« Tilbage til søgeresultaterne

Den literære Strid

Af: Mariane Nielsen

« Se emneord

„Kvinden og Samfundet” har haft Plads for Referater af Hr. Pastor Schacks Foredrag om den moderne Literatur; det er da næppe ubeskedent at bede om Plads for nogle Modbe­mærkninger. Jeg havde ventet, at en mere literaturkyndig skulde have taget Ordet, men da det ikke er sket, kan jeg ikke tie; thi den Mand vil jo aabenbart tilbage, medens vi Kvinder maa fremad.

Vel spreder, det ved jeg nok, Smudspletter en tiltagende Uhygge over vor nye Bogverden; men fra at indrømme dette og til med Hr. S. at fordømme hele vor moderne Literatur som usund og usædelig er der dog et Spring, som jeg haaber, flere end jeg vil gyse tilbage for.

Naar Hr. Schack i Sandhedens Navn forkaster den moderne Literatur, da er han paa Vildspor; thi det er netop den hensynsløse Sandhedskær­lig, hvormed den overalt river Ma­sken af og lader os se det virkelige, der har gjort den saa forhadt. Og ingen har profiteret mere af denne Demaskering end netop Kvinderne, som derved kom til Kundskab om Sider af Mændenes Liv, som før skjultes under det grænseløseste Hykleri. Vi maa elske en Literatur, der har skænket os saadanne Perler som „Gertrude Colbjørnsen” af Erik Skram og „Ved Vejen” af Herm. Bang; - en Kvinde kan græde af Taknemlig­hed over, at Mænd saa levende har kunnet føle, hvilken Forbrydelse det er at kaste en kysk ung Pige ganske uvidende i Armene paa en Ægtemand, som kommer lige fra Prostitutionens Favn. - Af saadanne Bøger synes Hr. S. kun at have det Indtryk, at de gaa ud paa at nedbryde Agtelsen for Ægteskabet. Lad os Kvinder ikke selv forlange at faa Bindet for Øjnene igen! Om det saa er en Bog som Peter Nansens „Maria”, der dog i sin Tendens er saa usædelig, saa er den - formedelst sin usminkede Ærlighed - saare lærerig for en Kvinde; thi dersom den ikke kan ruske hendes Selvfølelse og Selvop­holdelsesdrift til Live, saa er hun et Dovendyr, som intet Piskelag kan drive til Handling.

Med Hensyn til Smudspletterne i Literaturen venter jeg mig ikke nogen Bedring ved Udtalelser af nok saa haarde Fordømmelser over Digternes Skrivemaade. Mere rationelt maa det være at undersøge, hvorfor de skrive saaledes og derved komme til Klarhed over, om Aarsagerne kunne ophæves. Mine personlige Betænk­ninger over Sagen har givet det Re­sultat, at Hovedaarsagen er Prostitu­tionen.

„Næppe nogensinde” hedder det i Referatet, „er der øvet et Hærværk mod de alvorligste Livsforhold paa en letfærdigere og ynkeligere Maade, end den nu regerende Klikes An­greb paa Ægteskabet.” - Jeg skal sige Hr. Pastoren, hvornaar et raaere Hærværk blev øvet: det var da det kristelige Samfund selvegen lovligen indstiftede og Anordnede den offent­lige Prostitution! Da undermineredes Ægteskabets Grundvold; og nu taaler man ikke, at Literaturen holder os Spejlet for Øjnene og lader os se, hvor slemt det staar til inden for Ægteskabets Døre.

Mod Prostitutionen alene bør alle ærlige Sædelighedsvenner gøre Front og ikke mod vore Digtere, hverken mod den bedre Del af dem, der skil­drer den i sin Afskyelighed, for at slaa os med Forfærdelse og vække vor Samvittighed eller mod de enkelte svagere iblandt dem, som nu en Gang - tilligemed de svagere Elementer i alle vore øvrige Stænder - uhjælpe­ligt ere sunkne i dens Dynd.

At fælde denne Drage bliver en Opgave for Kvinderne i Særdeleshed. Vi tør ikke raste, førend vi har bragt det saavidt, at en hel Dags udhol­dende Arbejde kan give en Kvinde det daglige Brød. Dernæst maa vi anstrenge os af al Magt for at be­vare de unges Fortrolighed, at vi kunne lære dem at skatte og vogte Selvagtelsens Talisman. Og vi maa kunne lære vore Sønner, at det er lige saa nedværdigende at købe som at sælge Kærlighed: Hæleren saa lav som Stjæleren! Men vil vi have Tag i de unge, kan vi ikke gøre noget dummere end at stænge Døren for det nye i Tiden. At holde alle „far­lige” Bøger uden for Hjemmet som Hr. S. foreslaar vil føre til, at de læses andre Steder, og de ældre har da afskaaret sig selv fra at øve den Kritik, som de unges altfor letmod­tagelige Sind trænger til som en Bal­last mod daarlige Lærdommes Kaste­vinde.                      

Ærlighed, Ærlighed og altid Ær­lighed i Literaturen som i Livet, lad dette være et Løsen for Kvinder.

Aarhus i April.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner