« Tilbage til søgeresultaterne

Kolding Latin- og Realskole

« Se emneord

Skolen har nu haft Fællesunder­visning i tre Aar, i dette Skoleaar i alle Klasser undtagen 3. og 4. Eksamensklasse. I det ny Skoleaar vil Piger blive opflyttede i 3dje Eksamens­klasse, saa at Fællesundervisningen snart vil være gennemført i hele Sko­len. Der er ikke meget at sige om Fællesundervisningen ud over, hvad der er sagt i de tidligere Programmer. Skolen har aldrig haft Grund til at fortryde dens Indførelse, lige saa lidt af Hensyn til Disciplinen som til selve Undervisningen. Det er saa langt fra, at Pigerne er blevne over­anstrengte, at de tvertimod maa siges, gennemgaaende at have haft let ved at opfylde de til dem stillede Krav. I enkelte Klasser er de Drengene over­legne i Dygtighed, i andre er Stand­punktet ens. Forholdet mellem Pi­ger og Drenge i Klasserne og paa Pladsen er ligefremt og naturligt. De har Fællesundervisning i alle Fag, ogsaa Gymnastik. Gymnastik­undervisningen i Underklasserne er ledet af en Lærerinde, i Overklasserne har der altid foruden Læreren været en Lærerinde til Stede. Pigerne har Valgfrihed over for Haandarbejde og Sløjd, flere har foretrukket det sidste Fag.

Den Tid er forbi, da Fællesunder­visningen i Kolding Latin- og Real­skole var Genstand for Kamp. Nu er den en fastslaaet Kendsgerning, som næsten alle finder ganske selvfølgelig. Fællesundervisningens Modstandere var ved dens Indførelse for tilbøjelige til at betragte denne Forandring udeluk­kende fra Skolens Side, - som en økonomisk Reform - og ikke til­strækkelig opmærksomme paa, at den ogsaa betød en Ret for Pigerne og disses Forældre. Den af Kommunen støt­tede Undervisning var hidtil forbeholdt Drengene, Fællesundervisningens Indførelse medførte, at dette Privilegium hævedes, og at baade Drenge og Piger fik samme Ret, hvad enten de øn­skede at tage almindelig Forberedel­seseksamen eller Studentereksamen. Det er en Selvfølge, at Pigerne har Adgang til Skolens Fripladser og Sti­pendier lige saa vel som Drengene, og i sidste Skoleaar har af de højere Klassers Piger 4 haft hel eller halv Friplads, 2 desuden Bogstipendium. Latin- og Realskolen har sidste Skoleaar haft 33 kvindelige Elever, Forberedelsesskolen 19, ialt 52. Dette er 20 pCt. af de to Skolers samlede Elevtal - omtr. 250 - og viser Fællesundervisningens hurtige Vækst i de faa Aar, den har været indført.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner