« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Beskyttelsens forjættede Lande
IV.
Af den industrielle Sektions Forhandlinger paa den internationale Kvindekongres forrige Aar meddele vi følgende Oversigt. Vi vil der finde Emnet: særlig Fabriklovgivning for Kvinden belyst fra de forskelligste Sider.
Talernes Række aabnedes ved Mrs. Hicks, Formand for de kvindelige Rebslageres Forening. Emnet: den fødende Kvinde. Standpunkt: at Spørgsmaalet ikke maa betragtes fra et individualistisk Synspunkt.
Den fødende Arbejderske er en af Nationens vigtigste Individer. Hun er ikke blot selverhvervende, men ved sit Arbejde bidrager hun til at øge Nationalformuen. Dertil skænker hun Landet dets fremtidige Slidere, uden hvilke Nationen vilde synke i Forfald. Det er derfor af højeste Vigtighed, at hun bliver beskyttet. Ved at udstede Love i dette Øjemed have ogsaa de forskellige Stater anerkendt, at den arbejdende Moders Liv og Velfærd er en Statsinteresse. Men naar saa er, maa Staten ogsaa gøre sin Pligt helt ud og give Moderen, hvem den forbyder at arbejde for Udkommet, en Understøttelse og dette i en Form, der ikke er ydmygende. Som det nu er, bliver Loven ofte overtraadt til Skade for baade Moder og Barn.
Fra den arbejdende Kvindes Synspunkt er det af største Betydning, at hendes Arbejdskraft bevares saa længe som muligt.
Fra et nationalt Synspunkt er det ligeledes uheldigt, hvis Arbejderen bliver fysisk ødelagt. Helligholdelsen af Livet i Nationen bør være dens store Opgave.
Frau Schlesinger (Østerrig).
I Følge Loven af 1885 er det forbudt Kvinden at arbejde 4-6 Uger efter Nedkomsten. Tre Aar senere fremkom saa en Lov, der forpligter enhver Arbejder, Mand eller Kvinde, til at tilhøre en Sygekasse. I Indskud betaler Arbejderne 2 % af deres Løn, Arbejdsgiveren l % af den samlede Lønningssum.
I Sygdomstilfælde under 20 Uger udbetales 60 % af Lønnen; Mænd og Kvinder erholde lige meget; for Barselkvinder er der et lille Tillæg af 4-5 Floriner (omtrent 7-9 Kroner).
De organiserede Kvinder udgør ikke fuldt l %, medens de organiserede Arbejdere udgør 10 % af det hele Antal.
I Wien varierer Lønnen fra 4 til 8 fl. i Ugen. Kun enkelte, meget dygtige, kan naa op til 9, 10 fl.
Den Undersøgelse, som Kvinderne satte i Gang i 1896. fremviser ogsaa et forfærdeligt Billede paa Elendighed. Mangel paa ordentlig Føde, ordentlig Bolig, Mangel af en hver Art holder Arbejdersken i de store Byer nede, og paa Landet er det endnu værre. Og dog viger Kvinden ikke tilbage for de tungeste Arbejder. Man kan se Kvinder, endog i stærkt fremskredet Svangerskab, slæbe sig op ad Murernes Stiger, bærende tunge Byrder paa Hovedet. De er i Østerrig tidt Murernes Haandlangere.
Miss Irwin (Sekretær for Glasgows kvindelige Fagraad).
Arbejdets Regulering ved Lov har endnu større Betydning for Kvinden end for Manden, fordi hun saa vanskeligt formaar at benytte Organisationen til at afhjælpe Mangler. Men hvad der er af Vigtighed er, at en Undersøgelse af Arbejdsforholdene finder Sted inden Lovgivningen griber ind.
Det har mødt uovervindelige Vanskeligheder at faa Kvinderne organiserede i nogen videre Udstrækning, og de foreninger, der har Organisationen paa deres Program have nu maattet forandre deres Taktik. De arbejde nu paa ved Lovgivningen at vinde de Fordele, de havde ventet sig af Organisationen.
