« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Verdensudstillingen
III
Paris har skiftet Udseende. At den gamle Udstillingsbygning, der afvekslende tjente til Kunstudstilling og Kvægudstilling, er borte, vil ingen beklage. Man vil, naar til sin Tid de til foreløbig Brug opførte Paladser er nedrevne, faa en vid Udsigt fra den ny Udstillingsbygning over Alexanderbroen med dens Statuer og gyldne Heste til Invalidehotellets store forgyldte Kuppel; men Cour-la-Reine’s (den gamle Kastanieallé langs Seinens) dejlige Træer er fældede, og det varer længe, inden de kan erstattes.
Den ny Bygning minder i enkelte Træk om den gamle.
Den er paa en maade en pragtudgave af den, større og lysere. Begge Paladser er omgivne af pragtfulde Blomstergrupper, Samlinger af forskellige Træer osv.
Det lille Palads’ Kuppel tegner sig smukt mod Himlen, men spiller ingen større Rolle, naar man sammenligner den med de andre store Kupler, der dominerer Paris, og som i Grunden hver for sig repræsenterer et Parti i det franske Folk: nemlig Akademiets, Invalidehotellets og endelig Montmartres, Republikken, Kejserdømmet og Kirken. Den sidste er mange en Torn i Øjet; den er jo
Bygget som Sonoffer for Frankrigs Synd af den stor Del af det franske folk.
Begge Paladser skal blive staaende og bruges, det første til Udstillingsbygning, det andet til et Museum efter Verdensudstillingens Slutning.
I det sidste findes nu en stor historisk Udstilling af fransk Kunstindustri op til vore Dage. Meningen var først ogsaa at have en forhistorisk Udstilling, men det viste sig, at denne vilde tage for megen Plads.
Der findes dog enkelte spyd, Pile og Oldsager, saasom den gamle Merkur fra Autun. . Rejsende maa tage til St. Germain for at se de ældste sager. Kirker, Samlinger og Slotte har sendt deres gamle Genstande udskaarne i Træ, Elfenben, deres Tapeter, Gobelins og Møbler.
Her findes enkelte Skrin fra Middelalderen, vore nuværende Møblers Stamfædre. Forbindelsesmidlerne var besværligere dengang - de maatte ofte transporteres paa Hesteryg. Belagte med Hynder, tjente de til Senge, Bænke, satte paa Fødder eller Bukke til Skabe. Antoine af Lorraines Seng fra det trettende Aarhundrede viser dog, at man allerede da var mindre nøjsom. De mindre Skrin af Metal, der brugtes til Sølvtøj og Smykker, er tit ganske dejligt cicelerede, rene Kunstværker. Nogle af disse Skrin er malede, holdte i stærke Farver, vistnok for at svare til de brogede Tapeter og Dragter. Senere blev de indlagte med Elfenben, Perlemoder og ædle Metaller. Særlig franske er disse Møbler ikke; Richelieu og senere Mazarin forskrev Hollændere og Italienere til at arbejde for sig, og disse Møbler har ogsaa en international Karakter. De er tit monumentale. Kunstnere, især Arkitekter, gjorde Tegning til dem, og Snedkeren var tit Kunstner selv.
Vil man studere Møbler, kan man gøre det her paa første Haand. I Salen, der bærer Boules Navn, findes der pompøse, forgyldte Møbler fra Ludvig den fjortendes Dage, dejlige Lampetter, Tæpper og Tapeter, Kongens Symbol, Solen gaar tit igen. Møblerne bliver beskednere under Ludvig den femtende. Broncebeslag og Ornamenter spiller stor Rolle ogsaa paa de graa Marmorkaminer. Et Møbel uden Beslag forekommer En tilsidst fattigt. Øjet forvænnes af al den Pragt. Paa faa Undtagelser nær hører de fleste af disse Møbler hjemme paa Slottene. I Ludvig den femtendes Sal findes der flere mærkelige Ure.
Det morsomste er et Ur der forestiller et Orgel, omranket af Blomster af saksisk Porcellæn. Et Orkester af samme Materiale, bestaaende af Aber, der musicerer med stor Alvor, er anbragt ved Foden af det. Ludvig den 16des Møbler findes i Groult Salen. Marie Antoinettes kunstfærdigt forarbejdede Skab bærer tre andre Navne, berømte i Kunstindustriens Historie, Swertfeger, Degauly og Thomis. Det er overordentligt rigt smykket med Kameer og Perlemoders Indlægning. Efter al den Pragt er det en Hvile at se paa en Række Empiremøbler med deres lige Linier og antike Messingprydelser.
Men der er meget mere end Møbler; ogsaa Døbefonter, hellige Kar; Krucifikser, Emailler, Smykker fra Merovingernes Tid og Karl den Stores Dage findes her. Baade Mænd og Kvinder bar Smykker den Gang, det fortæller disse uhyre Kamme, Naale, Ringe, Spænder osv. Rundt om alle disse Sager hænger Billederne af de Mænd og Kvinder, der bar dem og levede mellem, dem, malede af Tidens Kunstnere fra Clonet til Greuze. Frants den første til Hest i fuld Rustning tager mod os ved Indgangen med lukket Visir, saa man ser ham ikke. Hans og hans Forgængeres Drabanters Rustninger staar opstillede langs Væggene i de forreste Sale. Her staar ogsaa deres Portechaiser og Slæder. En er i Skikkelse af et vildt Dyr.
Det Hele er en historisk Anskuelsesundervisning i fransk Kunst og Kunstindustri. Det er forunderligt at sammenligne de ældre Smykker, Emailler og Guldsmedearbejde med det, der for Tiden udstilles paa den anden Side Seinen. Fremgang er det ikke, Maskinerne er traadt til, og naar een før smykkede sig med et Kunstværk, smykker Tusinder sig nu med Reproduktioner og Millioner med slette Kopier i uædle Metaller, hvor Bjergkrystal og Glas erstatter de ædle Stene.
Ingen har holdt sig tilbage. Alle har sendt det bedste, de havde at vise, og Komiteen havde svært ved at træffe sit Valg. Iblandt andet var det en stor Glæde her at træffe Gobelinerne efter Rafaels Kartoner i fuldt Lys. I Domkirken i Beauvais hang de i Mørke, saa at man næsten maatte gætte sig til dem. Maaske er det dog netop det Halvmørke, de hænger i der, det skyldes, at de er saa vel bevarede.
