« Tilbage til søgeresultaterne
Verdensudstillingen
Paa Vej til den.
Ved denne Udstilling vil vi, som ved alle dens Forgængere, komme til at opleve en Række af vidunderlige „records”; fra alle Verdenshjørner vil der komme begejstrede besøgende, som for at naa, med den mindst mulige Bekostning, til Alexander den 2dens Bro, vil udrette Vidundere i Retning af Økonomi, Udholdenhed og Ihærdighed.
Vi vil uden Tvivl gense de to østrigske Brødre, som i 1889 gjorde Rejsen fra Wien til Paris i en Trillebør, idet de afvekslende skubbede hinanden.
Vi vil ogsaa gense den opfindsomme Italiener, som, da han manglede Penge til at betale sin Jernbanebillet med, anbragte sig selv i en Pakkasse og fik en velvillig medskyldig til at afsende den, med Paris som Bestemmelsessted.
Og vi vil kunne maale vor Udstillings heldige Udfald med disse heltemodige Anstrengelsers Alen.
Men det synes, som om Prisen i dette Øjeblik maa gives til en stakkels Kone, som man nylig har fundet paa en Landevej i Departementet Marne, udmattet af Træthed og Sult. Da man havde hjulpet hende og havde faaet hende til at indtage nogle styrkende Midler, spurgte man hende om hendes Historie, og her er, hvad hun fortalte:
Denne modige Kvinde er fra Elsass; hun er født den 2. Januar 1797 ; det vil sige, hun er nu et Hundrede og tre Aar gammel.
Drevet af et brændende Ønske om at se Udstillingen, havde hun, 14 Dage før man fandt hende, forladt Elsass, bestemt paa at begive sig til Paris paa sin Fod; thi hun har kun lidt med Penge og desuden Rædsel for Jernbaner.
Hun rejste da. Paa sin Ryg bar hun hele sin Bagage: to Pakker, der tilsammen vejede 59 Pund, og i et Lommetørklæde havde hun sine Rejsepenge, som var den mindste Byrde; thi de bestod af et to Franks Stykke.
Det er unødvendigt at tilføje, at under disse Omstændigheder havde den modige hundredeaarige paa Forhaand besluttet aldrig at gaa ind i et Værtshus eller i en Restauration, heller ikke at nyde før ved sin Tilbagekomst Bordets Glæder eller en Sengs kølende Friskhed. Hun ernærede sig af Brød og Ost. Efter at have gaaet hele Dagen, sov hun, naar Aftenen faldt paa, i en Lade, hvis hun naaede en Landsby, eller under aaben Himmel under Træerne ved Vejen, naar Trætheden tvang hende til at standse paa fri Mark. Denne elsassiske Kvinde er paa denne Maade gaaet fra sit Hjemsted helt til Champagne, og det er i den lille By Sézanne, at man fandt hende for faa Dage siden, halv død af Sult. Saa snart hun var kommen til sin Bevidsthed, vilde hun begive sig paa Vej igen, og det var kun med stort Besvær, at man fik hende gjort begribeligt, at Paris var langt borte endnu. Det lod saa til, at den stakkels hundredaarige slog sig til Taals og gav Afkald paa Opfyldelsen af sin Drøm, men hvem ved, om man ikke vil finde hende igen om nogle Dage, liggende paa en af Vejene i Omegnen af Paris?
Et saa smukt Eksempel paa Udholdenhed burde røre gavmilde Hjerter; denne tapre, gamle Kone har nok fortjent ikke at dø uden at have set Verdensudstillingen.
(Efter et fransk Blad.)
