« Tilbage til søgeresultaterne
Et Forbud
Hyrden og Franzka var gaaet til Kirke i Wolitz.
„Du havde saamænd godt af at gaa med,” havde hun formanet Milenka og tilføjet et Par ikke smigrende Tilnavne.
”Gaa kun i Forvejen, jeg skal nok indhente Jer,” havde denne svaret og vrænget Næse ad dem, da de havde vendt Ryggen til. Nu stod hun alene paa Gaden med den dumme Dreng og var uindskrænket Herskerinde over Situationen.
„Saa, kom nu” sagde hun, ”nu skal vi gøre det!” „Hvad da?”
„Hv - - ad? Du spørger ligesom den gamle Heks - hv - - ad ?
- Det naturligvis? I Dag vover ikke en Sjæl sig ud i Skoven, jeg satte i Gaar Folk en ordentlig Skræk i Blodet; i Dag gaar vi derud og snapper alt, alt, vi to alene!”
Han troede, at hun som saa ofte havde ham til bedste, trak paa Skuldrene og sagde: „Hvad Du dog kan finde paa!”
Hun tog ham resolut ved Haanden.
„Du skal nok faa at se, hvad jeg kan finde paa, kom kun! Jeg skal vise Dig et Sted, hvor der er saa mange Jordbær, saa Du aldrig i Dit liv har set Magen.”
Hendes overbeviste Tone gjorde Indtryk paa ham, men besejrede ikke hans Tvivl.
„Hvorledes skal vi da bringe Jordbærrene hjem? Vi har jo ingen Krukke!”
„Vi skal sandelig laane os et Par.”
„Ja vel, men hvem vil laane os noget?”
Hun rakte Tunge ad ham.
„Hvem? Den, der ikke ved, at vi paa egen haand laaner noget hos ham. Kom!” Og hun slog ind paa den Vej, der førte til Heksens Hus. Ja, virkelig til Heksens Hus, og da Franzko ikke vilde følge hende derhen, puffede hun ham frem med Næver og Fødder og skældte ham blandt andet ud for Kalv. Og saa smigrede hun for ham og betroede ham en Hemmelighed. Heksen gik, som han jo vidste, ved Middagstid altid bort med sine Geder for at lade dem græsse i Udkanten af Skoven og kom ikke hjem før ved Aftenstid. Denne Tid havde Milenka allerede en Gang benyttet til at gaa ind i Heksehuset. „Gaa ind.” „Ja bliv Du nu forbavset og kors Dig”, svarede hun paa hans Udbrud af Forfærdelse ved denne fortrolige Meddelelse. ”Jeg var derinde, Lemmen bag ved Stalden, den lukkede jeg op Hvorledes? - netop saaledes - - - man maa naturligvis være klog.”
Og alt det hun havde set i Heksens Hus: Et Slangehoved med en gylden Krone paa og en afskaaret Haand, en hvid, smal en med Fingre og Negle - - aa - - aa!- - - Og en Kniv meget meget længere og spidsere end Grenene paa den største og spidseste Høtyv, og den graa Kappe, som Heksen tager paa, paar hun vil paatage sig en anden Skikkelse, eller naar hun vil gøre sig usynlig. Og paa Hylden ved Skorstenen fem smukke, glacerede Krukker, to grønne, to brune og en hvid med en Rose paa.
Og to af disse Krukker vilde hun nu hente, og Franzka maatte holde Vagt, medens hun gik ind til Heksen. Ved Enden af Gærdet befalede hun ham at blive staaende. „Og naar Du ser nogen komme i det fjærne, saa galer Du som en Hane, forstaar Du!”
Men, nær og fjærn var der ikke et Menneske at se. Franzko hørte heller intet andet end den dumpe Hamren i hans Hoved og hans Aarers Banken i Tindingerne. Gud, Gud! gid hun dog kom vel ud af Heksehuset!
- - - Hvis, hun ikke var kommet noget til, maatte hun have været her for længe siden. Han bad et Fadervor, han talte til tyve og bad igen, var lige ved at forgaa af Angst for hende og stønnede: „Milenka, Milenka!” Hans Angst naaede sit Højdepunkt, og han begyndte at gale. Aa, Gud være lovet der var hun og bragte to Krukker med. Til ham en, der var klinket, til hende selv - ufatteligt Mod! - den med Rosen.
Og nu af Sted i Stormskridt mod Skoven, rundt om Landsbyen, hen ad den smalle Hulvej, hvor man saa godt kan skjule sig bag de tætte Hvidtjørn og Hasselbuske, hvis man skulde møde en Angiver. Men Børnene mødte kun en ung Pige, som leende raabte efter dem: „Pak!” og en gammel Mand, der trak en genstridig Ko ud paa Engen. „Allerede igen paa Vej til Skoven forbandede Pak?” tordnede han til dem. „Ved I ikke, at det er forbudt. Pakket gør Skade i Skoven og os jager man ud.”
