« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Pigebørn
Fortsættelsesskoler i Tyskland, Svejts og Østrig, Beretning om en i 1897 foretagen Stipendierejse af Anna Boisen.
I.
Der sendes hvert Aar en Mængde Pædagoger ud paa Rejse baade fra vort eget Land og vore Nabolande. Hvad Udbyttet bliver af disse Rejser, det faar man ofte kun lidet at vide om; men naar man læser ovennævnte Beretning af vor norske Kollega, maa man unægtelig sige sig selv, at saa sagkyndig og grundig en Undersøgelse af et bestemt Omraade som hendes, evner kun yderst faa at foretage.
Ingen, der har med denne Sag at gøre, vil læse hendes Beretning uden betydeligt Udbytte, og det skulde være Meningen med de følgende Linier, at henlede danske Læseres Opmærksomhed paa den.*)
*) Den omfangsrige Beretning er udgiven som „Dokument Nr. 35” vel sagtens af det norske Kultusministerium; den maa vel kunne skaffes fra Kristiania, men kan forøvrig laanes paa dansk Kvindesamfunds Kontor.
Først et Par Ord om Forfatterens Metode, der synes efterlignelsesværdig. Hun har overalt begyndt med at studere vedkommende Skolers Love, Beretninger og Undervisningsplaner for derefter at skaffe sig et personligt Indtryk af Skolens Praksis. For at faa Tag i Undervisningsmetoderne har hun ikke blot overhørt de Fag, som hver enkelt skole lagde mest Vægt paa, men ved Siden heraf, som en fælles Maalestok, tillige Modersmaalsundervisningen. Tyskerne er som bekendt stærke i Metoder, og man faar ved Skildringen af den Mængde Skoler, hun har besøgt, mangt et godt, praktisk Vink.
Navnlig to Spørgsmaal træder frem og søges besvarede i disse Undersøgelser. Først: Vil Fremtidens Fortsættelsesskole blive obligatorisk eller frivillig? Forfatteren hælder til den første Side; hun mener at have iagttaget, at den frivillige Skole sædvanlig fører den obligatoriske efter sig. Man bliver dog ikke absolut overbevist gennem hendes Fremstilling af Forholdene, der i vedkommende Lande er højst forskellige. I en af de sachsiche Byer, hun har besøgt, Plauen, har man oprettet obligatoriske kvindelige Fortsættelsesskoler, fordi Byens Industri og de ved den skabte sociale Tilstande medførte Farer for de unge Pigers sædelige Udvikling. Saa længe de unge Piger besøger Skolen, staar de under Opsigt og har ikke Lov til at komme paa noget offentligt Danselokale. Her er det altsaa særlige Forhold, der gør Skolen obligatorisk. I en lille svejtsisk Fabriksby indretter man Undervisningstiden efter Overenskomst med Fabriksejerne. Til Gengæld opfører disse en egen Bygning for den af Kvindeforeningen stiftede Kogeskole. I Bern har man vel en obligatorisk
Fortsættelsesskole for unge Mænd (indført ved Folkeafstemning), men den begynder først ved det fyldte 17de Aar; man lægger med Flid et Tidsrum af 2 Aar mellem den og Barneskolen, for at give de unge et Pusterum og noget Kendskab til det virkelige Liv, før de igen tager fat paa Studierne. Dette sidste var jo hvad Grundtvig ønskede, og hvad Kold gennem Erfaringen naaede til tvertimod sin oprindelige Plan for Højskoleundervisningen. Det er især den obligatoriske Fortsættelsesskole i Leipzig som forekommer Forfatteren som Fremtidsskolen: men hun siger dog efter at have overværet Geografiundervisningen i en Fortsættelsesklasse i Bern: „Naar jeg sammenligner denne Undervisning med, hvad der meddeles i Fortsættelsesklasserne i Leipzig i et Fag som Heimathskunde saa viser det sig temmelig tydelig, hvor langt bedre Grundlag, man her har at bygge paa i en saadan frivillig Klasse; hvorfor hele Undervisningen kan faa et ganske andet Præg - langt mindre elementært”. Ligeledes hedder det et andet Sted om den obligatoriske Fortsættelsesskole for Drenge: „Som tidligere nævnt tænker man i München at omorganisere disse Skoler, hvis nuværende Ordning af let forklarlige Grunde ikke kan sammenlignes med de kvindelige. Fortsættelsesskolen for Piger er jo frivillig, idet Søndagsskolerne for dem fremdeles bestaa som obligatoriske. For Gutterne derimod er Fortsættelsesskolen med Søndagsundervisning den obligatoriske Skole, og den gamle Søndagsskole ophævet’”.
