« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Speras forslag.
I „Over Ævne”, anden del, siger
Credo:
Nu du, Spera!
Spera (undselig):
Ja, jeg vilde saa gjerne lære at tale. For saa vilde jeg forsøge at sige til kvinderne, at de skulde leve for noget, de ogsaa, og det lige fra skolen af. For exempel en eller flere sammen skulde sørge for en liden pige, som blev deres, skønner du.
Rakel:
Aa, du søde, lille mund, lad mig kysse dig! (gjør det). Bare at der er saadant til, som disse udsyn - det maa da være bud fra den evige fornyelse.
Snart fra et, snart fra et andet land faar man bud om , at noget gaar i retning af disse Speras ideer, praktiseres.
Da jeg saaledes fik høre om de sex svenske skolepigers jubilæum, maatte jeg huske paa Speras forslag.
6 smaa skolepiger i Stockholm danned i 1875 en liden Forening for at hjælpe fattige skolekammerater. De sydde og arbeided og fik mange interesseret. Foreningen voxed og udvided sig og yded hjælp paa forskjellige maader. Iaar feirer de 6 skolepigers forening sit jubilæum ved at lægge grundstenen til et barnehospital. I Kjøbenhavn skal der være en lignende forening,*) og i London har barns hjælpeforeninger for barn længe været i virksomhed.
*) Vi kender desværre ikke noget en saadan.
Red.
Ogsaa herhjemme hører vi om smaa tilløb i samme retning, om de end ikke kommer til almenhedens kundskab.
Men der ligger nok mere i Speras og Rakels udsyn end dette. Det er ikke filantropi her og der, hvor beundringsværdig og god og rørende den end kan være - som bringer fornyelsen.
Det er skolen i sin hele almindelighed, mener „Over Ævne”s forfatter - og flere med ham - som skal være den store missionær. Den skal skal være som den frugtbare jordbund, hvor de menneskekjærlige tanker lægges som den gode sæd, og hvor menneskehedens handlinger skal spire frem og voxe, saa at de, naar tiden kommer, kan befrugte samfundet.
Den slegt, som fra barndommen af faar følelse for sine medmenneskers lidelser, og som i sine egne handlinger ser gjenspeilet sit ansvar for dem - vil, naar den voxer til, bringe fornyelsen. Ti det sociale spørgsmaal blir ikke løst, før det løses i menneskers sind. Alle Credos beundringsværdige opfindelser vil lidet nytte, saalænge menneskehjerterne er bundfrosne.
Engang jeg talte med Bjørnson om dette, spurgte jeg, om han ikke vilde fortælle lidt mere om Spera i en artikel f. eks. Men Bjørnson mente, det var ikke veien, det behøvedes ikke, for naar først de rette personer stod færdig, saa maatte den ting komme gjennem dem ganske af sig selv.
Jeg tror heller ikke en saadan handlingens æra paa skolen paa nogen maade kan indvies uden gjennem de rette personer. Men man ser jo ogsaa de rette personer ofte famle længe, før de finder det rette greb, og man hører ofte, at smaa begivenheder eller ord og udtryk kan være som lysstraaler, der lar dem finde det.
Nu synes jeg Speras replik er som en liden elektrisk lampe. Men jeg vilde gjerne, der skulde komme en tilføielse. Jeg vilde Spera skulde sige til gutterne, at de skulde leve for noget de med, noget som der er godhed i, og ikke bare slagsmaal og fortærende kappestrid. Det er netop gutteskolerne, som trænger det. Eller lad os si, at pigeskoler og gutteskoler og fællesskoler trænger det lige meget.
Det er kjendt nok, at adskilligt, som arbeider med sigte paa et saadant maal, faar støtte paa skolerne - dyrebeskyttelse f. ex. - og der er vist ikke liden velgjørenhed igang.
Men den fornyelsens aand, som skal gjennemstrømme det hele - den er det, der sukkes efter. Fra forældre, fra lærere, fra barn selv i al ubevidsthed - stiger sukket.
Men det er ogsaa en vældig opgave for de rette Personer. Man forstaar ved lidt omtanke, hvor højt begavet disse opdragere maa være - for barneskolen er intet farefrit experimentalfelt for menneskekjærlige ideer, en propaganda kan ofte skade mer end gavne.
I en ypperlig og interessant artikel om Jonas Lie’s Niobe, af Mathilde Schjøtt, siges der: „De, hvis bløde hjerte og villige medfølelse er bleven lagt saa stærkt i beslag i barndommen kan ofte senere sørgelig, forbause ved kulde og haardhed og ved at ville skyve fra sig det sørgelige. Det fine, bløde barnesind har ved for tidlig berøring med de livets barske vinde, som blæser paa de voxne, faaet sine hjerteblade frostbidte og sammenskrumpne.” -
Her sigtes nærmest til barn, som for tidlig er taget op i de voxnes fortrolighed, men resonnementet er almengyldigt og raaber et varsko - mod hvad?
Mod et over evne ogsaa paa det rent menneskelige omraade. Ligesaavist som barn kan overanstrenges og reagere paa en eller anden vis ved religiøs paavirkning, ligesaavist kan de det ved etisk paavirkning, ved at sympatiske impulser misbruges o.l.
Her er altsaa fuldt op af farer og vanskeligheder. Derfor trænges de store etiske begavelser, de udvalgte ledere, de, som griber det rette og sætter spor, saa de andre kan følge og trods alle farer gjøre gavn og ikke skade.
Kanske har vi dem midt iblandt os, saa det bare er almenhedens blindhed, som ikke ser dem.
Ja, hvem ved?
Derfor er det vist ikke saa ilde at trykke paa knappen, saa Speras lampe kan kaste lyset udover.
Ihvertfald om det ingen haandgribelig nytte gjør - skade kan det ikke at lade haabets klare lysstraale skinne et øieblik.