Et Højdemaal af Arbejdstid er bestemt ved Lov, men da Lønnen er saa yderst lav, maa Kvinderne tage ekstra Arbejde med sig hjem. Fordelen ved den lovbestemte Arbejdstid er altsaa kimærisk.
Lady Knightly of Fawsley Kunde ikke undlade at trække den meget upopulære Side af Sagen frem, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt særlig Lovgivning for Kvinden vil udelukke hende fra hendes Erhverv. Sikkert vil det ikke gavne Kvindernes Sag, at Lovgivningen udsætter Arbejdsgiveren for al Slags Plagerier, saasnart den Arbejdskraft han benytter er kvindelig. Hun troede, at det vilde være heldigere at udstrække Beskyttelsen ogsaa til Mændene.
Mrs. Sidney Webb (Englands mest berømte kvindelige Statsøkonom).
I Følge min Mening er det nødvendigt, at Lovgivningen regulerer Arbejdsbetingelserne for alle Lønarbejdere, Mænd, Kvinder, Børn. Hvis Loven ikke træder imellem, vil Arbejderne blive udnyttede til den yderste Grad, og som Følge deraf blive mere udygtige til Erhverv. Der maa sættes en Stopper for et saadant Misbrug, og det ikke udelukkende - maaske ikke en Gang hovedsagelig - af humane Grunde. Sagen er, at en Svækkelse af Arbejderne vil hindre vor Nation i dens Stræben efter industriel og kommerciel Overvægt over andre Folk. Det ligger ikke i Arbejdsgiverens Interesse, som han sparer paa sine Maskiner, saaledes ogsaa at spare paa den levende Arbejdskraft; thi denne kan stadig fornyes uden Udgifter, imens den udslidte Arbejdskraft falder Barmhjertigheden eller Fattigvæsenet til Byrde.
Det er en positiv Fordel for England, Tyskland og Schweiz, at disse Lande har forstaaet Værdien og Nytten af systematisk Fabriklovgivning. Men hermed har jeg ikke villet gaa udenom Spørgsmaalet om særlige Beskyttelseslove for Kvinden.
Kan vi, der tro paa Nytten af Fabriklovgivning i det Hele, kan vi gaa med ogsaa til disse? Ja, ubetinget. Og dette ikke af den Grund, at en Lov, der tillæmpes for Kvinden, ogsaa vil medføre en Regulering for de Mænd, som de arbejder sammen med. Saaledes er det sket i vor store Bomuldsindustri. Men det kan være en Tilfældighed*).
Nej, det er fordi vi ganske bestemt maa hævde, at Reguleringen hæver de regulerede baade økonomisk og socialt**).
En Lov, der bestemte samme Løn, samme Arbejdstid og samme sanitære Betingelser for alle, vilde være en komplet Meningsløshed. Fabriklovgivningen maa tværtimod stile hen til at blive mer og mer specialiseret, og i sin Helhed vil den ikke komme til at tage Hensyn til Køn.
Men der er jo særlige Tilfælde, der kun kan tillæmpes for Kvinden.
Hvis det f. Eks. bliver fysiologisk bevist, at Kvinden som Kvinde er mer modtagelig for Blyforgiftning end Manden, saa maa vi i Samfundets Navn forlange, at der tages Forholdsregler, der ikke behøve at tillæmpes ogsaa for Mændene.
Vi maa bort fra denne Tanke om Rivaliseren mellem Kønnene. Hvert Sæt Arbejdere maa søge at vinde frem til de Arbejdsbetingelser, der passe til de foreliggende Tilstande. Disse vil veksle fra Fag til Fag, fra Køn til Køn, men uden disse Forholdsregler vil Nationen ikke naa sit Højdemaal af Styrke, og Kvinderne som Følge deraf gaa tabt af deres Højdemaal af Udvikling.
Mme Bélilon (Frankrig).
