« Tilbage til søgeresultaterne

Skolen paa Tjasnaïa Poliana

Af: Leo Tolstoj, Helga Westergaard

« Se emneord

Skolen paa Tjasnaïa Poliana*).

Af Grev Leo Tolstoi.    

Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.

*) En Skole, som Grev Tolstoï har op­rettet paa sit Gods Tjasnaïa Poliana i Om­egnen af Tula, og hvor han selv har under­vist               

 

I.

Skolen er indrettet i et toetages Stenhus. To Værelser er bestemte til Børnene og to til Lærerne; desuden er der et Arbejdskabinet. Paa Stentrappen udenfor Huset Hænger der under Halvtaget en lille Klokke med et stykke Reb ved. I Forstuen forneden findes Gymnastikapparaterne, i den foroven er der en Høvlebænk.

Trappen og Forstuen bærer Mærker af Sne eller Snavs; selv der kan man læse Skoleskemaet paa Væggene.

Undervisningen er ordnet paa føl­gende Maade: den af Lærerne, der bor paa Skolen, Bestyreren af den, han som tillige sørger for den ydre Orden, sender omtrent Kl. 8 om Mor­genen en af Eleverne, som i Reglen har tilbragt Natten der, hen at ringe med Klokken.

I Landsbyen staar Folk op ved Lampeskin. Fra Skolen har man al­lerede længe kunnet se Lys skinne i Vinduerne; en halv Time efter Klokke­ringningen ser man gennem Taagen eller Regnen eller ved Foraarets skraa Solstraaler ligesom usikre Skygger komme frem paa Toppen af Bakkerne, - Skolen er skilt fra Landsbyen ved en Hulvej, - snart enkeltvis, snart to eller tre i Følge. Det Instinkt, der driver Hestene til at gaa i Flok, har Børnene for længe siden mistet; derfor trænger de heller ikke mere hverken til at vente  paa hverandre eller at skynde paa hverandre.

Vor Elev ved allerede saa meget om utchilitche*), at han slet ikke fø­ler Trang til Selskab.

*)   Skolen.

Timen er kom­men, og han begiver sig paa Vejen. Det er, som om han for hver Dag, der gaar, bliver frejdigere og frejdi­gere og faar mere og mere Foretagelseslyst.

Undervejs har jeg næsten aldrig set dem lege, undtagen maaske en af de smaa eller en ny Elev, der var kommen fra en anden Skole.

Ingen af dem har noget at bære, hverken Bog eller Stilebog; de har aldrig noget Hjemmearbejde. Og ikke alene har Barnet ikke noget at bære i Hænderne; men han har heller ikke noget at bære i Hovedet.

Slet ingen Lektier: hvad han tog sig for i Gaar, har han slet ikke nø­dig at bekymre sig om i Dag. Han piner ikke sin Hjerne med den Lektie, der forestaar. Han medbringer kun sig selv, sin modtagelige Natur og den Overbevisning, at i Dag vil Skolen være ligesaa fornøjelig for ham, som den var det i Gaar. Han tænker ikke paa Timen førend i det Øjeblik, den skal begynde.

Aldrig en Bebrejdelse for at komme for sent, og alle kommer de i rette Tid, undtagen en Gang imellem en stor Dreng, der har skullet udrette et eller andet for sin Fader, og som saa senere kommer løbende ganske for­pustet og i fuld Galop.

Inden Læreren kommer, samler Børnene sig, nogle udenfor Huset, hvor de morer sig med at puffe hver­andre ned ad Trappetrinene eller med at glide paa Isen paa Fodstien, andre inde i Skolestuen, hvor de, naar det er koldt, læser, skriver eller leger.

Pigerne blander sig ikke mellem Drengene. Naar Drengene har noget at sige til Pigerne, henvender de sig ikke til en enkelt af dem, men til alle tilsammen.

„Naa, Smaapiger, hvorfor glider I ikke?”’

Eller:

„Se en Gang, alle Smaapigerne er helt forfrosne!”

Eller:

„Hør, Smaapiger, kan I allesammen springe over mig?                

En af dem, et Barn oppe fra Gaarden*), en lille Pige paa ti Aar med forskellige mærkelige Evner, begynder imidlertid at skille sig ud fra de andre Pigebørn; det er den eneste, som vore Elever Behandler som deres Lige, som en Dreng, men med et let Anstrøg af Høflighed, Overbærenhed og Tilbageholdenhed.

*)  Her menes den Gaard, hvor God­sets Folk bor.     

                    

II

Lad os tænke os, at Skemaet i Dag byder paa Stavning i nederste Klasse, Indenadslæsning i anden og Matematik i tredje Klasse.

Læreren kommer ind i Skolestuen. Paa Gulvet ligger alle Børnene i en Bunke, hvinende og skrigende:

„I knuser mig! I knuser mig!

Eller:

„Lad være at trække mig i Haaret! osv. - osv.

„Piotre Mikhaïlovitch!” raaber en Stemme fra Bunden af Bunken op til Læreren, „sig til dem, de skal lade mig være!”

„God Dag,  Piotre Mikhaïlovitch!” raaber nogle andre uden at holde op med deres Støjen.

Læreren tager Bøgerne frem og uddeler dem til dem af Børnene, der har fulgt ham hen til Skabet. De Elever, der ligger øverst i Bunken, forlanger deres Bøger. Lidt efter lidt bliver Bunken mindre og mindre. Ved at se Bøgerne i de fleste af Kam­meraternes Hænder løber de sidste hen til Skabet og raaber!

