« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige studerende ved de tyske Universiteter
(Efter „Politiken”.)
I disse Dage har efter tyske Blades Beretninger en Grevinde Gabrielle von Wartensleben, en Dame i Trediveaarsalderen, som den første af sit Køn erhvervet den filosofiske Doktorgrad ved Wiens Universitet. Ved den højtidelige Promotion udtalte Rektoren, Prof. Wilhelm Neumann, at mens alle var enige om, at Kvindens største Betydning laa i hendes Arbejde for Hjemmets Idealer, saa var der nogle, der mente, at man burde sætte Skranker for hendes Kappestrid med Manden om Videnskabens Lavrbær. Rektoren var ikke af den Mening. Han hævdede, at saadanne Kvinder, der udmærkede sig ved Aand og Viden, var en Velsignelse for deres Familie, en Pryd for deres Køn og deres Nations Stolthed.
Denne Rektor synes at være en - især efter tyske Forhold - overordentlig frisindet Mand. Der lægges nemlig stadig de kvindelige studerende ved de tyske Universiteter de største Hindringer i Vejen, saa de ofte tvinges til at søge til fremmede, især schweitziske Universiteter. Først og fremmest kan de tyske Kvinder ikke faa de nødvendige Forkundskaber til den akademiske Vej. Der findes ingen Latinskoler eller Gymnasier for Kvinder, og Forslagene herom strander stadigt paa gamle, indgroede Fordomme. Det er naturligvis især Gejstligheden, der her er paa Spil. Karakteristiske er i saa Henseende de Udtalelser, som en bayersk, katolsk Pater fremkom med, da der i den tyske „Bundestag” forhandledes om Oprettelsen af kvindelige Gymnasier. Han erklærede nemlig, at lærde Kvinder paa ingen Maade var noget nyt. Ogsaa den katolske Kirke havde kendt
saadanne, men det havde været Helgeninder (!). Han kunde ganske vist ikke bevise, at der var begaaet noget usædeligt af de nuværende kvindelige studerende. Men naar Tilstrømningen blev stærkere, saa vilde man nok faa noget andet at se. Han vilde derfor stemme for, at alt blev ved det gamle. Den prægtige Klerk staar ikke ene i sine Anskuelser. Selv inden for den tyske Professorstand, der dog ellers i Almindelighed repræsenterer Frisindet og Fremskridtet her, findes der Mænd, næsten lige saa bornerte og stivnakkede. Og en tysk Professor kan paa det Punkt bedre føre sine Fordomme ind i Praksis, end en dansk vilde kunne gøre det. Paa Grund af deres mangelfulde Uddannelse kan Kvinder nemlig ikke blive immatrikulerede ved Universiteterne, de kan kun faa et saakaldt „Hospitantenschein” udstedt, men maa da indhente særlig Tilladelse hos enhver Professor til at høre hans Forelæsninger. Og her forekommer det nu ikke sjældent, at
Professoren nægter at give Kvinder Adgang til sine Forelæsninger. Jeg har endog - i en lille tysk Universitetsby - kendt en Professor i Æstetik, et i andre Henseender fuldkommen normalt Menneske, der paa dette Punkt var fuldstændig Monoman. Jeg glemmer aldrig et Foredrag, han havde den Frækhed at holde i en Dameforening (hvor for øvrigt ogsaa Herrer havde Adgang, i hvert Fald til Foredragene). Det handlede om Kvindens Emancipation. Professoren hævdede, at det var Kvindens første Pligt at se godt ud for at behage Manden og ildne ham op til Daad. Et nyt Kvindeideal, Nora, der satte sit eget Jeg op mod Mand, Hjem og Børn, var vokset frem, et Selvkærlighedens Ideal. Hvor var de Kvinder, der villigt ofrede deres unge Dejlighed for at begejstre en Goethe til Sang? Hvor var der nu Kvinder som Friderike Brion eller Lili? Derfor var Digtekunsten sunken saa dybt, som den var. Den manglede Fyrsternes, men fremfor alt Kvindernes Protektion. Her laa Kvindens Opgave. Men Kvindestudium var og blev Kunstbroderi.
Byens Damer var dybt indignerede, og der taltes ikke om andet de næste fjorten Dage. Men de tyske Studenter var ganske enige med Professoren.
Dette tør være nok til at vise, at vi Danske dog paa dette Punkt er komne ikke saa lidt videre end vor store Nabokulturstat. Men det er altid lærerigt at betragte et tilbagelagt Stykke Kulturhistorie.
Bonn am Rhein.
