pragtfuldt!
Overhofmesterinden: Og hvilken Hals - og Brystet - hvid som Sne en Dronningens Hud. Nu, Eders Naade, I rødmer jo som en ung Mø. Ja, Kongen kan sagtens være glad.
Grevinden:
Jeg mindes min egen Brudenat - hvor var jeg ræd!
Den unge Hertuginde:
Her er Eders Naades Natdragt - hvor dejlig. Se, Faster, hvidt Atlask med Svanedun.
Overhofmesterinden:
Den er valgt med Smag. Jeg har ogsaa selv givet Tegningen dertil. (Sagte til den gamle Hertuginde) Kongen har selvfølgelig selv købt den ligesom det øvrige. Hun var jo fattig som en Kirkerotte.
Den unge Hertuginde:
Og her er Tøflerne - se kridhvide med ægte Perler.
Overhofmesterinden:
Nu er Eders Naade færdig. Vi ønske Eders Naade en lyksalig Nat.
Den gamle Hertuginde:
Ja, en lyksalig Nat!
Den unge Hertuginde:
Gud signe Eders Naade!
Martha:
Tak - min Tak til alle! (Damerne, gaa.)
Martha (alene)
Gud være lovet. Jeg er ene! (sætter sig). Nu er jeg altsaa Dronning.
Har jeg holdt mit Hoved højt, som Moder sagde? - Aa, Moder – jeg tør ikke tænke paa hende - nej, nej, ikke paa den Aften hjemme! Hvor kunde jeg dog bære mig saadan ad? Nej, nej - ikke tænke nu paa det. (Rejser sig). Hvor her er skønt! Hvor alt er rigt og stort - se bare Sengen - hvor den er bred. Det vil blive underligt at ligge der alene - i Klosteret laa vi altid to og to i Stue. Mon jeg ikke kunde faa en Terne ind til mig? Nej, det sømmer sig vist ikke - jeg er jo Dronning, og en Dronning maa ikke være ræd. Hvad mon der er bag det Forhæng? (Hun nærmer sig Nichen og løfter varsomt Tæppet i Vejret. En Madonnastøtte kommer til Syne. Martha drager hastig Forhænget helt fra og kaster sig paa Knæ.)
Madonna! Det er Dig, Guds hellige Moder! Saa er jeg ikke længer ene. Aa, hellige Jomfru, i mange mange Dage har jeg ikke talt med Dig. Nu maa Du høre alt, hvad jeg har at sige Dig - aa, saa meget, saa meget. Aa, hør mig, Madonna, Du ved ikke, hvad der er hændet mig - Du skal bare høre, hvor underligt det er gaaet - - tænk, jeg blev saa angst, da Kongen saa paa mig, den Gang vi mødtes ved Porten - kan Du fatte, hvorfor jeg blev saa angst? Han var slet ikke streng, men mild og venlig og kyssede min Haand men alligevel, hver Gang jeg vilde se paa ham, maatte jeg i straks slaa Øjet ned igen. Og da vi stod for Alteret hørte jeg slet ikke noget af alt det Bispen sagde. Jeg ved, det var en Synd, thi i Kirken skal man være andægtig, men jeg kunde ikke, nej jeg kunde ikke. Og siden under Dansen var det ligesaa - han var smuk og venlig, slet ikke vred, hans Øjne var saa milde; men alligevel kunde jeg ikke se paa ham, kan Du fatte det, Madonna? Det var saa dumt
saa dumt. Men hør nu en Ting til. Da Damerne kom for at føre mig til Sengs, vendte jeg mig i Døren og saa tilbage og - jeg vil skrifte Dig alt, Madonna, jeg tænkte, at Kongen vilde komme og sige mig Godnat, men han rørte sig ikke, og tænk Dig, vore Blikke mødtes og saa - saa vendte han Hovedet bort. Han kunde da gerne have nikket til mig, kunde han ikke? Pleje Ægtefolk ikke at sige Godnat til hinanden? Det var saa uvenligt - var det ikke?
(Der høres Skridt udenfor).
Hvad er det ? Hvem kommer her (farer op, idet Døren aabnes) Kongen!
(Kongen træder ind. Han bærer en folderig Kjortel med et løst Bælte om Livet. I Haanden har han sin Krone og sit Sværd, som han lægger fra sig.)
Kongen:
Nej, ikke Kongen, Marthalille, men Din Husbond, Din glade elskovsdrukne Husbond. (Sætter sig paa Løjbænken og drager hende ned til sig.) Saa kom da denne Stund, som jeg har drømt, om mange Gange - og Virkeligheden er skønnere, tifold skønnere end Drømmen. Du er det, jeg havde tænkt, men langt, langt dejligere. Du skælver, Barn, ræddes ej for Din Husbond. Jeg har lovet mig selv, min unge Brud, at intet skal være skjult mellem os to. Du ængstes vel, min unge Barnebrud, at jeg kun kan give Dig et Hjerte, som er delt mellem andre Kvinder. Saa hør da nu mit Skriftemaal. Da jeg var ganske ung, endnu en Dreng, faldt jeg i Hænderne paa en Kvinde, som jeg elskede lig Madonna selv. Jeg tilbad hende, for hendes Skyld vilde jeg glad have gaaet i Døden. Jeg troede, hun var ædel, som hun var skøn, men saa - saa opdagede jeg, hun var en snedig, lysten, tvetunget, letfærdig Kvinde! Det var Fyrsten, hun vilde eje - Drengen lo hun ad og spottede ham med sine Elskere. Aa, hvor jeg led, Guds Moder, hvor jeg led! Min Kærlighed havde været heftig som Drengens og dybsom Mandens. Saa døde min Fader lige efter - min herlige Fader myrdet af en Ildgerningsmand. Det blev min Frelse - det rev mig ud af min Sløvhed; Jeg fik Pligter; store tunge Pligter, thi mine Naboer troede de kunde nytte min Ungdom og angreb Landet. Fra nu af fik jeg kun eet Maal: Magt og Ære! Kvinderne hadede jeg - hadede og frygtede og dog længtes jeg efter dem, længtes efter en, jeg turde stole paa og elske. Og da jeg modtog Ridderslaget, svor jeg ved mig selv, at aldrig vilde jeg nærme mig en Kvinde uden at jeg sikkert vidste, hun var ren og tro. Og fandt jeg en saadan da vilde jeg vælge hende til min Hustru og min Dronning.
Saa levede jeg som Munk i en Række Aar; thi aldrig syntes jeg at kunne stole paa en Kvinde, og de falske hadede jeg. Da kom min gamle Ven tilbage fra sin Pilgrimsfærd. Han opflammede min Indbildningskraft ved Fortællingen om den unge Fyrstedatter han havde mødt i Klosterkirken, jeg saa Dig i Tanken, jeg følte Du var den, jeg kunde stole paa.
Mit fromme rene Barn, se Du kan trøstig give Dig hen til mig. Jeg værger Dig til, min unge Hustru, jeg er Dig værdig! Oprejst kan jeg staa for Dit rene Aasyn - ingen Skygge skal staa imellem os. Se
Lejet venter - vort fælles Leje. Der tør jeg favne Dig. Bort med den Klædning, som skjuler Din Dejlighed
- kom, elskte! (Han griber hende sine Arme. Med et Skrig river hun sig løs, løber hen til Madonnastøtten og omfavner den krampagtig.)
Martha:
Madonna - Hjælp - Guds Moder, frels mig! Red mig, Du mægtige, udstræk Din Arm, og vær mit Værn - Guds Moder, hjælp mig!
Kongen:
Hvad gør Du, Marthalille, hvilke Ord? Er jeg en Voldsmand, Du maa flygte for,
og hvi paakalder Du Madonnas Hjælp?
(Vil gribe hendes Haand.)
Martha: Bort - rør mig ikke, Konge! -
Bort - o, gaa!
Hvor tør I vove slig en skamløs Gerning? Er I en Riddersmand? Er I en Konge?
Er end min Fader kun en fattig Fyrste, jeg er dog Eders Dronning, Eders Hustru, en stakkels Kvinde, som I burde værne og ikke haane, som jeg var en Træl.
Kongen:
Er det at haane Eder, Landets Dronning, at Eders Husbond kræver Husbonds Ret? Dog ser jeg grant, I afskyr, mig - og kun til Dronningnavnet har I Lyst.
Jeg Daare, som saa mig blind paa disse Øjnes Glans, som troede dette Aasyns rene Træk!
O, tvefold, tvefold Daare har jeg været, for anden Gang en Kvinde tog mig fangen, og anden Gang hun leger med min Ømhed. Hvad har Du gjort ved mig i denne Stund. Ved Du det, Kvinde, fatter Du Din Synd? Knust al min Tro paa denne Verdens Lykke,
paa Sandhed, Ærlighed og Aabenhed.
Naar Du kan lyve, styrter Verden sammen!
Her kommer Du og vil ej hvile hos mig,
i Løndom har Du vel en anden kær som Du forlod for her at blive Dronning
Pige, saa ung og saa beregnende, Din Vilje skal Du faa - vær Du kun
Dronning og se om Kronens tomme Glimmerpragt kan veje op imod en Husbonds Kærlighed.
(Gaar hen imod Døren).
Martha: (ængstelig)
En Husbonds Kærlighed? – Hvad mener I? Tror I, jeg er saa taabelig, at Magten er det, som lokker mig til Eders Hof? En anden Elskov - dulgt - i Løndom ? Herre, end har jeg ikke vidst, hvad Elskov var; men til Madonna har jeg bedt af Hjertet, hun vilde give mig min Husbonds Kærlighed.
Fuldt vel jeg ved, jeg er en daarlig Dronning, saa ung og saa uvidende, men I var venlig, høflig og ærbødig, jeg troede alt, jeg havde vundet Eder og fast jeg haabede, men saa - den første Aften kommer I og siger, I vil ligge paa mit Leje, ved Siden af mig, favner mig med Magt, vil rive Kjortlen af mig - Herre Konge, hvad har jeg Stakkel gjort, hvad har jeg syndet, at I vil krænke mig saa haardelig? I siger, Husbonds Ret jeg nægter Eder, men aldrig har jeg tænkt mig, at en Mand har Lov at handle saa imod sin Hustru. Dog er det sandt – aa, Krist i Himlen - Konge,
I sende mig tilbage til mit Hjem! Hjem, til mit fjerne, stille Kloster – her i Eders Kongeborg jeg passer ej - lad mig i Stilhed gaa min ene Vej!
(Synker sammen i Graad.)
(Kongen ser et Øjeblik paa hende, gør derpaa et Par Skridt frem og løfter hende op).
Kongen:
O, Marthalille, Barn, hvad har jeg gjort?
Skræmt Dig, min hvide, uskyldsrene Due!
En Daare var jeg, ja, en tvefold Daare, som ikke fattede sin Hustrus Værd. Du ængstes ej, Du fromme, rene, Mø; det er en anden Mand, som for Dig staar. Læg kun Din Haand i min - Ungarns Dronning kan skue rolig i sin Husbonds Aasyn. Se mig i Øjet, Barn, Og sig mig saa, hvad, læser Du deri?
Martha: (bævende)
Jeg tror Medlidenhed.
Kongen:
Og dyb Ærbødighed og hellig Ømhed. Hvor kunde jeg dog tale til Dig, Barn, paa denne Maade? Sæt Dig her, min Hustru, Og tænk, jeg er Din Broder. Har med Magt i Aarevis jeg stængt for lyst og Attraa til hver en Kvinde, som var fremmed for mig, kan jeg vel stænge for hver daarlig Tanke, som skræmmer den, der er mit Hjerte nærmest.
Ja, min er Fejlen, fluks jeg mente, at jeg var Dig værdig, kun fordi at jeg i nogle Aar har levet fjernt fra Kvinder.
Jeg var saa sikker, tænkte ikke paa, min første Pligt, min allerførste Pligt, at vinde Dig, Din unge Kærlighed. Min liden Barnehustru, hør hvad jeg vil sige Dig, og frygt mig ikke længer: Det er vel smukt at være Barn, men dog det er langt bedre, tro mig, være Kvinde;
thi Barnet gaar sin Vej foruden Tanker og lader andre handle for sig - blindt det lyder Faders, Moders Bud; men Kvinden er Mandens Lige, Martha, hun har ikke nødig skælvende at bøje sit Hoved for hans Blik. Sin Husbonds Øje hun møde fuld af Kærlighed og Tillid.
En Husbonds Ret er kun den Elskovsret, som Kvinden giver Manden uden Tvang. - Du søde Barn, jeg elsker dig som Du er givet mig, et blidt, uskyldigt Barn men Marthalille, jeg vil lære Dig, at der er større Maal end det, Du kender.
Min Barnehustru, jeg vil lære Dig den milde, dybe, stærke Kærlighed, som findes mellem Manden og hans Hustru.
Du gyste nys ved Tanken om at hvile paa Lejet hos mig - og Du havde Ret;
thi det er netop Livets dybe Gaade, at det, som bliver Kvindens bedste Fryd er stygt, er rædselsfuldt naar Elskov fattes. Ve Kvinden, som sit Legem give hen foruden Kærlighed til Mandens Favn
har Præsten end i Kirken knyttet Baandet.
Guds Ord er ikke det, som adler Kvinden, som gør, at hun sit Hoved bære højt.
Den Følelse, som nævnes Kærlighed, den Underkraft, saa stærk og dog saa mild,
fylder den først Dit Hjerte, Barnlille, da glemmer Du al Angst og bange Skyhed. Den Gnist kan fænge i een Stund, en eneste: Naar Kvinden elsker, glemmes Angst og Blusel, hun ved kun eet:
Hun er den elskte nær.
Han favner hende, trykker hende fast, og de er eet - eet Kød, een Sjæl eet Liv!
Da hændes det vidunderlige; Kvinden som klynger sig til Manden, faar den Fryd, at hendes Liv undfanger, sætter Frugt, og Moderglæden følger dette Favtag. -
Min Hustru, jeg er Konge, jeg er Ridder.
Som Konge har jeg lovet i mit Land at værne om de svage og forladte; som Ridder har jeg svoret paa mit Sværd, at være alle Kvinders tro Beskytter. Hvad jeg har lovet, vil jeg holde strængt:
Du er for mig kun Barnet, som skal værnes.
Jeg kender ej min Hustru, før den Dag hun selv frivillig kommer til mit Leje og siger:
Jeg er Din, min Husbond,
Din! Jeg skal velsigne denne Dag, og længes, og bede til Gud Fader, den maa komme, men jeg skal vente roligt, thi en Gang, det føler jeg, det ved jeg sikkert, Martha, en Gang i Livet vil Du komme til mig. Min egen Elskov er, saa stærk, min Hustru, at den maa kalde Din for Dagen frem.
(Gaar hen til sengen.)
Her lægger jeg mit Sværd imellem os. Det er et Riddersværd, et Kongesværd, som danner mellem os en Mur saa stærk, at ej min Haand kan bryde denne Hindring.
Frivillig har jeg sat den som et Skel, og den er bygget af et Ridderløfte og værnet af et Kongeord. – Min Hustru, som kun af Navn er Viv, jeg lægger mig paa Lejet her og slukker Kærterne.
Se nu kun Maanens Straaler skinne svagt gennem Buevindvet; Søvnen kalder. Kom Barn og læg Dig ved den anden Side, sov, sødt i fred som i Din Klostercelle - Din Husbond og Din Ridder værner Dig!
(Han slukker Kærterne og lægger sig) .
(Martha sidder er Stund helt stille med Hænderne knugede mod Brystet. Da rejser hun sig, gaar hen til Kongen og knæler foran Sengen).
Martha:
Min kongelige Herre, mild og god,
her knæler jeg i Støvet for Din Fod.
Tilgiv mig, Hustrus Pligt jeg øved slet,
nu ved jeg, hvad der er en Husbonds Ret.
Tro mig, jeg fatter alt, hvad Du har sagt
om Kærlighedens dybe, stærke Magt.
Den Gnist kan fænge i saa kort en Stund,
det lærte Jeg først af min Husbonds Mund.
Min Husbond, Husbond, dyrebare Navn,
o, tag mig til Dig i Din stærke Favn,
nu ved jeg, hvad en Hustru har at vinde-
lær mig fra Barn, at blive Kvinde!
