« Tilbage til søgeresultaterne
Om parlamentarisk Borgerret i Tyskland
Et Foredrag oplæst af Dr. jur. Anita Augspurg i den politiske Sektion ved den internationale Kvindekongres i London 1899.
Det, jeg kan meddele om Kvindens parlamentariske Borgerret i mit Fædreland er desværre mere af theoretisk end af praktisk Natur. Sagen staar dog ikke helt saa daarligt, som det i Almindelighed antages.
Man maa begynde med at skelne imellem den parlamentariske Borgerret i Kejserdømmet og den, der haves i de enkelte Stater, det vil sige: imellem Rigsdagen og Staternes særlige Repræsentationer. Ordlyden i den tyske Forfatning er saaledes affattet, at den ikke ligefrem forkaster Kvinden som Vælger. Det hedder nemlig: „Alle Tyskere, som har naat 25 Aars Alderen, har Stemmeret”. Skøndt Betegnelsen, som her er brugt, strengt taget er mandlig, kan den dog ikke opfattes som kun gældende for Mænd. Denne Form bruges i alle vore Love og Forordninger, endogsaa hvor disse udelukkende tager Sigte paa Kvinder. Den mandlige Betegnelse i vore Love maa altsaa betragtes som indbefattende begge Køn.
Hvis det fastsloges, udelukkende paa Grund af den grammatikalsk mandlige Benævnelse, at vor Valglove kun gælder for mandlige Individer, saa vilde deraf kunne sluttes, at vor Kriminallov ikke kan finde Anvendelse over for kvindelige Forbrydere, lige saa lidt som vore Skattelove vilde kunne gøres gældende over for kvindelige Ejendomsbesiddere.
For upartiske og uafhængige Dommere vilde vi sikkert kunne regne paa, ved en Proces, at faa fastslaaet, at vor Forfatnings Bestemmelser forudsætter Kvindens Stemmeret, saavel som hendes Ret til meget andet, hvorfra hun ikke destomindre stænges ude. - Jeg vil dog ikke tilraade mine Landsmandinder at indlade sig paa en saadan Proces; vore franske og engelske Søstres Erfaringer har belært os om, at det rimeligvis vilde komme til at skorte paa de upartiske og uafhængige Dommere. Over for de juridiske og logiske Argumenter vilde man upaatvivleligt opstille „la raison d’état” ;*) og Frygten for at afgive et betydningsfuldt Præcedens vilde sikkert i høj Grad paavirke Afgørelsen.
*) Statsgrunde.
Det er især Argumentet om det betydningsfulde Præcedens, der virker lammende paa Kvinder; det afholder dem fra at søge Lovens Afgørelse, og forhindrer dem i med Energi at gøre Fordring paa deres Ret, De indskrænker derfor deres Bestræbelser til Forsøg paa hos deres Køn at vække Bevidstheden om og Længslen efter de Rettigheder, der forholdes dem.
Den offentlige Mening vilde afgjort være paa Mændenes Side, derfor vilde det foreløbigt ikke være klogt at udsætte sig for at ægge disse til Skærpelse af Valglovene, som et Værn mod det andet Køns, Indtrængen.
Overfor de mindre Staters Parlamenter eller Landdage stiller Sagen sig noget anderledes. Stemmeretten staar her ofte i Forbindelse med lokale Korporationers Privilegier. Som Følge heraf har mange tyske ejendomsbesiddende Kvinder, ofte uden selv at vide Besked dermed, Ret til at deltage i de respektive Valghandlinger, Det er selvfølgeligt umuligt, i dette korte Foredrag, at gøre Rede for de forenede tyske i Staters 25 forskellige, særlige Forfatninger. Jeg vil kun anføre, at den tyske Kvinde ubestrideligt er i Besiddelse af parlamentariske Rettigheder. Det vilde være glædeligt, om man kunde opleve i dette Forhold at se hende ombytte Theori med Praksis. Den Kendsgerning, hvorpaa jeg til en Begyndelse begrunder vor Ret, er, som allerede antydet, Ordlyden i vore respektive Love.
I Preussen er denne Opfattelses Berettigelse let at bevise; den støttes nemlig i følgende Tillægs Paragraf i den preussiske Grundlov; „De to Køns Rettigheder er sideordnede, forsaavidt som der ikke findes Lovbestemmelser, der betinger Undtagelser”. Den Slags Undtagelser anføres imidlertid intet Sted i den preussiske Forfatning, der giver Borgerret til alle, som har Indfødsret. Det er kun Bestemmelser af lokal Natur, der er tilføjede. Alligevel, gives der dem, der mener, at Kvinder ikke er medregnede, men andre udtaler udtrykkeligt, at idetmindste ejendomsbesiddende Kvinder, med visse Forbehold, kan optræde som Vælgere enten personligt eller ved Fuldmagt. Kvinder, som er saaledes stillede har aldeles utvivlsomt Stemmeret. I Byerne findes desforuden en Klasse af Kvinder, som er fuldt ud berettigede til at deltage i Valg af den lokale, Styrelse. Det er de offentlige Skolers Lærerinder, hvis Statsansættelse ubestrideligt giver Adgang til Valgforhandlingerne. Deres Stemmeret er i andre Henseender saa ofte blevet anerkendt, at den ikke kan betvivles i politiske Forhold, selv om den offentlige Mening føler sig ilde berørt derved. Det er kun sørgeligt, at Embedsdisciplinen har saa mange Midler, hvorved den kan forhindre en selvstændig og uafhængig Karakter i at udøve sin Valgret. Bevidstheden herom afholder muligt mange Lærerinder fra at fordre og benytte sig af en Ret, som fuldt ud tilkommer dem, og som de ogsaa forstaar at værdsætte. I det sydlige Tyskland, ligesom ogsaa i Østerrig, findes enkelte Forfatninger, som indrømmer Kvinder betydelige parlamentariske Rettigheder. Det var ønskeligt, at en af vore østerrigske Venner vilde give os en Beretning fra deres Land, hvor Kvinders parlamentariske Borgerret til en vis
Grad, faktisk er anerkendt. Jeg maa desværre tilføje, at, saavidt mit Kendskab rækker, er Kvinderne i dette Forhold, praktisk ikke mere fremskredne i Østerrig end i Tyskland.
Det maa være vor vigtigste foreløbige Opgave at vække vort Køns fulde Bevidsthed om politiske Rettigheders Værd, og at bringe Kvinder til at fordre deres Ret med hele den Kraft og Energi, som et saadant Maal fortjener, et Maal, som er Alpha og Omega for Kvindesagen og for den menneskelige Kulturs Fremskriden.
Der er i Tyskland endnu ikke mange, der har fuld Forstaaelse heraf. Den politiske Borgerret betragtes af en stor Del Kvinder som vore Bestræbelsers Endemaal. Det er kun et ringe Antal, der har klaret sig, at Opnaaelsen af Stemmeret kun er Grundvolden til vor egentlige Opgave, saa vist som alt Arbejde i Samfundets Tjeneste forbliver goldt, saa længe det ikke kan bygges paa Lovens faste Grund, der ikke kan rokkes hverken ved Gunst eller Gave.
Goethe har udtalt, at det altid er ærefuldt at høre til Minoriteten. Det er dog et strengt Arbejde at bekæmpe en Majoritet, som blandt sine Medlemmer endogsaa tæller en Del uvillige Kvinder.
Ikke desto mindre bærer det fremad!
