« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn,
(Fortsat).
Snart efter aabnedes Døren, og en gammel Kvinde tittede ind. Grevinden, der var sunken ned i en Lænestol, fløj op, greb sin Duennas Haand og trak hende hen til Vinduet. Derpaa hviskede hun neppe hørlig:
„Naa, Ines, kære gode Ines, har du opdaget noget? Ved du, hvor Anna Canteels er bleven af?”
„Ja, Sennora, og jeg ved mere, endda.”
„Hvad? Hvordan? - Skulde det være muligt. –”
„Himlen ske Tak, jeg ved ogsaa, hvor, hun er.”
Grevinden skælvede, og et henrykt Smil, opklarede hendes Ansigt.
„Tal dog! Lad mig støtte mig til dig. Nej, jeg fejler ikke noget, pin mig blot ikke, men tal.”
„Sennora, hører I Sang,? Det er de forældreløse Pigebørn i Nabohuset;”
„Ja, jeg hører dem; men hvad mener du? for Guds Skyld, tal!”
„Hun er iblandt dem. Hendes Stemme er en af dem, som I hører.”
„Alle Helgene, er det muligt!”
Et Udtryk af uudsigelig Glæde udbredte sig over Grevindens Træk. I nogle Øjeblikke stod hun henrykt lyttende til de barnlige Stemmer. Da de tav, greb hun Duennaens Haand: „Sæt dig hos mig, kæreste Ines, og fortæl mig alt, men hurtig.”
„Ja, jeg fandt altsaa Anna Canteels, Hun græd bitterlig, da hun kendte mig, og tilstod alt. I de første
Aar betalte hun for Barnet hos en brav Bondefamilie. Men senere giftede Anna sig med en Soldat, som viste sig at være en slet og raa Mand. Han aftvang hende alle de Penge, I havde givet hende; men Anna sikrede dog hende en ordentlig Opdragelse. Det tager for megen Tid i Øjeblikket at fortælle den Historie hun opfandt; kort sagt, hun fik hende optaget som forældreløs i Huset her tæt ved. Man kalder hende sædvanlig Houten Clara.”
„Houten! et fornærmeligt Øgenavn Min Gud, er de onde imod hende? „Paa ingen Maade, Sennora. De siger det kun, fordi hun holder sig saa rank og stolt. Det lader til, at de hver har sit Tilnavn, og hendes er snarest smigrende. Hør - - Greven kommer.”
Ganske rigtig traadte hendes Mand ind i samme Øjeblik. Han smilede glad overrasket ved det straalende Blik, hvormed hans Hustru hilsed ham, og snart efter vandrede de sammen ned ad Gaden med stolt Holdning og afmaalte Skridt.
Næste Morgen var Sennora Almata mod Sædvane oppe og paaklædt til at gaa ud, da Duennaen traadte ind i hendes Soveværelse. Den gamle saa helt forbavset, ja misfornøjet ud men Grevinden vendte sit skønne glædestraalende Ansigt imod hende og sagde spøgende:
„Vær ikke vred paa mig, Ines Du gik saa mange Skridt for min Skyld i Gaar, at jeg ikke kunde nænne at kalde tidligt paa dig i Morges. Kom nu,” tilføjede hun sagte, „jeg maa se hende, jeg maa se hende. Hvor mit Hjerte slaar, det er, som om der strømmer nyt Liv i mine Aarer! Lad os gaa hen og se hende.” „Men Greven, Sennora?” „Han har givet mig Lov. Jeg har sagt ham, at jeg i denne Morgen vilde gaa ud og købe Kniplinger paa Vajsenhuset, og han omfavnede mig og svarede: Gaa hvorhen du vil, min elskede, min Mistillid er forbi. Vær glad og aaben, som du nu er; det ædle Sind, din Æresfølelse og din Stolthed er mig Borgen for al din Færd.”
Duennaen sukkede dybt. „Hvor tungt at skulle bedrage en saadan Mand, saa god, saa ædelmodig! Gud tilgive os, Sennora.”
Grevinden bøjede Hovedet dybt. „Ak, du har Ret; men hvad skal vi gøre? Du ved jeg er en tro Hustru, og dog er jeg fordømt til at lide og paadrage mig Mistanke. - Om jeg tilstod alt, Ines?”
„Himmel, hvad siger I, Sennora?” „Der er Øjeblikke, da jeg synes, jeg kunde sige ham hele Sandheden.” „Vogt eder vel for det, Sennora. Det kastilianske Blod vilde tage Magten over alle mildere Følelser i Grevens Sind. Hans Liv vilde være forgiftet, om han vidste - -. Og hvem ved, hvad eders Skæbne vilde blive. Hellere vende tilbage til Spanien straks og søge at glemme Maalet for eders Rejse.”
Grevinden for op: „Hvad vover du at foreslaa mig? Rejse uden at se hende! Du ved lige saa godt som jeg, at det er umuligt. Giv mig min Kaabe og følg med.”
Et Par Minutter efter stod Grevinden med sin Duenna udenfor Vajsenhusets gotiske Portal og blev af den nejende Portnerske ført ind til Forstanderinden, som modtog den fornemme Dame med Ærbødighed og lagde kostbare Kniplinger for hende til Udvalg. Grevinden saa dog kun flygtig paa dem, men udtalte med usikker Stemme Ønsket om, at se Eleverne ved deres Arbejde.
Forstanderinden samtykkede villig og aabnede Døren til en stor Sal, hvor Pigebørn i forskellig Alder sad i Rækker, største Delen i Færd med at kniple. De var alle ens klædte i sorte uldne Kjoler med Halskraver og Forklæder af snehvidt Lærred. Forstanderinden viste sin Gæst de forskellige Arbejder, men undredes over hendes urolige, aandsfraværende Væsen. Endelig sagde Grevinden:
„Eders Plejedøtre synger smukt, ærværdige Moder; især har jeg lagt Mærke til en høj, klar Stemme, som er vidunderlig blød og klangfuld”.
„Aa, det maa være Houten Claras. Men I blegner, ædle Frue, er Luften herinde for trykkende?”
„Det har intet at sige, ærværdige Moder,” skyndte Duennaen sig at svare, „min Herskerinde skifter ofte Farve; men derfor er hun ikke syg.”
„Det glæder mig. Maaske Sennoraen ønsker at høre en Sang?”
„Det vilde glæde mig overordentlig,” sagde Grevinden og sank ned i en Lænestol.
„Mine Børn, syng eders Julesang for denne ædle Dame. Du, Clara, kan synge for, og I andre skal gentage Omkvædet.”
(Fortsættes.)
