Meningen

Skal vi prøve - blot for en Gangs Skyld - at sætte den Talemaade til Side, at vi lever i en beundringsvær­dig Tid? At der sker beundringsværdige Ting i en Tid, gør det selve Tiden beundringsværdig? Det gaar vel med en Tid som med Væsener ellers - det er Harmonien af Enkeltleder, der vækker Beundring, Grelhed som mishager - man beundrer jo dog ikke en Nar for hans Dragts Skyld, selv om den er sat sammen af hvert for sig højst udmærkede Stykker. Der er intet i Vejen for at en Tid, rig paa glimrende Enkeltheder, kan være en pjaltet Tid, blot at saa Pjalterne, den har paa, er en Del mere prunkende end Skik og Brug er hos mere be­skedne Tider.

Det turde endog være et Spørgsmaal, om nogen Tid virkelig har bragt det saa vidt som vor, ikke blot i Op­findsomhed i Almindelighed, men i opfindsomt Pjalteri, i meningsløs Sam­menstykning af det erhvervede - ja, netop vor Tid, den Tid, vi Kvinder har den Ære og Tilfredsstillelse at komme med i og kan smigre os med ogsaa at bidrage vort til det heles fysiognomi.              

Der er den Vanskelighed, naar man vil tale om vor Tids Karakterløshed, at Beviserne for den er saa mange, Eksemplerne, der trænger sig paa, saa overvældende, at man befinder sig som Aladdin i den vidunderlige Hule, man ved ikke ret, hvilken af de fris­tende Frugter, man netop skal plukke sig, og hjælper sig saa, ligesom han, med at gribe lidt hist og lidt her blandt Massen.                

Der hersker i vor Tid en Slags Religion eller om man vil, Surrogat for Religion, som kaldes Humanitet, følge de humane Love, der ikke er meget indviklede i sig selv, tør det ene Menneske ikke paaføre det andet Menneske Lidelse, da Lidelsen er en Uting, der fremfor alt bør søges udryddet af Verden. Man skulde da tro, at Overtrædelse af denne Grund­regel altid bedømtes strængt og saa­vidt muligt forhindredes, men man har valgt en hel anden Slags Udvej. Man er bleven enig om at skælne mellem strafbar Overtrædelse eller For­brydelse, og interessant Overtrædelse eller Politik. Overensstemmende der­med forfølger og fordømmer man Overtrædelsen overalt, hvor den træf­fes sporadisk i Samfundet, Overtræ­delsen, kunde man kalde det, i lille Format; men benævner den politisk Nødvendighed og opmuntrer den med Noget, der hedder aarlig Budget, naar den viser sig kronisk hos Folkene -, Overtrædelsen i stort Format, som bærer det beslørende Navn: Krig.

Altsaa Forskellen paa vor Tid, og de raa Tider, som nu er forgangne, er ikke den, at Voldsdaad nu afskaffes eller blot afskys, men kun, at man nu har indført og gennemført en Distink­tion, Fortiden maatte være foruden, nemlig mellem Smaabøller, som sættes i Tugthuset og Storbøller, som man beundrer eller ialfald bøjer sig for, med andre Ord, at før beundredes Mandskraft saaledes, at der var Me­ning i Tingene, men nu beundrer eller misbilliger man den rent vilkaarligt, blot efter det imponerende Navn eller det ringe Navn, den kan skilte med.

Er der virkelig Forskel paa den Gerning en Boer gør f. Eks. netop for Tiden, hvis han har Held til det, nemlig, at han dræber saa mange Fjender som muligt_, d. v. s. viser sig dygtig som Menneskeslagter, og saa den, en vis Svensker for nylig har udført? Der er Forskel - aa ja, den ene kaldes en tapper Mand, der kæmper for Frihed og Fædreland - Kæledæggeabstraktioner for Tiden -, den anden et Umenneske. Der er Forskel - aa ja, den ene hædres for Livet og beundres ud over dette, hvis han kommer godt fra sin Menneske­slagtning, den anden straffes paa Li­vet, forstaaeligt nok, for sin Ugerning. Og dog har de maaske begge nøjag­tig gjort det samme: lagt sig i Bag­hold for Fjenden, skudt et Dusin Mennesker ned, før de har faaet Tid til at vende sig, og endelig skaffet sig selv helskindet bort, efter at have voldt andre saa megen Lidelse, som vel muligt. Begge fører dog Krig, d. v. s. har valgt sig Rollen som Fjende, som Ødelægger af Menneskeliv, kun at den ene har en Hær af Fæller i Ryggen, der roser ham for hans Slagteri, medens den anden foran og bag sig har Fjender, der hundser ham for hans Slagteri. Men Meningen med denne Forskel - er Menneskeslagten en Uting eller er den det ikke?

Vi lader os ikke indbilde, at Fædrelandsforsvareren virkelig „fører Krig” paa en anden Maade end Forbryderen. Han gaar maaske nok i Krig paa en anden Maade, i Lydighed og Underdanighed mod de Par Mænd, der netop træffer at udgøre Landets Regering eller i Begejstring for Abstraktionerne Frihed og Fædreland, men naar selve Slagtningen forestaar, er det saa mon Begejstring, der driver ham? Krigens Haandgribeligheder er dog ikke begejstrende, kun æggende, fortumlende, skikkede til at bringe Mennesker ud af dem selv, gøre dem rasende, hævntørstende, gru­somme af ren Selvopholdelsesdrift og menneskelig Vildskab i al dens Oprindelighed. Hvor bliver saa For­skellen af mellem Soldat og Forbryder? Naar det gælder at handle, handler de ens, - ikke blot udfører de samme Slags Handling, men de har samme Motiver, samme Slags Følelser i selve Handlingens Øjeblik. Den ene ved kun fra først af, hvad han vil gøre, den anden vildledes af Talemaader til at indlade sig paa, hvad han af­skyr, - den ene er ond og farlig, den anden er kun at beklage, fordi han vil være „Helt”, og praktisk blot bliver Manddraber. En Gang var der Mening i dette, da Heltedaad endnu ikke var abstraheret fra Mand­drab, da man i det smaa som i det store ruttede aabent med Menneske­liv, men nu, da der pylres med Menne­skeliv -, navnlig rigtignok med Stak­lernes - at de kan blive saa lange som muligt, nu da man fra Ungdom­men af omhyggelig indpoder Mænd, af hvem man dog venter sig Mønster-Jenser, alle disse Hjertesygdomme, som hedder Medfølelse med de li­dende, Skaansomhed overfor Dyr osv. osv., der mindst af alt bereder til en Gang at excellere i Grusomhed mod det levende og i Følesløshed for dets Lidelser - hvor er nu Meningen henne?

Saa er der i vort humane Sam­fund indført noget, som hedder In­dignation over Uretten. For en, der er født igaar, lyder det kønt nok og lovende, at Uretten endelig, efterhaanden som Menneskene gennemtrænges af Humanitet, skal ophøre at godken­des i Samfundet, men en, der har le­vet lidt længere, ved bedre, hvad den moderne Retfærdighedsfølelse betyder. Det er ikke, nøje beset, Uretten, man vil have afskaffet, ikke den farlige Uret, som skyder frem indefra og som kun udryddes, naar man vender sig indefter, det er blot den Uret, der kommer til Syne, der skal nipses af Vejen - altid blot den Uret, der begaas af „de andre”, der gør humane Mennesker harmfulde. Allerhelst maa Indignationens Genstand være i Ud­landet - er den i Indlandet, lider det borgerlige Velbefindende let et Af­bræk, som netop forenes saa godt med udenrigsk Brøst, - er den os selv, hvad der dog er for naturligt igen, til, at det hænder civiliserede Men­nesker, taber den æstetiske Side af Sagen sig svært, - der bliver ikke denne Vekselvirkning af Uvilje Overfor andre og Behag med sig selv, som er saa pikant for mange - for ikke at tale om, at der ingen Autori­tet bliver at indgive Adresser til, al den Stund jo Vorherre saa godt som er afskaffet, skønt det synes underligt at afskaffe netop den Autoritet, der dog kunde forslaa noget, og den mest typiske af Abstraktioner, naar man dog stadig kun er til Sinds at byde paa Abstraktioner, - blot at man nu finder mest Smag i de ringere.