« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved JulieMeyn.
(Fortsat).
Den omtalte Clara var en ualmindelig yndefuld og smuk lille Pige paa tolv Aar, slank og fint bygget med blaa Øjne og guldgyldent Haar. Hun bar samme Dragt som de andre men hun førte sig paa en ganske anden Maade. Der var i hendes Holdning og Udtryk noget, der kunde tyde paa fornem Slægt, en ejendommelig Finhed, Ynde og Værdighed. Julesangen, som hun nu istemmede med sin klokkeklare Stemme, var en latinsk Hymne med et ofte gentaget Halleluja. Grevinden lyttede til den med saa dyb Rørelse, som om hun havde hørt de himmelske Hærskarer synge. Da Sangen tav, gik hun hen til Houten Clara, tog hendes Haand og sagde med skælvende Stemme:
„Hvor du synger dejligt, mit Barn. Se dog paa mig, du er da ikke bange for mig?”
Clara, der havde staaet med nedslagne Øjne, saa nu op med et usigelig blidt Smil og svarede:
„O nej, ædle Frue, I taler med saa megen Godhed til eders ringe Tjenerinde.”
„Tjenerinde,” gentog Sennoraen med et smerteligt Udtryk uden at slippe den lille Haand. „Giv mig et Kys, Clara,” tilføjede hun pludselig og trykkede sine Læber saa hedt og saa længe mod Barnets bløde Kind, at Clara rødmede dybt og skælvede over hele Legemet, da hun igen satte sig til sit Arbejde.
Forstanderinden var med Forbavselse Vidne til dette Optrin, og Duennaen følte den største Angst derved. „Sennora,” sagde hun, „den skønne Sang har angrebet eder altfor meget; vi maa ud i den friske Luft. Jeg har aldrig kendt nogen, der blev saa bevæget ved at høre Sang og Musik, Ærværdige Moder, jeg vil komme igen i Morgen for at købe Kniplinger.”
Dermed bød hun sin Herskerinde Armen som for at støtte hende; men i Virkeligheden var det for at føre hende bort. „Ak, hvor I har været uforsigtig,” sukkede den tro Tjenerinde, saa snart Porten var lukket efter dem. „Hvad maa Forstanderinden tænke!”
„Lad hende tænke, hvad hun vil,” svarede Grevinden med et Udtryk af jublende Glæde. „Om saa Greven havde opdaget alt, om saa hans Had og hans Hævn skulde ramme mig, hvad bryder jeg mig om det. Jeg har hørt hendes Stemme, jeg har holdt hende i mine Arme og kysset hende, hun har smilt til mig og talt til mig, det er altfor stor en Lykke. Hvor kan jeg tænke paa andet end hende? Hvor er hun ikke skøn og elskelig!”
Næste Dag blev de to Kvinder igen lukkede ind i Vajsenhusets Taleværelse. Forstanderinden tog imod dem, og efter at de en lille Stund havde talt om Kniplinger, indbød hun dem til at gaa ind i Musikstuen og høre Houten Clara spille paa Orglet og synge.
Igen hørte Grevinden med usigelig Bevægelse disse bløde, sølvklare Toner, ledsagede af en skøn Musik. Barnet maatte være meget musikalsk, thi hun spillede og sang med et overordentlig sjælfuldt Udtryk. Men da hun saa, at Grevinden græd, holdt hun op, løb hen til hende, knælede ned foran hende og lagde grædende sit Hoved i hendes Skød, som for ved sin Deltagelse at mildne den Smerte, hun havde fremkaldt. Sennoraen løftede Barnet op tog hende i sine Arme og lagde sin Kind til hendes. Saaledes sad de længe og blandede i Tavshed deres Taarer.
Denne Scene var saa rørende, at Duennaen saa til med Ærbødighed uden at turde tale. Forstanderinden var ogsaa dybt greben, og en Anelse, som den foregaaende Dag var opstaaet hos hende, blev næsten til Vished, men med hensynsfuld Ædelmodighed skjulte hun, hvad der rørte sig hendes Sind.
(Fortsættes.)
