« Tilbage til søgeresultaterne

Meningen?

Af: Helga Johansen

« Se emneord

Meningen?*)

(Sluttet.)       

*)   Ved et Uheld var Spørgsmaalstegnet udeladt i forrige Nummer.

 

Der er for Tiden hos os herhjemme noget, der kaldes den litterære Strid - en Strid om Abstraktioner. En Præst har blandt andre taget til Orde, og da han har talt baade med Myn­dighed og forstandigt, har hans Indvendinger faaet mer Vægt end de an­dres. Alligevel søger han samme Vej som de andre, som Mænds Begavelse anviser det: ud i Abstraktionernes Taage.                        

Efter hans Mening har den Mand ikke gjort nok, som i sin Tid begejstrede Ungdommen og varmede Jord­bunden op herhjemme med den Ild, der brændte i ham selv. Ret beset, er han at anklage, fordi der har vist sig at trives nok saa rigeligt Tidsler og Kvik som Roser og Nyttegræs paa den Mark, han beskinnede - som om det var hans Skyld, at der laa Spirer i Jorden til det ene saalvelsom det andet! - men det vilde dog alt kunne tilgives, naar han blot havde taget eller vilde tage sig lidt pædagogisk af sine Tidsler og navnlig paa det nøjagtigste give Besked om og klare Be­grebet „den fri Kærlighed”.’ Som om der virkelig lader sig tale om et Be­greb, et blot og bart Begreb, fem hele Minutter ad Gangen, uden at man holder op at forstaa, hvad man taler om. Som var den fri Kærlighed ikke en god Ting eller en daarlig Ting, alt efter de Eksempler, man underforstaar med den og Sletingenting, naar man tager Eksemplerne fra. Som om en Ting abstraheret fra alle Ting, kunde være et noget, blot saa lang Tid som en Sæbeboble kan glimre som Klode i Luften. Som om det kunde blive en Mands Sag, der af en Mand at være, dog har holdt sig ret fri for dogmatisk Forfaldenhed, nu i sin modne Alder at blive Don Quichote for Abstraktionen, den flygtigste af alle Duenna’er.

Der var en gang en Mand for meget længe siden - desværre egnede Datiden sig ikke, som vor Tid vilde have gjort det, til at oplyse, paa hvilke fysiske Uregelmæssigheder denne Mands enestaaende Væsen beroede - en Mand, uden synderligt Talent til at abstrahere eller heller til at føre Sværd, altsaa uden Begavelse i mandlig For­stand, men med Evne til at tænke primitivt, til at tale primitivt, til at virke primitivt paa Sjælen. Han havde den Lykke at leve i et Land, hvor man lod ham vokse op, lod ham gen­nemleve sin Udvikling, tiltrods for hans paafaldende Egenhed. Han havde endvidere den Lykke, da han traadte frem for Samfundet, at blive forstaaet af nogle - i ethvert andet Land end netop i Jødeland vilde han være bleven forstaaet af ingen, eller er han bleven forstaaet af ingen, thi vi ved ikke, hvor mange Gange han mulig er kommen til Verden og forgæves har ladet sig høre. Han hed Jesus af Nazareth.

Eliten af Folket, Farisæerne, som Landets abstraktionsbegavede Mænd gerne kaldtes, vendte vel Ryggen til ham en Tid lang, da han jo intet meddelte af Interesse for dannede, men gjorde ham dog omsider den Ære at blive opmærksom og finde ham farlig, fordi han talte dem for højt og for fritænkersk om deres sky­høje Jehovah, hvem han forringede fra den abstrakteste af Abstraktioner til det næreste, det fatteligste” Væsen for Mennesker, til Fader.

Det meningsløse er hændt, at denne Mands Navn, hvis Liv var Opposition mod det Samfund, der præges af mandlige Evner, har været hæftet til Samfundet siden, uden at Samfundet dog fandt det eller senere har fundet det Umagen værd at forandre sig eller har vraget den Udvikling, man var inde paa, skønt denne Mand sagde dem, at den var paa Vildspor, Det er ikke ham, men Farisæerne, Efter­tiden har givet Medhold, thi endnu handler Mænd som Mænd handlede den Gang, endnu er Mænds Vis og saa Samfundets Vis, endnu gør man sig en Ære af at „sætte sig mod de Onde”, skønt den underlige Mand kaldtes det at deltage i Uret - blot at Navnet Farisæer er holdt op a være et Hædersnavn og derfor helle ikke længer er brugeligt for de oplyste i Landene.

