« Tilbage til søgeresultaterne
Breve fra udenbys Venner
Den gode Kone i Vejby (Visby). Af Elise Lindberg.
Efter at have læst et Stykke i „Kv. og Samf.” Nr. 16, som under ovennævnte Overskrift indeholder Træk af min afdøde Moders Liv, beder jeg den ærede Redaktion af dette Blad om at give Plads for nogle enkelte Udtalelser.
Min Moders Minde er saavel mine Sødskende som mig saa inderlig kært, og jeg beder derfor Frk. Lindberg modtage vor bedste Tak for det lyse Billede, hun i „Kv. og Samf.” har tegnet af hende. Det passer saa godt paa hende; thi hun var en ualmindelig kærlig Natur, der havde lært stille og mild at bære Livets svære Byrder. Vel kunde hun blive bedrøvet og modløs.- som vel ethvert Menneske kan blive; men det varede ikke gerne længe, før hun igen saa sollyse Højder for sit Blik; thi hun forstod at gaa i Enrum og tale med Gud, og hun forstod at øse af „de levende Vandstrømme, der bliver i Menneskehjertet en Kilde med Vand, der vælder til et evigt Liv.”
Naar der er bleven sagt, at Moder paa Grund af Skoleforsømmelser ikke havde faaet lært hverken at læse eller skrive, saa forholder det sig hermed saaledes: Mo’er dikterede altid sine Breve, fordi hun vel ikke har kunnet skrive; men hun læste meget smukt, og forstod at lægge hele sin Sjæl ind i det, hun læste; og aldrig - det tror jeg, jeg tør sige med Vished - er en Dag gaaet til Ende, uden at mine gode Forældre gennem Sang og Læsning bidrog til at skabe os alle i Hjemmet noget af Himlen paa Jord. Mo’er havde nemlig en smuk og blød Sangstemme, og skønne er Minderne fra Hjemmets Mørkningstimer, naar hun sang vore dejlige Salmer og Sange. Ja, Lys spredte hun om sig - saavel til Omgivelserne i Hjemmet som til de mange udenfor, hun støttede og hjalp efter bedste Evne, og sjælden er vist nogen gaaet utrøstet fra hende.
Hvad mig angaar, da bringer jeg Frk. Lindberg en kærlig Tak for de gode Tanker, hun har om mig; men samtidig maa jeg tilstaa, at med Dygtigheden er det ofte kun smaat bevendt og min Eksamen tog jeg desværre heller ikke - som Frk. Lindberg mener - med bedste Karakter, men med 150 Points.