« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Af Erindringen.
Min Barndoms Kammerater var en ældre og en yngre Broder. Da vi voksede fra Barnepigens almægtige Indflydelse, blev Huslæreren en ligesaa vigtig Personlighed for os, som hun før havde været; hans Egenheder blev Genstand for vort Studium og vor Kritik ligesom hendes tidligere. Længe før jeg selv blev indlemmet i de skolesøgendes Række, holdt jeg af at gøre smaa Besøg i Skolestuen, hvor man syntes vel stemt mod det kvindelige Element. Saa meget bedre kunde jeg da spille den fortroliges Rolle overfor den store Broder, kunde skønne, om det var med Rette eller Urette, at Læreren slog ham og slog haardt, endda han kun havde tynde Lærredsbukser paa. Vi kunde triumfere sammen over den Tilrettevisning, jeg gav „Mandfolket”, da han vilde bære mig op ad Trappen og tilmed kysse mig, og jeg saa greb et vredt Tag i hans løse Paryk. Ved Eksamen, da baade Præst og Degn kom og tog Sæde ved det store, runde Bord i „Salen”, kunde jeg gøre Tjeneste som Spion ved under Frokosten at liste mig ind og kigge i Karakterlisterne o. m. m.
Langt bedre blev det dog, da jeg selv fik Borgerret i Skolen og kunde følge Brødrene ikke blot i Legen, men ogsaa i Arbejdet og helt op til det runde Bord ; da jeg paa denne store Dag ikke længer skulde nøjes med at spise Kirsebær, mens de andre blev eksaminerede - efter Traditionen skulde der være modne Bær paa denne Dag - men af og til blev kaldt ned af Træet for at diske op med mine nyerhvervede Kundskaber. Af selve Undervisningen husker jeg kun lidt - maaske fordi Timerne gled som Perler paa en Snor; thi jeg har ikke glemt de bitre Taarer, jeg græd nede i Dagligstuen hos min Moder over Hulsøm og Stikkesting, mens jeg forgæves tiggede om Lov til at gymnastisere sammen med Drengene. Og jeg husker mangt et godt Ord af min Lærer - saa vel som enkelte blaa Striber over Armen. Men hvor længe var Eva i Paradis! Da jeg var fyldt ni Aar blev først den ene og lidt senere den anden af Brødrene sendt bort til en Latinskole, og der blev gjort Ende paa det glade Samliv og Samarbejde, som ogsaa af Læreren mindedes med Forkærlighed mange, mange Aar senere. Der blev kastet en Skygge paa min Vej .... og naar jeg tænker mig ret om, tror jeg næsten, at den har ligget der siden.
