« Tilbage til søgeresultaterne
Karma
af
Paul Carus, Chicago. (Oversat efter Ethische Kultur.)
Tanken om den moralske Samfundsfølelse bliver udviklet paa en smuk Maade i en buddhaistisk Legende, som findes i ovenstaaende Fortælling. „Karma” er Indbegrebet af alle de Gerninger - gode og onde - som Mennesket har udført saa vel i dette Liv som i tidligere Tilværelsesformer.
I Følge Karmas Lov fører alle slette Handlinger til Tilintetgørelse, alle gode Gerninger fører til Livet. Derfor gives der en Afslutning for enhver slet Handling, men der findes ingen Afslutning for de gode Handlingers Liv. Den ringeste gode Gerning bærer Frugt.
Denne Tanke bliver nu gjort klar for Læseren gennem følgende Legende om Røveren, Kandata:
„Kandata var i Helvede og var fordømt. Paa hans Bønner om dog at blive befriet for denne Helvedeskval, svarer Buddha:
„Kandata, hvis du nogen Sinde har udført en medfølende Kærlighedsgerning, saa vil den nu hjælpe til at løfte dig ud af din Pinsel. Men du kan kun finde Frelse, naar de unævnelige Smerter, som du lider paa Grund af dine slette Handlinger, luttrer dig, naar Selvbedraget viger aldeles fra dig, og naar du er renset for Forfængelighed, Begærlighed og Misundelse.”
Kandata tav, thi han havde altid været ondskabsfuld og grusom; men Tathogota, den hellige Buddha, saa i sin Alvidenhed alle de Gerninger, som den elendige havde begaaet i sit jordiske Liv, og han blev var, at Røveren en Gang havde set en Edderkop krybe paa Jorden og havde skaanet den, fordi han tænkte ved sig selv: Jeg vil ikke træde Edderkoppen ihjel med min Fod; den er uskadelig og gør ingen Fortræd. -
Buddha saa, fuld af Medynk, paa Kandatas Kvaler og sendte Edderkoppen ned til ham i Helvede ved en af dens Traade, og Edderkoppen sagde til ham:
„Grib fat i Traaden og stig opad! ”
Edderkoppen løb saa tilbage og Kandata gjorde store Anstrengelser for at følge den - og det lykkedes. Traaden var saa stærk, at den holdt, og Kandata klatrede højere og højere til Vejrs. Da følte han, at Traaden blev stram og rystede. Hans Lidelsesfæller havde set ham og begyndte at følge efter ham. Da han opdagede dette, at andre klatrede efter ham, blev han forskrækket. Han tænkte paa, hvor tynd Traaden var, og lagde Mærke til, hvorledes den rakte sig under den forøgede Vægt; dog var Spindet elastisk og syntes stærkt nok til at kunne bære alle. Kandata havde hidtil kun set opad; nu saa han tilbage og neden under sig saa han følgende tæt i Hælene paa ham, en
talløs Mængde af Helvedes Beboere. Umuligt, tænkte han, dette svage Spind kan ikke bære Vægten af en saadan Masse, og i bævende Angst for sin egen Skæbne raabte han højt:
„Slip Edderkoppens Traad, den er min!” I det Øjeblik; han havde udstødt Ordet „min”, brast, Traaden og Kandata faldt tilbage, ned i Helvede.
Den Hjælp, som bliver tildelt Een, kommer ogsaa en anden til gode, ganske som Eens Fordærvelse skader andre.
Selvbedraget var endnu ikke veget fra Kandata. Han kendte endnu ikke den oprigtige Længsels vidunderlige Kraft til at hæve sig opad og til at betræde Retskaffenhedens hellige Sti.
Selv om vor oprigtige Stræben gerne kun er svag som Edderkoppens Spind, saa kan den dog bære Millioner. Og jo flere, der stiger opad, desto lettere bliver det for hver enkelt at hæve sig endnu højere. Men saa snart der i Menneskets Hjerte opstaar den Tanke; dette er mit; Retskaffenhedens Velsignelse tilhører mig alene; ingen anden skal have Del deri, saa brister Traaden og Mennesket falder tilbage i sin gamle egenkærlige Tilstand.
Egenkærlighed er Fordømmelsen, og Sandhed er Frelsen. Hvad er Helvede andet end Egenkærlighed? Det er lutter Egenkærlighed, intet andet; og Nirvana er Velvilje mod alle og et hæderligt Liv.”
