« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskabets Fremtid
Af
Mme. Schmahl i Etische Kultur.
(Fortsat.)
Lad os prøve den fri Kærlighed med Henblik paa dens Følger for Kvindens Værdighed og Frihed!
Vi miskender aldeles ikke den poetiske Skønhed, som den ideale fri Kærlighed kan have i et ligeledes idealt Samfund. Ethvert Ægteskab vilde der være en af fuldkomne Væsener gennemlevet Idyl, thi der fordres intet mindre end fysisk og moralsk Fuldkommenhed, hvis det, som Max Nordau lover sig af den fri Kærlighed skal fuldbyrdes. „Ethvert Barn”, siger han, „bliver der født med en Glorie af Forældrenes Kærlighed og modtager i Vuggegave al den Kraft og Levedygtighed, som et Par, der forener sig frit, lader gaa i Arv til dets Afkom.”
Endskønt den fri Kærlighed ikke billiges af Loven, saa forefindes den dog, efter hvad vi alle ved i det bestaaende Samfund i tilstrækkeligt Omfang til at man med stor Sandsynlighed kan afgøre, hvilken Indflydelse den vilde kunne faa i det ny. Under alle Former for den fri Kærlighed er Kvinden afhængig af Manden - for saa vidt hun ikke selv har Formue - og tvungen til at indrette sig saaledes, at hun er sit Barns Fader til Behag, dersom hun ikke vil udsætte sig for at blive forladt af ham.
Arbejderklassen, der har sine egne Moralbegreber, har ikke oppebiet den formelle Tilladelse for at sætte den fri Kærlighed i Praksis. De første Følger deraf er de frugtsommelige Kvinders Klagen. Ofte maa de døje al Slags Nød, ty til offentlig eller privat Hjælp og paa deres Smertensleje er de henviste til lutter fremmede. Fødselsstiftelsen bliver disse stakkels hjemløse Mødres Tilflugt, Den er Oasen i den Ørken af mandlig Egoisme, hvor Kvinden bliver ofret. Men den stakkede Stunds venlige Ro kan Patienten ikke fuldt nyde, thi - der er et Barn. Jo mere disse Kvinder er Mødre, jo mere maa de lide, enten de nu af Frygt for „at vænne Barnet til sig” vægrer sig ved at give det Bryst, eller de har det grusomme Mod at forlade Stiftelsen med den lille.
Man maa se disse heltemodige forladte med Barselskvindens Bleghed, med Rekonvalescentens glødende og dog lidende Blik, forlade Hospitalet i det fattige Tøj, der nu hænger om dem, for at gaa, ikke Uvisheden men den sikre Elendighed i Møde, belastede som de er med den Byrde, der i sin tilsyneladende Lidenhed er saa usigelig tung - man maa se dette, og man vil forstaa den fri Kærligheds Barbari.
Den, der har set, hvordan en Moder, endnu vaklende efter den udstaaede Smerte, gaar den næste Dag i Møde med sit Barn uden Tilflugt og uden Brød, den føler sig kaldet til at udtale Anklage og Dom over et Samfund, hvor saadanne Forbrydelser upaatalt kan gaa for sig.
Og hvad kan de svare, der under Paaskud af Frihed vove at forsvare saadanne Forbrydelser?
Deres Ansvar er visselig stort, thi hvis de ikke er samvittighedsløse eller forblindede, maa de jo vide, at Lovens Opgave er at forbedre Menneskene og hos dem alle at vække Følelsen af Solidaritet og den hellige Pligt at beskytte den svage. At prædike Frihed til hemmelige Kærlighedsforbindelser, er enstydende med at begunstige den stærke; man giver ham en Forret og erklærer det for tilladeligt, at Kvinden bliver forladt i den Tid af hendes Liv, hvor hun, i Følge Naturens Lov er afhængig, og hvad der er end værre, Barnet opofres og med det Slægten.
(Fortsættes).
