« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Beskyttelsens forjættede Lande
V.
(Forts, fra Nr. 25).
Vi har nu afsluttet vor Redegørelse for Forhandlingerne paa den internationale Kvindekongres, for saa vidt de vedrører, særlige Beskyttelseslove for Kvinden. Vi har derved nærmest taget Hensyn til det Land - England - som vor Undersøgelse i Øjeblikket gælder, og helt udeladt de Talere, der ikke repræsenterer Beskyttelsens forjættede Lande.
Vi har set, at flere Talere var imod end for særlige Beskyttelseslove. Af de arbejdende Kvinder talte kun een, Fagforeningsformanden Mrs. Hicks. Hendes ganske bestemte Standpunkt var Beskyttelse for Kvinden; men det fremgaar ikke tydeligt af hendes Foredrag, om hun ønskede særlig Beskyttelse eller Beskyttelse sammen med Mændene. Det eneste Eksempel hun fremdrog paa, at de arbejdende Kvinder ved Demonstration har lagt deres Mening om Beskyttelse for Dagen, viser i hvert Fald ikke, at de ønsker særlige Bestemmelser for dem selv. Majdemonstrationen for en 8 Timers Arbejdsdag gælder, som vi ved, ikke udelukkende Kvinderne.
Med Hensyn til Barselkvinden bryder Mrs. Hicks, der dog bestemt tager Afstand fra det individualistiske Standpunkt, med det socialistiske Program og forlanger Statsunderstøttelse for den fødende Kvinde, hvem Loven fratager Arbejdet - og dette saa vel i Samfundets som i Arbejdernes Interesse. Den fødende Kvindes Liv og Sundhed er en Statsinteresse, derfor maa Staten træde til.
For os, der fra Begyndelsen af har kæmpet for dette samme Synspunkt, er det meget lærerigt at se, hvorledes Arbejdernes Repræsentant, i dette Beskyttelsessystemets eget Hjemland, først nu, efter at Loven har haft virkende Kraft i mere end et halvt Aarhundrede, træder op og forlanger, at Staten maa vedkende sig sine Forpligtelser. Nu har der ogsaa været Tid nok til at høste Erfaringer, og Resultatet viser, at den arbejdende Kvinde ikke længere formaar at bære den uhyre Byrde, som Lovgivningen, i Humanitetens Navn, har lagt paa hendes, af Tilværelsens Tryk allerede stærkt betyngede Skuldre. Nu fordrer hun som sin Ret, at Staten, der i Samfundets Interesse tager Brødet fra hende, ogsaa i Samfundets Interesse skal give hende fuldt Vederlag derfor.
Vi frygter, at det vil blive vanskeligt, naar Systemet allerede er bleven saa gammelt, da at til Veje bringe en Strømkæntring i de Principer, der lede Lovgivningsmagten. Sikkert vilde det have været langt heldigere, om de engelske Kvinder, den Gang Systemet indførtes, havde rejst sig derimod. Nu bliver vel alt ved det gamle - de heldigst stillede faar saa deres Par Kroner udbetalte af en Sygekasse, som de selv af deres lille Fortjeneste har indbetalt Indskudene til; de øvrige maa ty til Naboers og gode Menneskers Barmhjertighed eller tage til Takke med Ladegaarden, selv om de indtil den sidste Dag har stræbt og slidt for at holde sig oven Vande.
Om Mrs. Hicks Standpunkt er klart og bestemt, saa er Mrs. Sidney Webbs det langtfra. Vi er aldeles enige med hende om, at Beskyttelsen af Arbejderne over for Kapitalens Forsøg paa at udbytte dem, er absolut nødvendig, men savner Bevis for Nødvendigheden af særlige Love for Kvinden. Og over for de Grunde, den udmærkede Statsøkonom fremfører, føler vi os i Humanitetens Navn oprørte. „En Svækkelse af Arbejderstanden vil hindre vor Nation i dens Stræben efter industriel og kommerciel Overvægt over andre Folk.” Denne Udtalelse stemmer i Principet meget godt overens med en Ytring, der forrige Vinter faldt i nationaløkonomisk Forening i København under Diskussionen om Fabriklovforslaget, Den skønne Overensstemmelse om, at Arbejderbeskyttelsen ikke hovedsagelig er en Humanitetssag, viser, hvor let ogsaa humane Mennesker ved at beskæftige sig med Teorier og Tal, kommer til at betragte Menneskene, ikke som levende Væsener, men som Tal, som teoretiske Faktorer.
Den Betragtning kan vi ikke gaa med til. For os er Forspringet i den nationale, eller individuelle Kappestrid en Sag af mindre Betydning end den arbejdende Klasses Udvikling til menneskeværdig Eksistens, og vi er kætterske nok til at tro, at det heles velbefindende er afhængigt af Harmonien mellem de forskellige Faktorer. Vi tror ogsaa, at Retfærdigheden er den eneste Grundvold, hvorpaa en varig Lykke for Samfundet bygges.
Af Beskyttelsens Modstandere fremførtes der vægtige Grunde. Mrs. Stanton Black paaviste, hvordan den særlige Lovgivning, ved at stille Kvinden i Klasse med Barnet, truer med at forøge Anvendelsen af Børn, og hvordan Lovens Omhu for Kvinden har ført til Ligegyldighed for Manden. De sundhedsfarlige Bedrifter har Lov tit at eksistere naar de blot anvender Mænd.
Flere Talere, der i øvrigt ikke havde et ganske bestemt Standpunkt, syntes dog, at det ikke var formaalstjenligt at svække Kvindens Modstandsevne ved at lægge Baand paa hende alene. Mrs. Mc Laren havde forgæves ventet paa at høre en Grund, hvorfor Loven, der regulerer Kvindens Arbejde, ikke skulde udstrækkes til Mændene i samme Fag.
Samme Grund har ogsaa vi forgæves ventet paa under hele den indholdsrige Forhandling, og før denne Grund er givet, maa vi fastholde vort Standpunkt: Beskyttelse for Arbejderen, men for Mand og Kvinde, ikke for Kvinden alene; Beskyttelse for Arbejdernes Erhverv, saa at Staten ikke ved Lovens Hjælp, kan berøve dem dette uden Vederlag.
