« Tilbage til søgeresultaterne
Et Forbud
Den lille Landsby ligger i en Fordybning paa en flad Bjærgskraaning i „Marsgebirge” i Mähren og er mod Vest omgiven af Skov. Ingen Kirke har den, kun et Klokketaarn, ingen Skole, intet Værtshus; af offentlige Bygninger har den overhovedet ingen andre end et Fattighus, og hvad dette igen ikke har, vilde være meget sværere at regne op, end hvad det har. Op af dets Straatag, som i Tiderne Løb er blevet ganske sort, kigger en Skorsten frem; ved Synet af den falder man i Forundring over, at noget saa kort kan være saa frygtelig skævt. Husene er oversaaede med hvide Punkter, Rester af tidligere Hvidtning. Fire Huller, et større, som er lukket med gamle sammenføjede Brædder, og tre mindre, som om Sommeren halvvejs, om Vinteren næsten fuldstændig spærres med Mursten, danne Dør og Vinduer.
I Fattighuset bor der i to Værelser fem Personer, to Mænd, en Kvinde og to Børn. Senior er Stedets i sin Tid mest velstaaende Grundejer, en 80-aarig Olding, paa hvem man endnu kan se, at han har kendt bedre Dage. Det var hans Svaghed over for sine vanartede Børn, der bragte ham i Ulykke. Nu er han selv bleven Barn og er bleven ved at være skikkelig og godmodig. I Sommertiden kan han endnu fortjene lidt ved at vogte Gæs og ved Jordbærplukning, og han græder kun men bliver aldrig vred, naar hans Lidelsesfæller tager de Skillinger, han har fortjent, fra ham.
For nylig har han faaet en Stuekammerat i en tidligere Svine- og Gedehyrde.
Dette Menneske havde været som en omvandrede Brændevinslugt, han var gusten og skaldet, med stive, idiotiske Øjne; hans Sprog var en uforstaaelig Lallen, og hans Sang, der en Gang var hans Stolthed og Glæde, nu kun en dyrisk Hylen. Da de „Opstrammere”, som han uophørlig tog til sig, havde gjort ham saa svag, at han faldt om, naar han vilde slaa Knald med sin Pisk, blev han puttet ind i Fattighuset, hvor han nu led alle Kvalerne ved en nødtvungen Afholdenhed.
Den kvindelige Beboer i denne humane Anstalt var Lediggængersken Franzka. Trods Skam, Skændsel og Prygl havde hun sejrrigt ført sin Last igennem. Hun havde ikke ladet sig formaa til at arbejde, men havde stadig, takket være sin Paatrængenhed og sine gode, skarpe Tyveøjne, haft sit rigelige Udkomme ved at stjæle og tigge. I Fattighuset var hun bleven ansat som Kokkepige og var dette Embede voksen, da der jo saa godt som intet var at koge. Heller ingen vilde have betroet hende saa meget som et Løg. Saa fortsatte det stærke og raske Menneske sin gamle, vante Levevis, tiggede af enhver Forbigaaende og stjal, hvor og hvad hun kunde.
Ogsaa hendes Unge, hendes Franzko, maatte stjæle, maatte altid bringe noget hjem med - lidt Brænde, nogle Nødder, Kartofler eller Roer. Kom han med tomme Hænder, kunde han være sikker paa Prygl, dog ikke saa slemme, thi Mor Franzka gad end ikke anstrænge sig, naar hun tugtede sin Søn.
Han var brystsyg, haltede og saa ud, som var han syv og ikke ti Aar gammel. Hans magre, blege, lille Ansigt havde kønne Træk og et godmodigt Udtryk. Hans mørkebrune Øjne kiggede ud i Verden med et saa nysgerrigt og livligt Udtryk, som om de skyndte sig at se saa meget som muligt i den korte Tid, de endnu havde at se sig om i.
Det femte Fattighuslem var den forældreløse Milenka, som var to Aar ældre end Franzko. Hendes Moder, en overordentlig smuk Bondepige, var død ved Barnets Fødsel, og Faderen holdt sig omhyggeligt anonym. Og dette lille Pigebarn, som var vokset op i den dybeste Fattigdom, mishandlet og foragtet, havde dog ingen nogensinde set bedrøvet; en overmodig, vild Livsglæde laa hende i Blodet.
Hun var som besat af den og af et ligefrem ubændigt Arbejds- og Erhvervsraseri. Overalt forstod hun at gøre sig nyttig, skyede ingen Besvær, ingen Møje, hun vilde have ladet sig spænde for Ploven for at fortjene et Par Øre. Og ikke alene ved det legemlige Arbejde udmærkede hun sig.
I Skolen i den nærliggende By Wolitz. som besøgtes af Landsbyens Børn, fik hun altid gode Vidnesbyrd, og to Gange i Træk havde hun allerede opnaaet 1ste Præmie for Flid og god Opførsel ved Religionsundervisningen. Hjemme var hun en lille Satan og i Reglen en Svøbe, men ogsaa tidt en Opmuntring for sine Husfæller. Hun havde Indfald, der endog kunde faa Senioren til at smile.
Den gamle maatte rigtignok hver Gang punge ud for Underholdningen. Milenka tog ikke hans Penge fra ham som Franzka og Hyrden, hun lokkede dem fra ham, naar hun havde sat ham i godt Humør.
Saa saa han skiftevis paa hende og paa sine tomme Hænder og sagde bedrøvet: „Pige du er ond;”
Og hun svarede helt vredt: „Skæld mig ikke ud! Jeg skal kaste Dine lumpne Skillinger for Fødderne af Dig, og saa skal Du bare faa at se ....
Hun vidste ikke, hvad det var, han skulde faa at se, og han kunde i det mindste ikke gøre sig nogen Forestilling derom, men den Ubestemte Trusel forskrækkede ham, og han prøvede at dreje af: „Hvorfor skulde Du ikke være ond? Børn er onde. Mine Børn er ogsaa onde”. Den ældste og den yngste i Huset led under den lille viljestærke Persons Indflydelse. For Franzko var det en salig Lidelse. Han beundrede sin Legekammerat, ved Synet af hende blev han altid glad, og kun naar hun talte om, at de snart skulde skilles, følte han sig ulykkelig.
(Fortsættes.)
