« Tilbage til søgeresultaterne
”Københavns Tjenestepigeforening”
"Københavns Tjenestepigeforening"
havde indbudt til offentligt Møde Torsdag d. 17de ds. i Anledning af, at der var bleven stiftet en „hemmelig Husmødreforening” med det Formaal at modarbejde den nylig stiftede Tjenestepigeforenings Virksomhed.
Marie Christensen, der optraadte paa Bestyrelsens Vegne, indledede med at oplæse et Brev, som var sendt hende, og som fuldt ud bekræftede, hvad Taleren hidtil neppe havde villet tro paa, nemlig: at der virkelig af en Kreds af Husmødre er dannet en Forening, hvis Medlemmer forpligter sig til ikke at antage nogen Tjenestepige, som er i Fagforeningen, og saaledes udelukke dem fra de „gode Pladser”. Den anonyme Brevskriverinde ventede endogsaa det Resultat af den hemmelige Forenings Virksomhed, at Fagforeningsmedlemmerne tilsidst vilde synke ned til at blive „løse” Piger.
Marie Christensen udtalte, at Hensigten med dette Møde var at komme til en Forstaaelse af, hvorledes Husmødrene havde til Hensigt at stille sig overfor den nystiftede Forening. For sidste Gang blev det henstillet til Husmødrene om de vilde gaa aabent til Værks, bortkaste alt „hemmeligt”, og danne en anerkendt Husmødreforening, der kunde samarbejde med Tjenestepigeforeningen, og mødes med dennes Bestyrelse et Par Gange om Aaret.
Taleren gik saa over til at besvare Fru Fibigers Foredrag paa Mødet d. 25de April. Flere Punkter bleve tagne op og diskuterede.
Fru Fibiger der var bleven indbudt tog meget indtrængende Husmødrenes Parti, og benyttede sig herved af Udtryk, der maatte virke saarende paa dem af Talerne, der selv hørte til den Stand, hvis Sag de har taget op.
Fru Salicath talte om den foreliggende Sag med en Sympathi og Forstaaelse, der vakte almindeligt Bifald. Ogsaa hun havde tænkt sig Muligheden af, at der blev stiftet en Husmødreforening, der arbejdede i Forstaaelse med Tjenestepigeforeningen. Centret for disse Foreninger skulde saa være et Anmeldelseskontor, hvor begge Parter kunde faa alle fornødne Oplysninger inden en Pige blev fæstet. Taleren opfattede Stiftelsen af den hemmelige Forening som en meget uklog Handling. Vi maa gaa frem med aabent Vizir!
Andrea Kibenich mente, at Husmødrene neppe havde forstaaet Sagen rigtig, og at de kun kendte Foreningen som den, der stiller Fordringer. Programmet stødte dem. Særlig Punktet angaaende Overbetaling for Natarbejde havde vakt Modstand. „Men saa giv os da et Forslag om, hvorledes vi skal faa Natarbejdet afskaffet!” Taleren berørte, hvorledes der ofte blev talt med Foragt om den tjenende Stand, og ønskede at den Dag maatte komme, da Tjenestepigerne kunde være sig selv og sin Stand bekendt.
Fru Salicath, der endnu engang tog Ordet, bifaldt Tanken om Natarbejdets Afskaffelse. Om ogsaa Pigen fik sine 25 eller 15 Øre pr. Time, saa virkede det dog lige opslidende paa hendes Kræfter.
Fru Hjorth sluttede sig i alt til den foregaaende Taler.
Marie Christensen sluttede Mødet med at udtale det Haab, at man havde forstaaet hinanden.
Dersom Husmødrene vilde stille sig fjendtligt over for Foreningen, og hemmeligt modarbejde den, - saa var der ingen anden Udvej for den end at gaa ind i det sociale Forbund, og dette vilde gøre Forholdet mellem Herskab og Tyende endnu mere trykkende.
Foreningen anbefaledes til alle tilstedeværende Tjenestepiger. Den besindige og klare Maade, hvorpaa Fortalerne for „Kbhvns. Tjenestepigeforen.” fremførte deres Sag, maatte vække Sympathi hos alle rettænkende Mennesker.
A. P.
Vi vægrer os saa længe som mulig ved at tro, at Husmødrene kunne have i Sinde at besvare Pigernes loyale Fremtræden paa saa lav en Maade; thi det maa fastslaas for Bevidstheden, at det vilde være utilstedeligt at sætte en hemmelig Organisation imod en aaben. Endog i deres bitreste Strid imod Arbejderne have Mændene ikke tilladt sig saa lumsk en Fremgangsmaade. Men som sagt, vi haaber endnu, at det mærkelige Brev er en Mystifikation.
Red.