« Tilbage til søgeresultaterne
Et Par Handsker
Et Par Handsker - hvor uinteressant et Emne, ikke sandt? Disse Genstande, der som Slørene paa vore Hatte, er saa forgængelige, at de stadig maa skiftes, de have ingen anden Del i vort Liv, end at de er en ærgerlig Udgiftspost. Med vore Kjoler er det noget andet. Hvor rige Minder kan der ikke gemmes i en Kjoles Folder, Minder, rige paa Lykke eller Savn.
Alligevel vover jeg at udbede mig mine Læserinders Opmærksomhed for at fortælle lidt om vore Handsker. Naar vi ser dem efter i Sømmene, gemmer de maaske mere, end vi aner. Vor Tid er nysgerrig, vil vide Besked om alt mellem Himmel og Jord, men den har tidt den Fejl paa det hjemliges Bekostning at foretrække, hvad der ligger langt ude i det fjerne. Vi bruge ganske roligt alle de mange Ting, der nu hører med til Livet, uden at spørge om deres Forhistorie. Mon det er heldigt? Mon det er rigtigt? At gaa til Bunds i den Slags daglige Smaating, mon det ikke vilde udvide vort Syn for det menneskelige endog i en højere Grad end en Rejse til Paris, der jo dog betragtes som Englen paa Kransekagen med Hensyn til vor Dannelse.
Lad os i Dag begynde med vore Handskers Forhistorie!
De forskellige Slags Skind og deres Tilberedning skal vi nu ikke opholde os ved. Vi maa begynde hos Handskemageren. Til ham kommer Skindet beredt, men dog ikke helt færdigt. Det skal endnu skrabes meget omhyggeligt paa den indre Side, saa at det kan blive lige tyndt og fint over det hele.
Det er Svendens Arbejde, ligesaa at Skære det til, og dette er meget vanskeligt. Det skal skæres i Firkant efter Handskens Størrelse, hvilket maa gøres med en overordentlig Nøjagtighed. Der lægges derpaa et vist Antal saadanne Firkanter ovenpaa hinanden og de puttes derefter ind i Maskinen, der udhugger Konturen og Fingrene. Siden kommer Sammensyningen, der særlig maa interessere os, da den jo udføres af Kvinder.
Der eksisterer i København benved 600 Handskesyersker, der hovedsagelig er Hjemmearbejdere.
Hveranden Dag kommer Syerskerne saa for at hente deres Pakke af udskaarne Skind. Paa enkelte Steder her i Byen, hos meget liberale Fabrikanter, have de Lov at komme ved Lejlighed i Formiddagens Løb; men Reglen er, at de skal møde paa opgivet Klokkeslet.
De ivrigste komme gerne en halv Time i Forvejen og maa da staa og vente paa Gaden eller i en Port, hvor der ved Vintertid kan trække slemt nok. Men det gælder om at være blandt de første, ellers kan der let gaa et Par Timer af den kostbare Arbejdstid tabt, og i den Tid spilder man desuden megen Kraft, thi Ventetiden maa tilbringes staaende.
Her er Syersken kun et Nummer. Hun tiltales ikke ved Navn, men ved Nummer, og mange af disse, der har tilbragt saa mange Ventetimer sammen, aner ikke hinandens Navn, de kende kun det Nummer, hvormed Vedkommende bliver tiltalt af Principalen eller Direktricen.
Men nu er Skindene blevne talte efter, Garnet udleveret og Syersken skynder sig afsted med sin Pakke for med fordoblet Flid igen at indhente den forsømte Tid.
At sy Handsker er en pæn Beskæftigelse, der egner sig særlig godt til Husindustri. Flertallet af Syerskerne er ogsaa af den pænere Klasse, unge Piger og Koner, der maa arbejde for deres Erhverv, men gyser tilbage for Fabrikkerne, til Trods for at der venter en højere Løn.
Lønnen - ja, her kommer vi til det sorte Punkt!
Syersken maa selv købe og holde Maskine, der koster 160 Kr. og i Reglen behøver en større Reparation aarlig. Synaalene er meget fine og knække let.
Betalingen regnes efter Knappernes Antal. Vi tager her et Par tre-knaps Handsker og kunne siden ved at lægge 2 Øre til eller tage 2 Øre fra finde Prisen for de øvrige.
Nuvel for et Par 3-knaps faar Syersken 18 á 22 Øre (det er selvsamme Arbejde, der betales saa forskelligt paa forskellige Steder). Der gaar 2 Øre fra til Garnet (som maa købes af Principalen til en højere Pris end almindelige Detailpriser). 6 Øre til Smaatsyersken, der syr Knaphul og den indvendige Kant. Netto altsaa 10 á 14 Øre, og hvor lang Tid tager det?
En jævnt god Handskesyerske bruger 3/4 Time for at sy et Par Handsker, altsaa for at tjene 10 á 14 Øre. Hun maa da hænge i som en Smed for at naa op over en Krone om Dagen, og hver anden Dag maa hun tage Nattens Timer til Hjælp.
For de lange Balhandsker betales ikke mere end for almindelige To-knaps. Kære Læserinde, tænk paa det, naar Du trækker i dine smukke Balhandsker til op over Albuen: for at sy disse Handsker med de lange, vanskelige Sammensyninger har en af Dine Medsøstre faaet 8 til 12 Øre, og dog er den Synaal, der maaske knækkede over, ikke regnet med.
Se, dette er jo Ting, som vi i de bedre stillede Kredse ikke ane. Syerskerne har gennem de mange Aar døjet og tiet og slidt sig igennem, som de bedst have kunnet. Men nu er de vaagnet.
Som vi i Nr. 13 af dette Blad alt har meddelt, er der dannet en Forening. Den hedder „Frem” og arbejder for at forbedre Medlemmernes rigtignok usigelig trange Kaar. I Dansk Kvindesamfunds Lokale havde Foreningen sidste Mandag et talrigt besøgt Møde, hvor alle disse Oplysninger fremkom.
Det viste sig, at der var stærk Tilslutning til Tanken og Formaalet med Foreningen, men at mange holdtes tilbage af Frygt for at miste deres Erhverv.
Det er ikke her i Landet som i England, at rige og fornemme Damer skænke Penge til et Understøttelsesfond for dem, der i Kampen for at skaffe bedre Kaar for de kvindelige Arbejdere miste deres Erhverv. Ak nej, naar der ikke er Spørgsmaal om ren Godgørenhed have vi ikke Penge tilovers for andre. Og dog er det tusindfold bedre at forekomme Fattigdommen end at bøde paa den bagefter. Men hvad vi alle kan gøre, det er med vor Sympati at støtte denne lille Flok af modige Kvinder, der sætter deres egen Tilværelse paa Spil for at hjælpe andre. Thi det skal der sandelig Mod til. Og vi kan rejse en Opinion for dem, saa at ogsaa de frygtagtige faa Mod til at være med og Foreningen kan blive talrig. Da skal den nok hjælpe sig selv. Dens dygtige og dannede Ledelse er en Garanti for, at den nok skal klare sig paa Forhandlingens Vej uden at behøve at gribe til Strejke.
Det vilde være en dejlig Dag, da disse stakkels Syersker kunde faa bedre Kaar - dejlig ogsaa for os, thi vi, de købende, kan ikke være denne Sulteløn bekendt.