Spørgsmaalet obligatorisk eller frivillig er vist ikke, som Forf. mener, væsentlig et Pengespørgsmaal; det hænger sikkert nok ogsaa sammen med den større eller mindre Trang til individuel Udformning af de unges Udvikling.
Vigtigere endnu er det andet Spørgsmaal: Hvad skal være Fortsættelsesskolens Maal? Forf. mener
at have sporet tre forskellige Retninger i de Skoler, hun besøgte. Nogle Steder lægger man mest Vægt paa Karakterens Udvikling. De unge skal i den vanskelige Overgangsalder baade skærmes mod de Farer, der truer fra forskellige Sider, og gennem Undervisningen vinde saa megen moralsk Holdning, at man trygt kan sende dem ud i Livets Storme. Andre tænker mere paa den praktiske Side af Sagen; det gælder for dem at udruste Ungdommen til at tage Kampen for Tilværelsen op paa den heldigste Maade, Endelig - hvis det er Skolemænd, der har ordnet Undervisningen - gaar denne særlig ud paa at uddybe de Kundskaber, Skolen har givet paa mere overfladisk Maade, altsaa at meddele almindelig Dannelse uden de indsnævrende og begrænsende Nyttehensyn.
Men da man maatte indrømme alle tre Synspunkters Berettigelse, forsøgte man ogsaa - Forf. finder med Held - paa sine Steder at forene dem. For at naa dette vælger man et midtpunktdannende Fag, der knytter sig til Livet, „Livet som det arter sig i Hjemmet under de daglige huslige Sysler, i Fabrikerne og paa Værkstederne og i Butiker, paa Bygge- og Lossepladse, paa Jernbaner og paa Gader og Stræder, Livet til Hverdags og Livet til Helg og til Fest, Livet i Familien og Livet i de større Forhold, i Kommune og Stat”.
Man søger at behandle dette Stof saaledes, at det daglige Arbejde adles og opløftes, og at det støtter de etiske og religiøse Anlæg hos Eleverne. Man ønsker, at disse skal iagttage og dømme selvstændig, og at de netop skal føle, at de er traadt ind i en ny Fase og ikke er Børn længere. Fortsættelsesskolen skal tillige være en Forberedelsesskole - nemlig til Livet.
„Konsekvent skulde hver enkelt Livsførelse benyttes som Dannelsesstof, men da dette er umuligt, maa Undervisningen individualiseres saavidt muligt, idet Eleverne deles efter Beskæftigelse i Klasser med forskelligt Dannelsesstof, men med det samme Maal.”
„Det er dette, man har gjort i Leipzig, hvor man som Centralfag, hvortil alle de andre Fag slutter sig, har opstillet enten „Heimathskunde” (Hjemstavnslære), „Gewerbekunde” (Haandværkslære) eller „Geschäftskunde” (Forretningslære). Det er det samme, man har gjort i Pigeskolen i München, hvor man har gjort „Haushaltungskunde” til Centralfag.”
Den ser lidt broget ud, den Plan, der i Hjemstavnslæren er lagt for Leipzigs Drengeskole. Man veksler uden at blinke mellem helt forskellige Ting som „Menneskets Forhold til Gud” (Pinseforberedelsen), „Nadmanns Ølbryggeri”, „Boghandler Meyers Villa” o. s. v.
Alt kommer jo imidlertid an paa Maaden; Forf. betænker sig ikke paa at udtale som sin Overbevisning, at vi her har Mønsteret for Fremtidens Fortsættelsesskole. Vi skal i næste Artikel fremsætte nogle Antydninger af, hvorledes denne Slags Undervisning arter sig for Pigernes Vedkommende.