”Giv mig! ... Og giv mig! … Giv mig den Bog, jeg havde i Gaar! . . . Jeg vil have Koltzev”… osv.

Hvis der er et Par Stykker, som i Kampens Hede endnu ruller omkring paa Gulver, skal de andre, der alle­rede sidder paa Bænkene med Bø­gerne i Hænderne, nok raabe til dem:

„Hvorfor kommer I ikke? Man kan ikke høre Ørenlyd! Nu er det nok!”

De stridende underkaster sig; gan­ske forpustede tager de deres Bøger og sætter sig, men ikke uden at sparke lidt med Benene i det første Øjeblik, indtil Ophidselsen har lagt sig. Kamp­iveren svinder, og Læseiveren begyn­der at herske i Klassen. Med den samme Fyrighed, hvormed han for et Øjeblik siden trak Michka i Haaret, læser han nu i Koltzev; Munden staar halvt aaben; de smaa Øjne straaler; han har ikke Sans for andet end sin Bog. Nu koster det lige saa megen Anstrengelse at rive ham bort fra Bogen som før fra Kampen.

De sætter sig, hvor de har Lyst: paa Bænkene, Bordene, Vindueskar­mene, paa Gulvet, i Lænestolen. Smaapigerne sidder altid samlede. Ven­nerne fra den samme Landsby; især de smaa, - Kammeratskabet er størst blandt dem - sætter sig altid ved Siden af hverandre. Saa snart en af dem har valgt en eller anden Krog, kommer alle hans Kammerater, puf­fende sig frem eller krybende under Bænkene, hen og sætter sig Side, om Side med ham, idet de ser sig om med et Udtryk af Glæde og Tilfreds­hed, som om de havde fundet deres Livslykke ved at sidde netop dér. Den store Lænestol, som staar midt i Skolestuen, uden at man ved, hvor­dan den er kommen der, er Genstand for det almindelige Begær. Saa snart en har faaet den Ide at sætte sig i den, er der en anden, som blot paa hans Blik har gættet sig til hans Hen­sigt ; begge styrter derhen, og nu kom­mer det an paa, hvem der vinder Sejr. Den behændigste breder sig i Stolen; Hovedet naar langt fra op til Kanten af Stoleryggen, men han læser meget bedre end de andre, i den Grad gaar han op i sin Opgave.

Medens Undervisningen staar paa, har jeg aldrig set dem enten hviske eller knibe hverandre, eller fnise, pru­ste i Fingrene eller sladre paa hver­andre til Læreren. Naar en Elev, der nylig er kommen hertil fra en anden Skole, begynder at beklage sig, bliver der sagt til ham:

„Hvad er det for noget? Du har vel knebet dig selv?”

De to mindste Klasser rummes i den ene Skolestue, den øverste i den anden. Saa snart Læreren kommer ind i første Klasse, omringer de ham allesammen henne ved den sorte Tavle; de lægger sig eller sætter sig paa Bordet omkring Læreren eller omkring den, der læser højt. I Skrivelinien sidder de paa Bænkene; men de rej­ser sig hvert Øjeblik for at kige i de andres Skrivebøger eller for at vise Læreren deres egen.

Timesedlen fordrer fire Undervisningstimer; men undertiden nøjes man med tre eller to, og undertiden for­griber man sig ogsaa paa de andre Fag. Læreren begynder med Arit­metik og gaar Over til Geometri, eller ogsaa begynder han med Bi­belhistorie for at ende med Gram­matik. Det er ikke saa sjældent, at baade Lærer og Elever lader sig rive med, og at Undervisningen i Stedet for at vare én Time, bliver ved i hele tre. Det hænder, at Bør­nene af sig selv raaber:             

„Aa, hold ikke op endnu!”.. „Aa, bliv ved!”

Og at de bider dem af, som keder sig, ved at sige til dem i en foragte­lig Tone:

„Keder du dig, saa gaa ud til de smaa!”

Religionstimen er den eneste, der foregaar regelmæssigt, fordi Læreren bor to Verster borte og kun kommer to Gange om Ugen. I Tegnetimen er alle Elever samlede. Det er i de Øjeblikke, der gaar forud for disse Timer, at Livligheden, Støjen, Raabene og Uordenen er paa sit Højdepunkt; nogle slæber Bænke fra den ene Stue til den anden, andre slaas; nogle løber op til Huset*) for at hente Brød, andre rister deres Brød over Ilden i Kaminen; een snapper noget fra sin Kammerat, en anden gør Gymnastik.

Men ligesom i Morgenens Tummel er det ogsaa lettere nu at lade dem berolige sig selv og af sig selv indtage deres Pladser end at tvinge dem dertil med Magt. I Skolens nu­værende Aand er den materielle Tvang en komplet Umulighed. Jo højere Læreren raaber, - det er hændet - jo højere skriger Eleverne; hans Raab ophidser dem kun. Hvis han kan være saa heldig at standse dem og lede deres Opmærksomhed hen paa noget andet, vil dette lille Hav efterhaanden beroliges og blive stille. Men for det meste er det bedst ikke at sige noget.

Tegnetimen, der er den, de alle holder mest af, begynder Kl. 12; saa har de siddet i omtrent tre Timer og er sultne, og derfor føler de Trang til endnu en Gang at slæbe om med Borde og Bænke og gøre stort Spektakel; men saa snart Læreren er fær­dig, er Eleverne ogsaa parate, og ve den, som vil forhindre Klassen i at begynde; de har selv paataget sig at paabyde ham Tavshed.

*)   Det er Grev Tolstoïs Hus, der ligger tæt ved Skolen.

(fortsættes).

« til toppen

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner