« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
I Vilhelm Bergsøes nys udkomne Bog: Krigen og Koleraen, læses følgende Episode fra Forfatterens Barndom, der viser, hvad en gammeldags Huslæge kunde være for en Familie. Den ti-tolvaarige nervøse Dreng havde længe lidt af en snigende Sygdom, som ikke lod sig fordrive af Medikamenter og som ingen forstod. Ingen kendte de hemmelige Kvaler, Drengen led, ingen vidste, hvor opreven hans Fantasi var af usund Læsning, kammeratlige Mishandlinger o. lign. Hans værste Frygt: at han havde taget sin Moders Sindssyge i Arv, kunde han mindst faa sig til at betro til nogen. - En Dag, da han var ude at spadsere med sin Fader, blev hans Opmærksomhed vakt ved Fundet af et ualmindelig straalende og smukt Insekt:
„Fader - jeg tror, jeg kommer mig!” udbrød jeg, og et Smil, de første i lange Tider, gled over mit Ansigt. .
Han trykkede min Haand og sagde glad: „Det maa du fortælle Doktor Trier.”
Da gøs det atter i mig; men paa Hjemvejen tænkte jeg dog mere paa mit Fund end paa Fantomerne, og Doktor Trier - ja, han kom jo først i Morgen.
Men allerede om Eftermiddagen var han hos os og havde en lang Konference med Fader. Jeg blev kaldt ind Moders lille Kabinet, og der sad Trier med det mest fornøjede Ansigt af Verden. Han tog mig paa sit Skød, saa mig ind i Øjnene og sagde: ,,Nu har du længe nok været syg ” det er paa Tide, at du kommer dig; men skal jeg kurere dig, maa du sige mig, hvad du gaar og grubler over, ellers kan jeg det ikke. Fortæl mig nu, hvad der ligger dig paa Hjerte og skjul intet som helst for mig. Jeg skal ikke sige det til nogen, og for mig behøver du ikke at være bange.”
Der var noget saa kærligt og fortroligt i hele den Maade, hvorpaa Trier tog Sagen, at jeg brast i Graad.
„Naa, naa!” sagde han, „hør nu op med at vande dine smaa Høns - det kommer der ikke noget ud af. Lad mig høre, om der er noget, du er bange for? Du kan jo hviske det til mig.”
Jeg tror, det var de sidste Ord, som løste den Trolddom, der saa længe havde bundet mig. Omslynget af hans kærlige Arme begyndte jeg mit lange Skriftemaal. Stille grædende fortalte jeg ham alt - mine Lidelser i Skolen, min dybe, nagende Hjemve, min Frygt for Fantomerne og min kvælende Angst for, at jeg var bestemt til at arve min Moders Skæbne.
„Tænkte jeg det ikke nok!” udbrød Trier, idet han satte mig ned og gik ind til Fader.
Der fulgte en ny Konference, hvorunder jeg frygtede det værste; men saa kom Trier farende ind, tog mig atter paa Skødet og spurgte mig aldeles umotiveret:
„Er du bange for at faa Børn?”
Spørgsmaalet kom saa pludseligt og forekom mig saa ubegribeligt, at jeg nøjedes med en forbavset Stirren.
Naa! - Ja, forstaa mig ret; jeg vil blot vide, om du tror, at du kan faa Børn?”
Nej - det kunde jeg ganske bestemt ikke.
„Ja, ser du det? - Saa behøver du ikke at Være bange, thi den Sygdom, din Moder havde, kan ikke arves af dig. Det er en Sindssyge, som kun udvikler sig efter Fødsler, - følgelig kan du ikke faa den; det vil jeg give dig Attest paa.”
En uhyre Byrde faldt ved disse Ord fra mit Sind. Beviset var saa kort og fyndigt, at jeg ikke et Øjeblik drog det i Tvivl, men tog det som en uomstødelig Kendsgerning.”
Drengen blev sendt paa Landet og nogle Maaneder efter var han rask.
