« Tilbage til søgeresultaterne
Et Spørgsmaal
I Bladet af 6. f. M., som jeg først nu har faaet Lejlighed til at læse, har en Indsender under Mærket A. R. givet en Fremstilling af et sørgeligt Plejeforhold i et jysk Sogn, hvor 2 Gaardmandskoner var valgte til Tilsynshavende for Plejebørnene; som Følge af de Vanskeligheder, de har mødt, søger Oplysning om den Vej de skal gaa for at blive løste fra den forpligtelse de har paataget sig – et Spørgsmaal, som Hr. Højesteretssagfører O. Johansen har besvaret med en Klarhed som, juridisk set, intet lader tilbage at ønske. Det forekommer mig dog, at det i et Spørgsmaal som det omhandlede, ikke er den skrevne, men den uskrevne Lovs Paragrafer man skal ty til; og da maatte Svaret blive det: Du har slet ikke Lov til at gaa, i hvert Fald ikke før Du med en rolig Samvittighed kan sige, at det paaankede Forhold er ordnet saaledes at Du kan erklære Dig fuldtud tilfreds med Ordningen.
Naa man frivilligt paatager sig et Ansvar, det være ringe eller stort, saa bør man ikke gaa tilbage for den første Sten, der lægges en i Vejen, tværtimod, man ægges til at rydde Hindringerne bort og vise, at man er sig sit Ansvar bevidst baade overfor sig selv og andre - og i et Tilfælde som dette - først og fremmest overfor de værgeløse smaa.
Ellers har man handlet letsindigt Ved at paatage sig et Ansvar, som der i det givne Øjeblik maaske ellers havde været bedre Hænder at lægge det i. Jeg vilde i dette Tilfælde ikke spørge: Hvorledes skal jeg blive fritaget for mit juridiske Ansvar, men: hvor skal jeg finde Støtte til at sætte min Villie igennem: at faa de smaa Anbragt under betryggende Forhold.
Men skal den spørgende - som jo altsaa nu kender Loven af 1. Marts 1895 - være nødt til at gaa den Vej, denne anviser, saa kan det jo hænde, at mens Græsset gror, dør Horsemor. Hvorfor saa ikke straks gaa til Amtmanden og sige ham, at Samvittigheden byder en at gaa den korteste Vej mellem de to Punkter, fordi der - naar det ikke skal blive for sent - maa og skal handles straks.
