« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskabets Fremtid
De flygtige Forhold, hvor det blot er den sanselige Drift, der forener Mand og Kvinde, kan man ikke nævne med Ægteskabets højhellige Navn. Ægteskabet kræver, at man lever Livet sammen, at den ene støtter den anden, og at Faderen hjælper Moderen med Børnene.
Eduard Westermark.
For Kvinden er Ægteskabet Hovedsagen. Lad os bringe Retfærdighed ind i dette Forhold.
Emilé Accollas.
Af alle Angreb paa nedarvede Institutioner fortjener Angrebene paa Ægteskabet især Opmærksomhed. Det Problem fremstiller sig da for os af sig selv: Vil det for det vordende
Samfund blive muligt at bevare Ægteskabet i dets nuværende Form ?
Sociologerne besvarer Spørgsmaalet paa forskellig Maade. Der er dem, der forlanger Afskaffelsen af det lovlige Ægteskab og i Stedet for dette „den fri Kærlighed”; der er andre, der kun forlanger „Retfærdighed i Ægteskabet”. Mange, der har studeret Spørgsmaalet, forlanger, at Manden ved Lov skal have den videst gaaende Ret over Hustruen og hendes Formue. I Følge deres Teori om Individets uindskrænkede Rettigheder lærer Anarkisterne den fri Kærlighed og støtter sig derved til Kvindens økonomiske Interesse og til Retten til at forene sig uden Mellemkomst af nogen som helst Lovens Tjener, kun efter Lidenskabens Drift. De hidsigste Angreb paa Ægteskabets gamle Form gøres i Kvindeemancipationens Navn. Disse Forkæmpere for Kvindesagen er enige om Maalet: Ægtefællers Lighed overfor Loven, men de er uenige om Midlet. For det ene Parti synes det en let Sag at afskaffe Ægteskabet og erklære, at man ikke gifter sig for at faa Børn, det andet Parti synes, at det vilde være uforeneligt med Lovene for Familiens Trivsel, da denne kun er mulig paa Grundlag af Ægteskabet.
Medens det ene Parti støtter sig til økonomiske Grunde for at angribe det lovlige Ægteskab, benytter den anden Part sig af samme Grunde for at tilbagevise den fri Kærlighed.
Den ene priser den fri Kærlighed, hævdende, at det kun er den sanselige Drift, der skal forene to Mennesker, og at dette er et Anliggende af fuldstændig privat Natur, hvorfor man ikke behøver at aflægge Regnskab.
Den anden siger: vel maa der indrømmes Kærligheden den største Plads i Ægteskabet, men det er at miskende dennes sande Natur, om man gør den afhængig af den sanselige Drift. En obligatorisk og offentlig Ceremonis Festlighed udøver en for Kvinden gunstig Indflydelse, mens man derimod, ved at taale hemmelige Forbindelser, vil støtte Udsvævelser med alle deres for Slægten saa skæbnesvangre Følger og fremhjælpe Polygamiet.
Skønt økonomiske Grunde ikke er Grunde af første Rang, saa bliver de det dog ved Forholdenes Magt i denne Sag.
Lad os derfor først og fremmest undersøge disse Grunde.
Bebel skriver, og vi anfører hans Ord, da de udgør den socialistiske Skoles Program:
Kvinden skal i det ny Samfund være socialt og økonomisk uafhængig. Hun staar ved Mandens Side som fri, som hans Lige, hun er Herre over sin Skæbne.
Herre over sin Skæbne og uafhængig af Manden! Man spørger uvilkaarlig, om dette ogsaa er alvorig ment, om nogen virkelig tror, at der vil komme en Tid, hvor Kvinden er uafhængig af Manden, eller hvor Mændene selv er Herrer over deres Skæbne og uafhængige af hinanden.
Og de syge, de svage, Børnene, de gamle, - vil de ikke findes i „det ny Samfund”?
Det er ikke vanskeligt at se, hvor bedragerisk denne Tale er, hvor bedaarende end denne Teori klinger. Dog maa man ikke lade den upaaagtet, thi den vil komme til at skade Kvindesagen derved, at den bringer Kvinden i et endnu mere trykkende Afhængighedsforhold end det nuværende lovlige Ægteskab.
Om man ser bort fra de romantiske Fraser til Gunst for den fri Kærlighed og de teatralske Angreb paa Ægteskabet, bliver det ikke vanskeligt at udfinde, at Kvindens, ligesom Arbejderens Stilling staar i nøjeste Forbindelse med Arv og Ejendom. Arbejderen er ved sine til Organisation utilstrækkelige Midler, sin mangelfulde Dannelse og Disciplin afhængig af Kapitalisten; Hustruens Afhængighed overfor Manden er begrundet i hendes fysiske Svaghed og i Moderskabet. Den Dag, da Arbejderen har overvundet Hindringen for sin Emancipation og det er lykkedes Kvinden at forandre sine fysiske Forhold, ophører for begge Aarsagerne til deres økonomiske Afhængighed. Arbejderens Skæbne ligger i hans egen Haand. Saaledes er det derimod ikke med Kvinden: for hende har Naturen selv trukket Grænserne.
For usædvanlig kraftige Kvinder, som ikke har Børn og heller ikke denne instinktmæssige Drift til at grunde et Hjem, som er ejendommelig for næsten alle Slags Kvinder, for disse kan der muligvis gives en fuldstændig Uafhængighed. Men det er kun Undtagelser, og med Hensyn til Menneskehedens Fremtid kan man ikke en Gang regne dem for en ideal Type. Da disse Kvinder ikke fortsætter Slægten, maa deres Type uddø, og det bliver de svage Kvinder med de stærke moderlige Instinkter, som opretholder Racen. Det vilde altsaa være disse Kvinder med det moderlige Instinkt, der maatte hengive sig til den fri Kærlighed og føde Børn.
Hvorfra vil dog disse Kvinder, uden at blive afhængige enten af Stat Kommune, eller den enkelte Mand (Barnets Fader), faa deres og deres Børns Ophold i den Tid, da de selv intet kan fortjene?
(Fortsættes).
