Et Forbud

Paa en Gang hører han det rasle - en Væsel? en Markmus? Nu var der noget, der løb hen over Træstub­ben med de mange Rodskud. Franzko saa smaa Øjne lyse imellem Lø­vet . . . . Heksen kan antage alle Skikkelser. Aa! aa! Han springer op. En Fugl, en stor, sort en flyver op - det maa være hende! Hans Haar rejser sig - nu vil det gaa ham, som det gik Milenka. Han mindes det nu ganske tydeligt, det var ingen Kost, Heksen havde kastet efter Milenka, det var hende selv, der var fløjet hen over Milenka, og sid­dende paa skrævs over Kosten, strakte hun sine sorte Ben ud og med Kløerne paa sine Tæer greb hun fat i Milenkas Haar . . . . Og Milenka raabte: „Jesus, Maria!” og slap løs fra hende. Maaske kan han ogsaa slippe løs, naar han raaber: „Jesus, Maria!” Maria - idet han udtaler det hellige Navn, falder noget ham ind: ved Billedet af Guds Moder oppe ved den store Eg, der vil han finde Frelse. I Nærheden af Guds Moder vover en Heks sig ikke. Han maa naa derhen, kun naa derhen, kun hen til den store Eg. Franzko løber saa hurtig, han kan, op ad den stejle Vej og beder: „Hjælp mig, kære Gud, slaa hende ihjel, Heksen, saa at hun ikke kan gribe mig . . . . Alle I kære, gode Helgener, gør et Mirakel, giv hende hendes Krukke tilbage. Hellige Ma­ria, Moder til det lille Jesusbarn, Du har Børnene kær, giv mig Kraft, giv mig Vejr, saa at jeg kan løbe hen til Dig.                              

Sluttes.)