« Tilbage til søgeresultaterne
Kjøkkenet
(Af Nylænde)
Et sted, hvor kvinder raader alene, men hvor alligevel deres uformuenhed til at sætte iverk egne planer tydeligst læses - er kjøkkenet. Det er dem, som koger paa komfuren, vasker, stryger, men manden er den, som sætter komfuren op, bestemmer dens art og siger, at man skal vaske og stryge nede i kolde, mugne, lugtende kældere. Det er ikke mændene i sin almindelighed, som bestemmer det - heller ikke de uddannede arkitekter. Selv om vi havde kvindelige arkitekter vilde det lidet hjælpe. Arkitekten faar kun halvvejs udføre sine planer - derfor faar han ogsaa kun halve skylden. De gaar ud paa at tjene mest muligt ved at give mindst muligt. Derfor har vi de tungvindte, upraktiske komfurer. Derfor har vi den uappetitlige, ildelugtende vask - derfor har vi de bakterieavlende, mørke, mystiske bænkeskabe foran vinduet. Derfor bruger vi fattigmands barneryg til at slæbe kul og brænde 3-4-5 trapper op. Derfor sluger kjøkkenet uforholdmæssig megen tid og kraft.
Et kjøkken skal først og fremst være lyst og luftigt, ingen bakteriehule. Det hændte i Bergen en ung, forlovet pige, hun gik rundt og søgte leilighed - saa kom hun et sted og spurgte blandt andet om ventilationen i spisekammeret. Men det skulde hun ikke gjort, ti i dage efter fortaltes hendes spørgsmaal udover i vide kredse som tegn paa yderste grad af affektation og søgthed.
Kristiania er i byggeforhold en tarvelig by. Simpel er den med sine store, skidne gaarde, som ser ud til at eies af ingen - skidne trappegange, aabne for hvermand mestendels baade dag og nat. I Kristiania er nemlig portneren en mand eller kone, der mod at skuffe sneen væk fra indgangsdøren om vinteren sover i kjælderleiligheden. Gaardene er udstykket i hundredevis af leiligheder paa
3-4-5 antagelige værelser med flitterstads, rosetter og krimskrams i loftet.
En leilighed paa fire værelser skal tages bogstavelig. Det er fire værelser og intet mere. Rum og kamre findes ikke - derfor staar kufferter og kasser paa hverandre i entreen. Et rummeligt kjøkken med spisekamre og skabe for stentøiet findes heller ikke - derfor staar iskassen brugt hele aaret rundt som madkjælder i kjøkkengangen og madrester og stentøi om hverandre i vild forvirring i det lille rum, kaldet spisekammer lige ved kjøkkenet. Heden fra komfuren staar lige ind. Man maa aabne vinduet ud til gaardspladsen. Kristianiataagen fyldt med sodkorn danner et lag paa utildækket mad. Kjøkken-og spisekammer-ventilation uden ved at aabne vinduet findes nemlig heller ikke i hovedstaden.
Det værste af alt ved disse leiligheder er vaskekjælderen. Vaske- og strygerum maa deles med husets øvrige beboere. Som oftest staar kjælderen til ens raadighed hver sjette uge. Falder det ubekvemt at vaske saa sjeldent - er man nødt til at tage klædesvasken i kjøkkenet sammen med madstellet. Man koger kjød i den ene gryde og linned i den anden. Eller man søger at tilsnige sig en uretmæssig uge i kjælderen - faar sine medboere paa nakken og indvikles i et huskjævl, der gaar fra pigerne til herskaberne.
Man elsker husfred. Man flytter og kommer op i Kristiania store ufred. - tumles om i flyttedansen.
Man flytter rundt som i legen: bytte sæde, for at finde, hvor i byen, der er godt - og saa kommer man endelig til det resultat, der er ikke godt nogen steder. Saa slaar man sig ned og lader det seile - eller lader det ikke seile - men lader det gro over med smuds og støv - naar bare kobber- og tinkarrene paa væggene, de, som aldrig bruges, holdes blanke, og gardinerne ikke ser altfor graat og mismodig ud paa gjenboen. Den, der river ned, har forpligtelse til at bygge op. En ung Amerikanerinde anviste vejen. Hun var fortvilet over husforholdene her og sa: Om der er forskel? Jeg skal i hast skizzere et amerikansk kjøkken hos almindelige folk, saa kan man selv dømme. Et amerikansk kjøkken er lyst og luftigt uden antydning af gardiner. Lukket kjøkkenbænk existerer ikke, men erstattes af almindelige borde og væggeskab. Vasken, der har ledning med varmt og koldt vand, er hvid emailleret eller porcellæn - meget stor. Ved siden findes et moderne konstrueret vaskebord, hvor vandet risler over tøi eller stentøi. Almindeligvis findes to komfurer, en stor ilægningskomfur, hvor varmen reguleres ved damp eller varm luft efter principet mest mulig varme for mindst mulig brænde. Stegeovnen sidder høit oppe, saa man slipper at ligge i den anstrengende, knælende stilling. Foruden ilægningskomfuren findes en liden gaskomfur med gas eller den billigere gasolin til brændsel. Den bruges daglig. Man kan flytte stegeovn eller kogekar eller strygejern paa den efter behag. - hvis man ikke har de almindelig anvendte strygejern, hvor gasflammen ledes ind i hvert jern. Til hvert arbeide har vi de mest praktiske redskaber, derfor gaar det hurtig og let fra haanden. Alt overflødigt, som kun kræver renhold og ingen nytte gjør, er afskaffet. Gulvet er fliselagt eller skuret trægulv. Hos smaafolk i etagehusene er der elevator til kul og brænde og elevator fra vaskeværelserne op til leiligheden. Hver leilighed har alle ydre rum, vaskekjældere osv. for sig.