Vi se hvorledes Mændene i alle Klasser søger at stænge Kvinden ude fra Adgang til Erhværv (det vellønnede forstaar sig). I Frankrig have vi mange Beviser derpaa. Vi ved, at Mlle Chauvin, trods sine Eksaminer nægtedes Ret til at føre Sager for Domstolene. Vi ved, at de kvindelige Medicinere stadig møder megen Uvillie. Indenfor Industrien raser dette Kvindehad med samme Styrke. Sukkerbagernes Forbund har ligefrem protesteret mod Kvinders Anvendelse i deres Industrigren. Tøjtrykkerne har boycottet de Huse, der anvender Kvinder, Typograferne føre alt i mange Aar en mer eller mindre ridderlig Strid for helt at lukke det kvindelige Element ude. Dette sidste Forbund har vedkendt sig, at de ikke vil ophøre med Kampen, selv om Kvinderne opnaa samme Løn.
Men dette Argument om Lønnen er jo ikke heldigt at føre frem for Lovgivningsmagten. Derfor har man fundet paa andet.
Loven af 1892, der regulerer Arbejdstiden og forbyder Natarbejdet for Kvinder, har ogsaa givet det ønskede Resultat.
Arbejdsgiverne bleve til syvende og sidst kede af at betale Bøder, saa snart de i travle Tider maatte lade deres kvindelige Arbejdspersonale arbejde lidt over Tiden. Saa afskedigede de Kvinderne og erstattede dem med Medlemmer af det stærke Køn - ja, rigtignok det stærke, thi naar det gælder at fortrænge Kvinden, maa man anlægge Beskyttelsesmasken. Man har talt saa smukt om Hygieine, Dødelighed blandt Børn, Befolkningens Aftagen. Jo, vi kender dem, disse smukke Fraser!
Det er mærkeligt, at disse Mennesker, der viser saa stor en Interesse for Fremtiden, at de ikke griber til at bekæmpe Alkoholen. Paa Arbejderkongresser hører man aldrig et Ord herom. Og dog ved enhver, hvor nedbrydende Alkoholen er for Slægten. I Sandhed, det vilde være bedre at forbyde Manden at drikke, end at forhindre Kvinden i at spise. Og det er i Slægtens Interesse, det er for at højne Landet, at man fratager Kvinden Arbejdet; det er i Humanitetens Navn, at man vil føre Kvinden tilbage i Afhængigheden ved at tvinge hende til at tigge sit Brød af Manden.
Men ved man da, hvad det vil sige?
Af al Uretfærdighed er denne den afskyeligste, thi Uligheden mellem Klasserne er kun Uretfærdighed, men Uligheden mellem Kønnene er desforuden ogsaa dybt umoralsk og leder til al Slags Nedværdigelse.
Hør en Gang et Eksempel paa disse Reformivreres Ærlighed!
I Trykkerierne er de Kvinder, der trykkede Morgenbladene, blevne afskedigede. Jeg kan blandt andre nævne Kunst- og Industritrykkeriet, der beskæftigede 200 kvindelige Sættere og som nu kun beskæftiger 14; og videre det Trykkeri, hvor „Kvindernes Dagblad” trykkes. Nu, velan, i disse selvsamme Trykkerier, hvor Kvinden er jaget bort fra Sættersalen, har hun Adgang til et tilstødende Lokale, hvor hun kan forblive i hele syv af Nattens Timer for at folde den Avis sammen, det er hende forbudt at sætte, var det ogsaa kun i 5 Minutter af den Tid.
Et andet Eksempel!
Den samme Tekst, der siger, at denne Lov skal tillæmpes ogsaa for Handelen, undtager udtrykkelig Bryggerierne. Ølhallerne.
Der ser man ingen Fare for Kvindens Sundhed, for Slægten, for Fædrelandet!
*) „Tilfældigheden” er, som vi allerede har set, at Kvinderne i dette Fag er i afgjort Flertal. Red.
**) Beviset herfor er desværre udeladt af den berømte Statsøkonom;
Red.
