« Tilbage til søgeresultaterne
Aandelig Hunger
„Gaar vi saa over til Begærets højere Former, saa vaagner hos Mennesket, hvad der slumrede i Planten, og hvad der kun nu og da rørte sig i Dyret. Aandens Øje aabner sig, han længes efter Viden. Han trodser Ørkenens brændende Hede og Nordishavets isnende Storme, men ikke for Fødens Skyld; han vaager hele Natten, men det er for at iagttage Stjernernes evige Kredsløb. Han hober Arbejde paa Arbejde for at tilfredsstille en Hunger, som intet Dyr har følt, for at slukke en Tørst, som intet Dyr kan kende.
Ud i Naturen, ind i sig selv, tilbage gennem den Taage, som skjuler Fortiden frem gennem det Mørke, som indhyller Fremtiden, trænger den rastløse Længsel, der vaagner, naar de tilfredsstillede dyriske Behov slumrer. Bag Tingene søger vi efter deres Love ... Og alt efter som Mennesket udvikler sin ædlere Natur opstaar i ham det endnu højere Ønske - Lidenskabernes Lidenskab, Haabet over alle Haab - det Ønske, at han, netop han maa paa en eller anden Maade bidrage til at gøre Livet bedre og lysere ved at tilintetgøre Savn og Synd, Sorg og Skam. Han underkuer og tæmmer Dyret i sig, han vender Ryggen til Glædesfesterne og frasiger sig Magtens Æresposter - - - han overlader til andre at strække sig i den korte Dags varme Solskin. Han arbejder for dem han aldrig saa og aldrig kan faa at se, for et Ry eller maaske kun for en tarvelig Retfærdighed, som først kan komme, efter at Jordklumperne har raslet paa hans Ligkiste.
Midt under Samtidens Spot og Haan, der skærer som Knive, bygger han Fremtiden - - - I stedse højere, større Livskredse stiger hans Længsel op og vinker ham med sig og en Stjerne, som staar op i Østen leder ham videre. Og se, Menneskets Puls banker med Guddommens Længsler.