Her i Kristiania betales større husleie og større kommune- og byskat end nogetsteds i verden, og man byder mindst.
Bygningsherrer burde, være dannede, gode mennesker, - deres arbejde betinger væsentlig vore livsvilkaar – thi betingelser for glæde er bakteriefri, sund, menneskelig føde og søvn i ren luft - derfor vælger man paa moderne, civiliserte steder de solfyldte, største værelser til soverum. Folk er ikke længer huleboere - kvinderne sidder ikke kun inde i stuerne over søm - derfor trænger man mindst salonerne med al flitterstasen. Det væsentligste ved en leilighed er kjøkkenet med ydre rum, kjælder osv. - soveværelser og spisestue - tilsidst kommer de daglige opholdsrum. Men hos os gaar man som i saa mangt den bagvendte vej.
Boforhold præger menneskene lige meget - mere, end menneskene formaar at præge de engang byggede huse. Man blir afstumpet - mismodig - oprevet ved stadig at trykkes i et daarlig indrettet hus. Og de, som trykkes er de husførende kvinder. Hvem kan tvinge bygningsherrerne til at bygge bedre. Arkitekterne er i den senere tid mange gange henviste til skotsk og amerikansk arkitektur,
men det gjælder nærmest bygningsmaterialet og den ydre arkitektur. Idealet for boforhold er, at hver mand har sin hytte. Det, der saa kommer idealet nær, er, at hver etageboer har de ydre rum for sig - saa han ikke maa vente 6-7-8-9 uger for at faa vasket sit tøi eller maa tage hele den skidne klædesvask midt op i madstellet i kjøkkenet. Som forholdene nu er, maa mange smaaborgerfamilier gjøre den slags. Hvad følgen blir ved vi alle, en regn af bakterier, som i sin tid gjør syge mennesker. Et dobbelt belæg paa de fremtidige tvangstuberkuloseanstalter.
Det er kvinderne, som med familien flytter rundt. Det er dem, som i høieste grad er misfornøiet med de bekvemmeligheder, som bydes dem, som søger saalænge til de i træt resignation slaar sig ned hvorsomhelst.. Det er lige galt alle steder.
I anledning tvangstuberkuloseloven tænker mange kvinder, at det var mere paa sin rette hylde, naar love anvendtes som forebyggelseslov, istedenfor som tvangslov ligeoverfor individer, der blev ofre, fordi der ingen forebyggelseslov fandtes.
En bygningsmand er en mand, der sælger sin vare som enhver anden kjøbmand. En bygningsherre skulde ikke kunne byde sine kunder sundhedsfarlige, kraftstjælende leiligheder. Loven skal være en mor for sine børn. Det er en underlig mor, som først tar sig af børnene, naar de ved vanskjøtsel er blit syge. Og vi kvinder siger, det er vanskjøtsel - at byde folk leiligheder, som dem, vi nu har - de er grosteder netop for tuberkelbaciller og meget andet rart.
Det er ikke arkitekternes uddannelse, det gjælder. De og vi lægfolk ved alle godt, hvorledes husene skal være, men det er at faa haand over bygningsherrerne. Og det, ja, det er der to veie til - den ene er at faa dem til at indse, hvad der er godt - men det at reformere hjerter tar menneskealdre - den anden er at forandre byggeloven og saaledes anvende tvangen paa retteste sted - nemlig som forebyggelse mod senere at maatte anvende den ligeoverfor ofrene, der faldt for bygningsherrernes misbrugte frihed.
Fordringen om bedrede husforhold er ikke ny. Nylændes læsere ved, at temaet „vore bygmestere”. har været fremme i bladet for flere aar siden og heldigvis vakt til eftertanke. Vi ved at foreninger har havt sin opmærksomhed henvendt paa bygningsloven, foreløbig vistnok uden resultater.
Men vi kvinder har intet at gøre, end at gjentage de gamle, uopfyldte krav mere højlydt og stærkere for hver gang. Tilslut vil kanske vore lovmagere vende et øre til den kant vi raaber fra. De har travlt med mange ting, - men det ene fornødne - at bruge magten til at rense ondets rod - lader det til man glemmer.
