« Tilbage til søgeresultaterne
Veltalenhed og S. 0. Reitzel
S. O. Reitzel advarer i nærværende Blad for den 24. April 1900 Kvinderne imod en Artikel i et herværende Ugeblad, som opfordrer os til at øve os i den ædle Talekunst. Vi er, siger S. O. R., i Forvejen „overvældende oratorisk begavede”: Ja, men saa kan jeg dog ikke indse andet, end at vi maatte kunne bringe det vidt ved at dyrke Veltalenheden som Kunst. Thi overvældende Naturgaver i Forening med kunstnerisk Uddannelse frembringer jo de aller herligste Resultater.
Det er dog særlig det „kunstige” ved Kunsten, som S. O. R. frygter, vil gøre Kvinderne affekterede.
Aa, det har slet ingen Fare, dersom vi blot tør tro S. O. R., thi det er jo netop, hvor den naturlige
Begavelse svigter, at Kunstneren tyer til de kunstige Midler og derved bliver affekteret.
Men kan Kvinderne tale, saa har vi - i Følge S. O. Reitzels Udsagn - en anden og meget værre Mangel: Vi kan ikke tænke! Vi raades derfor til at øve os i Tænkning. S. O. R. er dog ikke rigtig fulgt med Tiden, og ved derfor ikke, at det for længe siden er gaaet op for os, at det er vor Tænkeevnes frie Udvikling, som Samfundsskrankerne i Særdeleshed har forsyndet sig imod, og at vi følgelig er ivrig i Færd med at udbedre Skaden. Netop derved er denne Kvindens trykkende Ordmangel, om hvilken S. O. R. intet ved, opstaaet; thi saa let, som det falder den uvidende Kvinde tankeløst at lade Ordene strømme over Læberne, saa store Vanskeligheder har den tænkende Kvinde at overvinde, naar hun offentlig vil udtale sine Tanker. Først er hun jo Kvinde og har som saadan en Rest i Blodet af al den Fordom, der saa længe har været Enehersker over alt Kvindeliv, hvad der volder hende en Lampefeber af en blandt Mænd ukendt rædselsfuld Karakter. Dernæst kommer hun ved sin Tænkning ofte til et andet, undertiden et helt modsat Resultat, end det alment anerkendte, af Mændene fastslaaede; og der hører jo altid et usædvanligt Mod til alene at udfordre den hele kompakte Majoritet. Og endelig lurer det af S. O. R. nævnte „maskuline Smil” lumskt bag Tilhørernes Skæg, rede til med eller uden Anledning at brede sig i hele sin Overlegenheds medlidsblandede Foragt over de mandlige Ansigter.
Sandelig, det kunde nok være godt, om vi øvede os i at udtale vore dybeste Tanker. Mangen Gang lever og dør de med os uden nogensinde at have givet sig Lyd.
Men, som jeg før sagde. S. O. Reitzel er ikke fulgt med Tiden. Uagtet de store Vanskeligheder har vi dog alt Kvinder, som har lært først at tænke, derpaa at tale, og som har trodset det maskuline Smil. Jeg vil anbefale S. O. R., at gaa hen at høre f. Eks. Fru Nina Bang og derved finde Lejlighed til at faa sin gammeldags Opfattelse af Kvindens Aand og Væsen moderniseret en Smule saadan hen i Retning af, at vi ogsaa er Mennesker, der kan være svagt eller være rigt begavede, og hvis Evners Frodighed staar i Forhold til de Udviklingsmuligheder, som Samfundet byder hver enkelt, ganske som Tilfældet er med Mændene.
At tænke og at udtale sine tanker godt, kan, vil og bør enhver Kvinde, som har Evner dertil, lære. Men en Kunst er der, som alle vi Kvinder, evnefattige saavel som evnerige kan lære Mændene af: Kunsten at smile. Man tro aldrig, at hin kæphøje Maskulinisme, som giver sig Udslag i ubeviste Paastande, endnu udi Aaret 1900 kan vise sig offentlig, uden at det feminine Smil saa smaat begynder at lirke ved en og anden rød Kvindemund hist og her. Naar S. O. Reitzel taler om det kvindelige Ords Mangel paa solidt Indhold, Kvindens Mangel paa Logik, Kvindens Overfladiskhed osv. ovs., da tænker vi Kvinder paa alle de mange Mænd, som vi har set blottende sig for de selv samme Mangler og gørende sig skyldige i de selv samme Fejl - og vi smiler.