Ganske vist, denne Meningsløshed kan ikke bebrejdes Vor Tid - Kristenheden har været ukristelig siden den Gang, da Mænd, efter Mænds Skik, satte i System, hvad der var Opposition mod Systemer, men den er dog værd at nævne her, hvor der i det hele tales om Meningsløsheder. Det giver, om ikke Undskyldning, saa dog en smuk Baggrund at lyse imod for det Samfund, der skrider frem for vore Øjne - skrider frem ikke mindst i Meningsløshed - dette 1900-aarige Misbrug af et retfærdigt Menneskes Navn af selve det Samfund, der ved Vold og Uret er bleven til, hvad det er, der blot nu i den ellevte Time, der er saa praktisk en Omvendelsestime for dem, som har brugt de ti bravt til at hærge i, behager sig selv med at ynkes ved Lidelse og nu spil­ler barmhjærtig Samaritan efter først at have spillet Røverens Rolle og vel at mærke, faaet Røverens Udbytte godt deponeret.

Saa er der endelig os selv - Kvin­derne, som nu „skrider frem” efter vor Tur og for første Gang har Ud­sigt til at blive anerkendt Magt i Samfundet.

Skulde man nu ikke tro, at naar en ny Kraft kommer til, maa den og­saa, medbringe Nyhed? At den maa være en Kraft, holdt i Reserve af Ud­viklingen til den Tid, da andre Kræf­ter har udfoldet sig indtil Træthed? At det maatte være Kvindernes Egen­hed, det ved Kvindeliv erhvervede Væsen, det nu forestod at prøve som Samfundsfaktor?

Er det ikke sandsynligt, naar de mandlige Evner har bragt Samfundet derhen, hvor vi ser, at det er, saare langt, men dog til sidst skruet ind i en Cul-de-sac*) af Meningsløshed, at det Saa er en hel anden Slags Intelligens, der tiltrænges for at føre Samfundet ud eller andet Steds hen end i ny lukkede Gader? At det er Abstrak­tionsevnen, der behøver en Konkur­rent, ikke Forstærkning fra et Køn endnu? At naar Mænd selv med Øje for Abstraktionernes Luftighed, til Hjælp imod Abstraktioner kun kan udfinde Abstraktioner, saa behøves en Raadgiver, der har for Vane at kredse om det konkrete og forholde sig jevnhøjt til det, ikke himmelhøjt eller kathederhøjt.

Men sker nu dette i Virkeligheden eller er der Udsigt til, at det vil ske? Langt fra. Kvinderne higer blot hen i samme lukkede Gade, hvor der alle­rede er trangt nok i Forvejen, de vil blot den gamle, bekendte, mandlige Vej, fremad med Albuerne, frem og faa Position. Intet rødmer de over som over deres saakaldte „manglende” Abstraktionsevne, intet higer de bort fra som fra den „Svaghed” at synes om nogen og noget i at dets udpræ­gede Særegenhed uden at vurdere det efter Systemerne, intet attraar de som at vokse i  Sans for Begreber og for det ”almene”, og i Evne til at lade det levende enkelte herefter „bedre” forkomme.

Er der Mening i dette? Er det Fremskridt? Ja, for nøjsomme Sjæle maaske er det glædeligt Fremskridt. Hvis man vil kalde det Fremskridt at komme med, hvor der er Opløb, at de gamle Mandsviser nu udsattes for Sopran og Alt, at man indretter sig efter „fremragende” mandlige Eksempler, efter Per Gynt’s blandt andre og de stores om os i Øst og Vest og Syd, indretter sig efter sin Tur for Støbeskeen, saa er det Fremskridt, Kvinder er inde paa.

- Er det Meningen?

Helga Johansen.

*)   Blind Gade.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner