« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
Min Broderdatter Frederikke spurgte mig somme Tider med Taarer i Øjnene, hvorfor hendes Skolekammerater saa ofte lo ad hende og sagde: „Du ligner Houten Clara.” Hun vidste lige saa godt som jeg, at Houten *) Clara var Navnet paa en Statue, udskaaret i Træ, som staar i Vajsenhuset i Antwerpen; men hun vilde gerne vide noget nærmere om denne Clara, og jeg vidste intet at sige hende.
*) Anmrk.: Hout betyder Træ; deraf Tillægsordet houten: af Træ.
Lille Frederikke var død for flere Aar siden, da jeg gav mig til at studere min Fødebys Fortidsminder og Sagn. Derved fik jeg ogsaa Oplysninger om Houten Clara. Fortællingen begynder snart efter Antwerpens Erobring under Hertugen af Parmo, og jeg tror, at en virkelig Begivenhed ligger til Grund for den. Jeg vil her meddele den, saaledes som har hørt den af gamle Folk; jeg har kun ordnet og bearbejdet den en Smule.
En Foraarsdag i Aaret 1589 spadserede Vajsenhusets Beboere, en Flok Pigebørn af forskellig Alder, ud gennem Porten, førte af deres Forstanderinde. De saa med nysgerrige Blikke til et nærliggende Hus, inden for hvis smaa, blyindfattede Vinduesruder en smuk, rigt klædt Dame saas. : „Se” sagde en af dem, ”der er den fornemme Sennora, som er flyttet ind i vor Nabos Hus.”
„Jeg ved, hvad hun hedder,” udbrød en anden, ”det er Grevinde Almata, og hun er kommen fra Spanien.” „Hvordan har du dog faaet det at vide?” spurgte en tredje.
„ Jeg har hørt Søster Monika, fortælle det til Plejemoder. Og dog er Sennoraen ikke Spanierinde, I ser, hun har blaa Øjne og lyst Haar. Hun er fra Antwerpen og er bleven gift med en Spanier.
„ Saa, nu laver Therese igen Historier, ” sagde en af de andre Smaapiger leende.
„I kan bare spørge Houten Clara, hun hørte det ogsaa. Aa du Houten Clara, hør lidt.”
Ved disse Ord vendte Forstanderinden sig om, paalagde med et strengt Blik de smaa Sladdersøstre Tavshed, tog med et Udtryk af særlig Ømhed den nærmest staaende lille Pige ved Haanden og gav sig til at gaa i Spidsen med hende.
„Altid Houten Clara,” mumlede Therese; „hun skal ogsaa stadig trækkes frem og gøres Stads af. Se, hvor stiv hun holder sig, ligesom om hun havde et Kosteskaft i Ryggen.”
„Ti du bare stille,” hviskede en af de ældste, „hun kan en ny Salme, som hun vil lære os efter Middag. Hun spiller den paa Klaveret, den er om den bodfærdige Magdalene. Aa, jeg vilde give to af Fingrene paa min venstre Haand for at spille Klaver som Houten Clara.”
„Ja, det er godt nok altsammen, men hvorfor bliver der altid kælet for hende? Hun er dog kun et Vajsenhusbarn ligesom vi andre. Og hvorfor er hun saa stolt?”
„Stolt, hun? Men Therese, hun er jo Blidheden og Godheden selv.”
Pigebørnene vilde maaske længe have snakket om deres Kammerat, hvis ikke en smuk ung Mand, der red forbi paa en prægtig Hest, havde vendt deres Tanker i en anden Retning.
Medens Pigebørnene gik forbi, stod den Dame, som de havde lagt Mærke til, ubevægelig ved Vinduet. Hun var ikke ung længer, vel noget over tredive Aar, men meget smuk trods sin Bleghed og sit sørgmodige Udseende. Da hun havde staaet saaledes en Tid, aabnedes Døren sagte, og en Mand med fornem Holdning og i en Adelsmands Dragt traadte ind. Han gik bagfra hen til Damen, som, ikke rørte sig, og kastede over hendes Skulder et spejdende Blik ud paa Gaden. Derpaa satte han sig lige over for hende og begyndte :
„Altid sørgmodig og nedslagen, Catalina? Du sagde stadig, at dit Hjemlands Luft vilde helbrede dig; men nu har vi opholdt os fjorten Dage i din Fødeby, og jeg har ikke set et Smil paa dit Ansigt. Naar undtages et Par Besøg hos dine Slægtninge, har du ikke forladt dette Hus, har du vel?”
De sidste Ord blev udtalt i en spørgende, indtrængende Tone. En svag Rødme steg op i Damens Ansigt. Manden vedblev, idet han saa stivt paa hende: „Med mig har du neppe Villet gaa ud paa Gaden ; men i Aftes silde sneg du dig ud med din Duenna *). I gik langt hen paa Torvet, ind i et fattigt Hus. Hvad havde Sennora Almata dér at bestille?”
„Carlos, hvorfor taler du til mig i denne Tone? Hvorfor udspejder du ethvert af mine Skridt?”
„Det naturligste var, at du først og fremmest svarede paa mit Spørgsmaal, Catalina.”
„ Jeg gik hen paa Torvet for at trække en Smule frisk Luft.” Saa huskede jeg paa, at en gammel Pige, som havde tjent hos mine Forældre, da jeg var lille, boede dér. Det gjorde hun da for otte Aar siden, da vi tog her fra. Men hun er flyttet bort for længe siden, sagde man mig. Ingen ved, hvor hun er bleven af.”
„Jeg skal hjælpe dig at finde hende, Catalina. Hvad hedder hun?”
Grevinden skiftede Farve og svarede efter et Øjebliks Tøven med usikker Stemme: „Vi kaldte hende altid den - - den sorte Anna.”
„Ja saa? Den sorte Anna! Man skulde næsten tro, du havde glemt Navnet.”
Den smukke Dame rejste sig heftig op. „Jeg forbyder dig at tale til mig paa denne krænkende Maade. Selv om du med din skinsyge Natur føler Mistillid til din Hustru, saa burde du dog i mig respektere min fædrende Slægt, det ædle Hus Ghyseghem.”
„Jeg har aldrig glemt den Ærbødighed og Taknemlighed, jeg skyldte din Fader, min ven og Vaabenbroder Juan de Ghyseghem. Han betroede dig til min Omsorg, og jeg skal trolig opfylde mine Pligter som din Husbond. Netop derfor vil og maa jeg opdage den Hemmelighed, du skjuler for mig. Jeg tiltror dig ingen slette Hensigter; men jeg maa sørge for, at du ikke udsætter dig for Fare uden at Vide deraf, du ser, jeg kan tale aabent til dig, thi jeg har intet at skjule.”
Sennoraen syntes at angre sin Heftighed. Hun gik hen til sin Mand og rakte ham Haanden: „Gode Carlos,” sagde hun i en bedende Tone, „tilgiv mig min Pirrelighed. Men hvorfor viser du mig stadig denne Mistillid? Hvorfor tager du mig i en saa ringe Anledning i Forhør, som om jeg var en Forbryder, der stod for sin Dommer? Du ønsker, at jeg skal være en glad og kærlig Hustru, ikke sandt ? Saa maa du høre op med at mistro og udspejde mig. Giv mig den samme Frihed, som andre Kvinder her i Landet har, og du skal se, jeg skal blive anderledes.”
„Jeg ved ikke, hvor du kan sætte dig i Hovedet, at du bliver holdt i Trældom og udspioneret. Hvorfor gaar du hemmelig ud? Ak, gid jeg kunde banlyse al Tvivl af mit Sind, men den vækkes bestandig paany af din gaadefulde Færd. Jeg er en Mand, og jeg er en Spanier, vær ædelmodig og glem det ikke saa ofte.”
„Carlos, Carlos! dersom du kunde læse i mit Hjerte. Hellere end at svige den Kærlighed og Taknemlighed, som jeg skylder dig, vilde jeg lide Døden! Hav Medlidenhed med mig og pin mig ikke med Mistillid!”
„Min stakkels Catalina, græd ikke saaledes! Lad os afbryde denne pinlige Samtale og lad alt være glemt. Farvel saa længe min elskede. Om en Times Tid kommer jeg og henter dig, for at vi kan aflægge det lovede Besøg hos Sennora Beza de Santa Croz.”
Han kyssede kærlig sin Hustrus Haand og gik.
*) Anmrk.: En fornem spansk Dame gik i den Tid aldrig ud uden Ledsagelse.
